Den samme mand har udsat flere kvinder for vold og trusler

Ifølge en ny analyse fra Nordsjællands Politi er det ofte de samme mænd, der begår partnervold igen og igen.

Jeanette Andersson vidste, at nu skulle hun væk.

Hun havde længe taget tilløb til at forlade sin voldelige kæreste, men da han tog kvælertag på hende, mens han holdt deres lille grædende datter på armen, flygtede hun ud af huset.

For Jeanette Andersson frygtede, hvad han kunne finde på at gøre ved hende, hvis hun blev.

Kvælertaget blev kulminationen på et fysisk og psykisk forhold og starten på en flugt fra den mand, Jeanette Andersson først troede var den helt store kærlighed, da hun mødte ham i 2018.

Og hun er ikke den eneste kvinde, han har været voldelig over for.

Ni år inden Jeanette Andersson mødte ham, indledte Kristiane Dunai et forhold til den samme mand. Ligesom Jeanette Andersson endte Kristiane Dunai på et krisecenter, og i dag kender de til tre andre kvinder, der til Femina Update har fortalt, at de også har været i et voldeligt forhold med manden.

Hun forstår mig jo på en anden måde, end mine andre veninder gør

Jeanette Andersson, fleksjobber

Jeanette Andersson og Kristiane Dunai har snakket og skrevet sammen mange gange, men de mødte hinanden for første gang i ’Go’ morgen Danmark’ torsdag.

- Det er jo helt specielt. Hun forstår mig jo på en anden måde, end mine andre veninder gør. Jeg skal ikke forklare eller undskylde. Det er et helt specielt bånd, vi har, fortæller Jeanette Andersson.

TV 2 har været i telefonisk kontakt med den omtalte mand, der ikke har nogen kommentarer.

Ville klippe hendes fingre af

Jeanette Andersson og Kristiane Dunais historier minder pĂĄ mange mĂĄder om hinanden.

Kristiane Dunai mødte ham, da hun ved at gå fra sin mand gennem otte år.

- Jeg bliver forelsket i denne her mand, der kommer ind i mit liv, som virker helt fantastisk, sĂĄdan lidt ligesom prinsen pĂĄ den hvide hest. Han var veltalende, han var charmerende, og han virkede bare helt perfekt, forklarer hun.

Det gik meget hurtigt med at flytte sammen, og der gik heller ikke lang tid, før hun blev gravid.

Men forholdet udviklede sig negativt, fortæller Kristiane Dunai

Jeg kan bare mærke, hvordan grensaksen klemmer mere og mere om mine fingre

Kristiane Dunai, fleksjobber

Især en episode husker Kristiane Dunai. Hun havde været i haven i deres fælles hus, da han kom vred hjem.

- Pludselig kommer han hjem og smider mig ned på gulvet og tager fat i grensaksen, og han vil simpelthen klippe mine fingre af. Jeg kan bare mærke, hvordan grensaksen klemmer mere og mere om mine fingre.

Selvom det var en virkelig ubehagelig oplevelse, var det først, da volden begyndte at gå ud over hendes søn, at hun besluttede sig for at flygte, fortæller Kristiane Dunai:

- Da det gik udover min søn, kunne jeg mærke, at jeg ikke ville kunne tilgive mig selv, hvis der skete ham noget.

De magtfulde fĂĄ

Jeanette Andersson, Kristiane Dunai og de tre andre kvinder har fortalt deres historie til Femina Update, der har sat fokus på fænomenet ’De magtfulde få’.

Det er nemlig ikke en sjældenhed, at en mand er voldelig over for flere partnere.

Det fortæller Kristian Løwenstein, der er analytiker hos Nordsjællands Politi.

Partnervold i Danmark

4,5 procent kvinder og 2,4 procent mænd i Danmark har været udsat for partnervold i løbet af 2020. Kun hver 20. af de voldsudsatte personer anmeldte volden til politiet.

Kilde: Statens Institut for Folkesundhed 

Han har kigget på over 10.000 anmeldelser om vold over en femårig periode, og det har vist sig, at det er en meget lille gruppe, nemlig 15 procent, der er anmeldt i halvdelen af tilfældene.

- Når vi kiggede på alvorligheden af anmeldelserne, havde vi en endnu højere koncentration. Der var vi helt nede på syv procent af udøverne, der stod for 80 procent af den mest alvorlige kriminalitet, forklarer Kristian Løwenstein og fortsætter:

- Vi snakker drab, drabsforsøg, voldtægter, stalking, psykisk vold, gentagende og almindelig vold og så videre, lyder det.

Kristian Løwenstein kan ikke komme med et entydigt svar på, hvorfor mænd som Jeanette Andersson og Kristiane Dunais ekskæreste ikke kan blive stoppet, men han peger på, at der mangler viden hos politiet.

Har brudt tilhold 192 gange

For Jeanette Andersson, Kristiane Dunais og flere af de andre kvinder har bruddet med deres ekskæreste ført til massiv stalking og trusler.

Han har et tilhold mod Jeanette Andersson, som han har brudt 192 gange, blandt andet ved at spore hende via en gps, han havde sat pĂĄ hendes bil.

Er du udsat for vold?

Er du eller din pårørende udsat fysisk, psykisk eller seksualiseret vold, kan du ringe til Lev Uden Volds nationale hotline på telefon 1888, der tilbyder anonym og gratis rådgivning.

Telefonen er åben 24 timer i døgnet året rundt.

- Stalkingen har haft kæmpe konsekvenser for mig og mine børn. Jeg har PTSD i dag, men det er også socialt og økonomisk, det har haft konsekvenser, fortæller hun.

For kvælertaget på Jeanette Andersson, et slag i hovedet, der sprang hendes trommehinde og vold mod deres fælles søn, har manden fået seks måneders betinget fængsel, og senere er han idømt seks måneders fængsel for stalking af hende.

Han er desuden dømt for vold og trusler mod Kristiane Dunai, heriblandt mordtrusler, spark og slag, for at forsøge at køre hende og en veninde ned, for at tage kvælertag og for at putte en stofble i munden på hendes søn.

Man er viklet ind i et spindelvæv

Kristiane Dunai, fleksjobber

Ligesom Jeanette Andersson lider Kristiane Dunai af PTSD.

Hun har oplevet det som et tabu at have levet i et voldeligt forhold og noget, som folk har svært ved at forstå.

- Hvis man ikke har stået i det eller oplevet det, så kan man slet ikke sætte sig ind i det. Der er så mange, der siger: ”Hvorfor forlod du ham ikke bare?”. Det er så nemt at sige, men man er viklet ind i et spindelvæv, og man har ikke noget selvtillid og netværk tilbage, forklarer hun.

Men det er vigtigt, at man taler højt om det.

Det er blandt andet derfor hun og de andre kvinder har valgt at dele deres historier:

- Man skal ikke gemme det, man skal ud med det. For der er faktisk rigtig mange, der sidder derude og er i de forhold her. Det er så giftigt at være i, så de kvinder, der sidder derude og er i de forhold, skal bare ud af det, for man bliver bare så ødelagt, siger Kristiane Dunai.

Se hele interviewet med Jeanette Andersson og Kristiane Dunai i 'Go' morgen Danmark' pĂĄ TV 2 Play

TV 2 har set dokumentation på, at den omtalte mand er dømt for de forbrydelser, der er beskrevet i artiklen.

TV 2 har desuden i forbindelse med TV 2-dokumentaren 'Fanget i et farligt forhold' set dokumentation på, at manden har en dom for vold mod en af de tre andre kvinder, som Jeanette Andersson og Kristiane Dunai har mødt.

Yderligere har TV 2 set dokumentation for, at den omtalte mand ogsĂĄ er tiltalt for at have begĂĄet psykisk og fysisk vold og stalking over for en af de andre kvinder, der er omtalt.