- Folk skal tage det helt roligt, siger minister om udskældte ejendomsvurderinger
Nu har danske boligejere adgang til en ny ejendomsvurdering af deres ejerbolig, og der er skattelettelser på vej, fremhæver skatteminister.
Med de nye ejendomsskatteregler kan otte ud af ti boligejere se frem til en billigere ejendomsskat.
Sådan lyder det tirsdag fra skatteminister Jeppe Bruus (S) i et interview med TV 2.
Ifølge ministeren vil de nye regler i alt medføre skattelettelser for milliarder til de danske boligejere.
- I dag får vi 50 milliarder ind i ejendomsskatter, fremover får vi 40 milliarder ind. Det betyder 10 milliarder i skattelettelser, der kommer boligejerne til gode uden for de allerstørste byer.
De nye ejendomsvurderinger er meget omtalte, da de danner grundlaget for de helt nye boligskatteregler, der træder i kraft 1. januar 2024.
Ikke "100 procent inden for skiven"
Selve it-systemet bag de nye ejendomsvurderinger har været på arbejdsbordet længe, og undervejs er det blevet udskudt ad flere omgange på grund af problemer med at udregne vurderingerne.
Alligevel mener Jeppe Bruus, at man som boligejer godt kan stole på et mere retvisende billede af ejendomsvurderingerne.
Får vi nogensinde et system, der rammer 100 procent inden for skiven? Det gør vi ikke
Jeppe Bruus (S), skatteminister
- Folk skal tage det helt roligt og trygt. For det første er der ingen, der kommer til at betale mere i skat næste år, end de gjorde i år, selvom man får vurderinger, der er højere.
- Nu får vi de nye ejendomsvurderinger, som giver et mere retvisende billede af værdien af ens bolig og grund, fortæller han.
Alligevel anerkender ministeren, at det nye system ikke bliver uden fejl.
- Er det helt perfekt? Får vi nogensinde et system, der rammer 100 procent inden for skiven? Det gør vi ikke. Derfor har vi også lagt ind, at af den vurdering, man får nu, bliver man kun beskattet af 80 procent for også at tage højde for nogle af de udsving, der kan være, siger han.
Han pointerer, at der ikke har eksisteret et system til ejendomsvurderinger siden 2011, og at der med overgangen til det nye system er udsigt til langt mere retvisende vurderinger af danskernes ejendomme.