Mor måtte tælle til ti, da hendes datter fortalte, hvad hun var blevet kaldt i skolen
Forsker og konsulent råder folkeskoler til at lave en antidiskriminationsplan, ligesom mange skoler i dag har en antimobbepolitik, lyder det.
Nana King måtte tælle til ti og lige samle sig, da hendes niårige datter kom hjem fra skole i sidste uge.
- Det første, hun siger, da hun kommer ind ad døren, er: ”Mor, jeg er blevet kaldt for nigger”, fortæller Nana King i ’Go’ morgen Danmark’.
Nana King spurgte sin datter ind til episoden, og datteren fortalte, at hun og nogle andre piger fra årgangen ikke måtte være med i en leg, ”fordi de var niggere”.
At Nana Kings døtre en dag ville opleve at blive mobbet eller opleve racisme, fordi de har brun hud, havde hun forberedt sig på.
Men at det allerede ville være i 3. klasse, kom som en overraskelse.
Episoden har fået Nana King til at lave et opslag på Instagram, som har fået flere end 2000 likes og 290 kommentarer.
Mange støtter Nana King, og flere fortæller om egne oplevelser med racisme i Danmark – blandt andet Zahra El Kounti.
De mørke måtte ikke være med
Zahra El Kounti har tvillinger på otte år, hvor den ene går i klasse med Nana Kings datter.
Hun har oplevet at blive kaldt "n-ordet", som Zahra El Kounti omtaler det, og så er hun kommet hjem fra skole og har fortalt, at hun ikke måtte være med i en leg, fordi hun var mørk.
Ligesom Nana King havde hun forberedt sig på, at det måske ville ske, men særligt ét spørgsmål, som hendes datter stillede hende, satte en masse tanker og frustrationer i gang.
- ”Mor, hvorfor er min farve noget, man kan drille mig med?”, spurgte Zahra El Kountis datter hende en dag.
De er ikke begrænset til at være en farve
Zahra El Kounti, rådgiver
Zahra El Kounti har derfor snakket med sine tvillinger om at sige fra, når de oplever at blive kaldt skældsord, og så gør hun sit som mor på hjemmefronten, forklarer hun.
- Jeg fylder dem op med kærlighed og dagligt minder dem om, hvor fantastiske de er. De er ikke begrænset til at være en farve. De er meget mere end det.
Skole har ansvar
Leila Lagermann er ph.d. i pædagogisk psykologi, og så arbejder hun som konsulent på skoler.
Hun har læst mange af kommentarerne til Nana Kings opslag, og hun opfordrer forældre til at snakke med deres børn om racisme og diskrimination og være opmærksomme på, hvordan de taler om andre mennesker derhjemme.
- Det er altid vigtigt at understrege over for sine børn, at alle mennesker og menneskeliv er lige meget værd, lyder det.
Men Leila Lagermann understreger, at skolerne også har et stort ansvar, så snart børnene træder ind i klasselokalet om morgenen.
- Jeg opfordrer altid skolerne til at lave en antidiskriminationsplan. Ligesom mange skoler har antimobbestrategier, ville det være oplagt at have det på samme måde, i og med at vores samfund er blevet mere mangfoldigt end tidligere.
Det bør både være forebyggende arbejde med eleverne, men det bør også være en handleplan, så forældre ved, hvor de kan henvende sig, hvis deres børn kommer hjem og fortæller om racisme i skolegården, mener Leila Lagermann.
Sig fra – også på andres vegne
Nana King har valgt at snakke med sine to døtre på syv og ni år om historien bag "n-ordet", og hun har opfordret dem til at sige fra og fortælle det til en voksen, hvis det sker igen.
Derudover har hun og hendes mand givet skolen besked og opfordret den til at tage det op på årgangen.
Selv er hendes mand, der arbejder på en skole, også blevet kaldt "n-ordet" af elever, og det får Nana King til at opfordre forældre til at tale med deres børn om racisme – også selvom det er svært.
For der er ikke tale om almindelige drillerier, siger hun.
- Børn driller hinanden og siger grimme ord, og det er heller ikke i orden, men der er forskel på at bruge et ord, der er så nedarvet og stigmatiserende, som rammer så dybt, og som i bund og grund betyder, at du er mindre værd end os andre.
I det hele taget opfordrer Nana King til, at man siger fra, når man oplever racisme.
- Jeg vil gerne opfordre alle – også dem, der ikke oplever det på egen krop, men som måske bare hører det ude i offentligheden – at sige fra. Også på andres vegne, siger hun.
TV 2 har været i kontakt med skolen, hvor Nana Kings og Zahra El Kountis døtre går. Skolelederen svarer, at skolen arbejder med mobning på alle årgange, og at de lige nu har en særlig indsats på 3. og 4. klassetrin om sprog og fællesskaber.
Dernæst skriver han:
- Til forældre og børn siger vi utvetydigt: Man skal altid sige fra over for grimt sprog og udelukkelse. Børnene skal tage fat i de voksne på skolen eller i fritidsordningen, så vi kan hjælpe dem med at få håndteret situationen med det samme. Og vi opfordrer forældrene til at tale med deres børn om at tale pænt til hinanden.
Se hele indslaget med Nana King og Zahra El Kounti fra 'Go' morgen Danmark' på TV 2 Play.