Osama Samsam vil have renset sin brors navn: - Min bror er blevet undertrykt

Fredag er sidste retsdag i Ahmed Samsams sag mod Politiets Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste.

Osama Samsam gik i gymnasiet, da hans storebror, Ahmed Samsam, blev anholdt i Spanien for at være medlem af terrororganisationen Islamisk Stat (ISIS).

Naivt troede Osama Samsam, at han kunne kontakte PET og få dem til at bekræfte, at der var tale om en misforståelse, og at hans bror var agent for efterretningstjenesten.

Du troede, at du bare lige kunne ringe?

- Eller bare lige sende en mail og skrive: ”Hey, jeg ved ikke lige, om I er opmærksomme på det, men min storebror er fængslet i Spanien, og de påstår, at han er medlem af ISIS. Han har haft et samarbejde med jer. Kan I ikke lige sende et dokument, hvor det står sort på hvidt, så jeg kan sende det til dem, og vi kan få afklaret hele det her hurlumhej”.

Men Osama Samsam fik ikke et dokument, han kunne sende videre til de spanske myndigheder, fortæller han i 'Go' aften Live'.

I dag, otte år senere, står han side om side med sin bror, Ahmed Samsam, i retssagen mod PET og FE, der fredag har sit sidste retsmøde.

8. november falder den endelige dom.

Hvis han får domstolenes ord for, at han har været PET-agent, hvad vil det så betyde for dig og din familie?

- Det ville være en drøm. Det er en byrde, der bliver lettet fra ens skuldre. Det er en kæmpestor ting at blive anklaget for at være en del af en terrororganisation som ISIS. Man ville ikke ønske det for sin værste fjende.

Vil hverken be- eller afkræfte

Ahmed Samsam har aldrig sagt direkte til sin bror, at han arbejdede som agent, men Osama Samsam er 100 procent sikker på, at det er tilfældet.

Men han mener, at det er på tide, at PET og FE bekræfter det.

De to efterretningstjenester har gennem hele forløbet hverken ønsket at be- eller afkræfte, om Ahmed Samsam har arbejdet som agent for dem.

Der er begĂĄet et justitsmord mod ham

Osama Samsam, tandlægestuderende

Men den går ikke længere, mener Osama Samsam.

De er jo omgivet af tavshedspligt og hemmeligheder, så de kan jo ikke gå ud og fortælle, hvem deres agenter er?

- Det skal det jo også være. De kan jo ikke bare røbe hemmeligheder til højre og venstre, men sagen er bare den, at PET og FE skal behandle deres kilder med omhu. De skal behandle dem ordentligt, og de skal ikke undertrykke dem. Min bror er blevet undertrykt af dem. Der er begået et justitsmord mod ham, siger Osama Samsam i 'Go' aften Live'.

Han kalder det “komisk”, at efterretningstjenesterne blandt andet har svaret, at det er for at beskytte deres kilder, at de hverken vil be- eller afkræfte, selvom Berlingske samtidig har afsløret, at politiet tippede de spanske myndigheder om, at Ahmed Samsam var medlem af ISIS.

Kæmper for sandheden

For Osama Samsam handler det om retfærdighed, retssikkerhed og vigtigst af alt sandheden, når hans bror i dag sidder i retten.

For straffen og sagen har pĂĄvirket hele familien.

Nogle skal tage ansvar, for det må ikke ske i et retssamfund, at en agent, som Ahmed Samsam hævder at være, kommer otte år i fængsel for at tjene efterretningstjenesten, lyder det fra Osama Samsam.

- Han har aktivt kæmpet mod ISIS. Han har aktivt kæmpet mod, at uskyldige mennesker skal dø, om det så er i Syrien, i Danmark, eller hvor det er, siger han.

Hvilken erstatning er stor nok og rimelig nok?

- Den vigtigste erstatning og det vigtigste for familien og Ahmed er at få den her byrde af skuldrene. At nogle anklager ham for at være en del af ISIS – det skal der ikke være nogen, der har mulighed for at gøre, for det passer ikke, siger Osama Samsam.

Se hele interviewet med Osama Samsam i Go' aften Live' pĂĄ TV 2 Play