Dansk stjernefotograf under massive anklager: - Så absurd
Fotografen Jan Grarup har allerede erkendt fejl i sin Ukraine-dækning, men nu kommer der nye anklager. Og de har intet på sig, understreger han.
Den rutinerede stjernefotograf Jan Grarup får som oftest positiv opmærksomhed for sit arbejde.
Eksempelvis når Ukraines præsident Zelenskyj deler hans billeder, eller når han vinder endnu en fotopris til samlingen.
Men denne uge har den dårlige omtale stået i kø, og senest torsdag har en artikel i Weekendavisen kastet yderligere brænde på bålet.
Løgne til skade for Ukraine
Her fortæller to af fotografens såkaldte fiksere – altså ukrainske personer, der blandt andet hjælper med lokal viden, oversættelser og transport – at den danske fotograf har fortalt den ene usandhed efter den anden om krigen i Ukraine.
Løgne, der ifølge fikseren Yehor Konovalov potentielt kan skade både Ukraine, Ukraines militær og fiksernes arbejde ved fronten.
- Han vil bare gerne skabe opmærksomhed om sin egen person og sin kommende bog. Han skaber ståhej på baggrund af massemord, civile tab og begravelser, blot så han selv kan fremstå hård, og folk kan tro, at han har været steder og set ting, han aldrig har været i nærheden af, siger fikseren til Weekendavisen.
Til TV 2 siger Jan Grarup, at han aldrig ville bruge en ukrainsk tragedie til at promovere sig selv.
- Det er så absurd. Jeg tror ikke, der findes en større tilhænger af den ukrainske frihedskamp end mig, siger han.
Politiken har stoppet samarbejdet
Artiklen i Weekendavisen kommer tre dage efter, at Politiken annoncerede, at avisen stopper sit samarbejde med den kendte krigsfotograf. I hvert fald når det gælder dækningen af Ukraine-krigen.
Begrundelsen stod på to ben:
At Grarup selv har erkendt, at han ikke længere er objektiv i krigen. Og at Politiken efter en intern undersøgelse var kommet frem til, at fotografen i flere artikler har givet urigtige oplysninger i sine beretninger fra krigen.
Jan Grarup har da også allerede erkendt nogle af sine fejlagtige beskrivelser.
Eksempelvis at han ikke – som han ellers fortalte i et interview 30. juni – var på et pizzeria i byen Kramatorsk tre timer før, stedet 27. juni blev ramt af russiske missiler.
I virkeligheden fandt besøget sted dagen før, og Politiken har siden beklaget og rettet både den og andre fejlagtige oplysninger fra fotografen.
Jan Grarup understreger over for TV 2, at han erkender alle de fejl, Politiken gennem den interne undersøgelse er kommet frem til.
Han erkender derfor også, at han ikke har affyret en mortergranat mod russiske stillinger. En udtalelse, der ellers har fået stor opmærksomhed i flere medier.
Jan Grarup skrev "en hilsen" til russerne på granaten, men selve affyringen blev foretaget af en ukrainsk soldat", skriver Politiken.
Jeg må også bare konstatere, at det er ret stressende at arbejde de her steder
Jan Grarup, fotograf
Men ifølge de to fiksere, Yehor Konovalov og Alex Babenko, bør fotografens indrømmelser altså langt fra stoppe her.
En "trist og komisk løgn"
Fiksernes liste af beskyldninger er lang, og her kommer blot et lille uddrag.
Blandt andet fremhæver Yehor Konovalov en detalje om, at fotografen skulle have været til mindst 50 begravelser under sin seneste tur til Ukraine. En detalje, der stadig figurerer i en Politiken-artikel.
Ifølge Yehor Konovalov er det både en ”trist og en komisk løgn”, som ingen mening giver, når opholdet ifølge fikseren varede 14 dage.
- Så vi skulle i så fald have været til mellem tre og fire begravelser om dagen. Det er jo nærmest matematisk umuligt. Vi var til tre begravelser i alt, siger han til Weekendavisen.
Græd soldaterne hver dag?
Fikserne anfægter også en påstand fremført af Jan Grarup om, at soldaterne græd hver dag. Ifølge Alex Babenko så de ikke en eneste soldat græde under deres tur, siger han.
Heller ikke udlægningen af, at der langs vejene skulle stå "mange børn" klædt ud som soldater, holder ifølge fikserne vand. Det drejer sig blot om ét barn, lyder det til Weekendavisen.
Både beskrivelserne af de grædende soldater og de udklædte børn fremgår også stadig i Politiken-artiklen.
Et kærkomment spark over skinnebenet
Over for både Weekendavisen – og herefter også til TV 2 – afviser Grarup fiksernes beskyldninger og står altså blot ved de fejl, Politiken allerede har lagt frem.
Han forklarer, at hans betragtninger fra krigen stammer fra omkring 100 dages arbejde i det krigsramte land. Og altså ikke blot fra de omkring to uger, han var sammen med de to fiksere.
- Jeg synes, det er voldsomt at beklikke troværdigheden af 100 dages arbejde, siger han til TV 2.
Men du indrømmer jo for eksempel selv, at det ikke var rigtigt, at du var på pizzeriaet i byen Kramatorsk?
- Jamen, jeg har jo sagt 100 gange efterhånden, at den del handler om en tidsforskydning i mit hoved, siger han og mener altså ikke, at fejlen er fremført med vilje.
Men bør du ikke være mere omhyggelig, når du rapporterer?
- Jo, selvfølgelig skal jeg det. Det er et kærkomment spark over skinnebenet, siger han.
Et stressende arbejde
Jan Grarup forstår udmærket, hvis man nu begynder at betvivle de ting, han siger. Det er naturligt, når han har videregivet faktuelle fejl, siger han.
- Men jeg må også bare konstatere, at det er ret stressende at arbejde de her steder. Ikke at det er en undskyldning. Jeg står ved de fejl, jeg har lavet, siger han til TV 2.
TV 2 har siden torsdag aften forsøgt at få en kommentar til sagen fra Politikens chefredaktør Amalie Kestler.
Vi ville gerne have spurgt, om oplysningerne i Weekendavisen bør føre til yderligere undersøgelse af Jan Grarups arbejde – eller om fiksernes beskyldninger allerede har været en del af den interne undersøgelse på avisen.
TV 2 ville også gerne have spurgt, hvilke argumenter der er for, at flere af Jan Grarups beskrivelser, som fikserne angiver som usande, stadig fremgår i Politikens artikler.
Amalie Kestler er dog endnu ikke vendt tilbage på henvendelserne.