Al-Qaeda udsteder krigserklæring mod Danmark, siger analytiker

Ny trussel mod Danmark er konkret i en grad, man sjældent ser, siger analytiker ved tænketank.

Den militante islamistiske terrororganisation, al-Qaeda, har gennem sin officielle mediekanal As-Sahab udsendt en trussel mod Danmark og Sverige.

Det bekræfter Politiets Efterretningstjeneste (PET) over for TV 2.

Erklæringen kommer som resultat af koranafbrændingerne, der har skabt vrede i store dele af den muslimske verden, fortæller Jacob Kaarsbo, chefanalytiker ved Tænketanken Europa.

I den kradsbørstige ende

Ifølge ham er der tale om en decideret "krigserklæring" mod Danmark. Og "det er alvorligt", fortæller han.

- Det er i den kradsbørstige ende (at opfordringer til krigshandlinger rettes mod Danmark, red.). Det er ikke noget, efterretningstjenesterne bare kan sidde overhørig, siger han:

- Det skal man absolut tage alvorligt, og det bliver taget alvorligt internt i PET. Det er noget, der kan give al-Qaeda en platform igen.

PET afviser at stille op til interview. TV 2 har set et udsnit af teksten bragt af al-Qaeda, der rummer opfordringer til vold mod Danmark og Sverige.

TV 2 arbejder på en fuld oversættelse.

I en mail til TV 2 skriver PET, at den er "bekendt med" en opfordring til hævnaktioner mod Danmark.

- Der er ingen tvivl om, at den seneste tids koranafbrændinger i Danmark har medført en betydelig negativ opmærksomhed fra blandt andre militante islamister, som har betydning for udviklingen i trusselsbilledet i Danmark og for danske interesser i udlandet, skriver PET.

Følger situationen tæt

Efterretningstjenesten skriver, at den følger den nuværende situation tæt og løbende vurderer betydningen for det samlede trusselsbillede samt iværksætter de "nødvendige sikkerhedsforanstaltninger".

Det sker i tæt samarbejde med relevante myndigheder i Danmark og i udlandet.

Ifølge Jacob Kaarsbo er trusler af den karakter uden for "normalen". Her er der tale om en opfordring til organisationen støtter om at forberede angreb mod Danmark og Sverige.

- Det er sjældent, at man ser sådan noget her. De har grupper og celler mange steder og sympatisører i hele verden. Der er en række lande, hvor man ved, at der er den kapacitet til at omsætte det til konkret terrorplanlægning, siger Jacob Kaarsbo.

PET nævner ikke, hvilke foranstaltninger efterretningstjenesten vil foretage, men Jacob Kaarsbo vurderer, at trusselsvurderingen sandsynligvis vil blive hævet til 'meget høj'.

- Det betyder, at der er grupper med hensigt og kapacitet til at ramme danske interesser, siger han.