Da radiovært ikke kunne køre sin datter på efterskole, indså han sit problem
Selvom ens ven ikke erkender sit misbrug, første gang man påpeger det, gør det en forskel, siger leder af Alkolinjen.
7. august 2022 er en dato, som Søren Rebbe ikke lige glemmer.
Dagen inden havde han været til sommerfrokost, og han var kommet fuld hjem klokken 03.30, selvom han vidste, at netop den søndag var en særlig dag i hans datters liv.
Som den yngste i søskendeflokken skulle hun begynde det efterskoleophold, som hun så længe havde glædet sig til.
Men da eftermiddagen, hvor de skulle køre afsted mod efterskolen, kom, måtte han fortælle hende, at han ikke kunne tage med.
- Da vi når til klokken 14.30, hvor jeg skal ud og hente hende med hendes mor, går det op for mig: ”Det går ikke”. Jeg kan simpelthen ikke stå dernede og ligne sådan en svamp, fortæller radioværten i ‘Go’ morgen Danmark’.
For Søren Rebbe var det dråben, der fik bægeret til at flyde over. Det fik ham til at indse, at han havde brug for hjælp til sit alkoholmisbrug – et misbrug, som både hans kone og ven allerede havde påpeget.
- Der lå jeg i mit mismod og min bund og tænkte: ”Nu må det krafteddermame være nok. Det går simpelthen ikke det her”, husker han.
Kone påpegede det ti år før
To dage efter at Søren Rebbe ikke kunne være med til at aflevere sin datter på efterskole, gik han i gang med sin afvænning.
Hans alkoholproblem havde langsomt taget til over årene, og på en ferie i 2012 påpegede hans kone det første gang.
Dengang tog han det ikke seriøst, og da hans mangeårige ven og kollega Alex Nyborg Madsen sidste år fortalte ham, at han havde gennemskuet misbruget, reagerede han umiddelbart heller ikke.
Alex Nyborg Madsen havde tidligere haft misbrug inde på livet i både sin familie og vennekreds, så det handlede ikke om fordømmelse, men omsorg, da han konfronterede Søren Rebbe.
- Jeg kunne ikke hjælpe ham, men jeg kunne vise, at jeg vidste det, og at jeg holdt af ham, fortæller han.
Det kræver, at man kender hinanden rigtig godt
Bjarne Stenger Elholm, leder af Alkolinjen
Han påpegede blandt andet, at de snart skulle dække Tønder Festival sammen, som de plejede, og at han var bekymret for Søren Rebbe i den sammenhæng.
Men de kom ikke afsted, for Søren Rebbe nåede at indse sit problem, inden festivalen startede.
- At få det afbud med den årsag, gjorde mig gladere end noget andet, forklarer Alex Nyborg Madsen.
Konfrontation virker
Hvis man har en ven, der har et alkoholproblem, er det en god idé at konfrontere vedkommende, selvom det måske ikke har en effekt med det samme.
Det forklarer leder af Alkolinjen Bjarne Stenger Elholm, der samtidig roser Alex Nyborg Madsens måde at gøre det på.
- Alex gjorde det rigtig godt. Det kræver, at man kender hinanden rigtig godt, for at sige til en anden, at man er bekymret for, at de er på vej ud i en glidebane.
Han anbefaler, at man gør det i ’fredstid’, altså hvor ens ven er ædru, ikke har en bagkant og er hjemme eller et trygt sted.
Her kan man have forberedt sig med telefonnumre til hjælp, og så er det vigtigt, at man får sagt, at man er bekymret og gerne vil hjælpe, siger Bjarne Stenger Elholm.
Det er nemlig særligt vigtigt i første fase af en afvænning, at man støtter som ven.
Bjarne Stenger Elholm anbefaler, at man laver ting, der ikke forbindes med alkohol, og spørger ind til lægeaftaler, søvn og ikke mindst spørger åbent ind til, hvordan man kan støtte både nu og fremover.
Har skrevet sang til ven
Søren Rebbe har i dag været ædru i et år, og han kan igen kende sig selv som menneske.
På sidelinjen har Alex Nyborg Madsen hele tiden stået klar med støtte, og han har også skrevet sangen ’Not alone on the floor’, der handler om at se sine dæmoner i øjnene, til Søren Rebbe.
- Vi kan ikke danse hinandens dæmoner væk, men vi kan være der, siger Alex Nyborg Madsen.
Og Søren Rebbe sætter pris på sangen, han også håber, kan hjælpe andre.
- Uagtet at jeg selvfølgelig ville ønske, at den ikke var til mig, så er det klart, at det fylder mig med taknemmelighed, slutter han.
Se hele indslaget med Søren Rebbe og Alex Nyborg Madsen fra 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY