Seks år gammel svensk rengøringsmetode får ny opmærksomhed

Den svenske rengøringstrend gør det nemmere for de efterladte. Det er “en kæmpe opgave” at rydde et dødsbo, siger ekspert.

Det kan være helt uoverskueligt overhovedet at begynde.

Men ifølge eksperter vil det for mange være en hjælp at komme i gang med en rengøringstrend, der har fået ny opmærksomhed:

Svensk dødsrengøring.

Det fortæller både Camilla Lender, der er oprydningsekspert og psykoterapeut, og Troels Aabrandt, der har erfaring med at rydde dødsboer, i 'Go' morgen Danmark'.

Kort fortalt går det ud på, at man rydder godt og grundigt op, inden man dør.

For eksempel skal man rydde op i hemmelige eller skamfulde ting, efterlade instrukser, hvis man har særlige ønsker, og sørge for at få delt de gaver ud, man ønsker.

- Man forbereder sit hjem til, at man ikke er her mere. Og samtidig sørger man for, at ens efterladte ikke skal stå med så mange beslutninger, siger Camilla Lender.

Og det er ikke kun relevant, hvis du er oppe i alderen eller har en terminal diagnose, lyder det.

Får ny opmærksomhed

Svensk dødsrengøring er en metode, som er beskrevet af den svenske forfatter Margareta Magnussons bestseller ‘Fru Magnusson rydder op! – Kunsten at få orden i et helt livs ting’ fra 2017.

Men trenden har fået ny opmærksomhed – blandt andet i det amerikanske tv-program ‘The Gentle Art of Swedish Death Cleaning’, der havde premiere i april.

Og det er blot en af de oprydningstendenser, der har præget mediebilledet de seneste år.

Grunden til, at de bliver ved med at være populære, kan måske findes i, at metoderne er relevante for mange mennesker.

Ifølge Camilla Lender er svensk dødsrengøring nemlig også relevant for andre end dem, der ved, at de nærmer sig døden.

Sådan slipper du for at belemre pårørende

Er man i 30'erne, 40'erne eller 50'erne, kan man også have stor gavn af at få ryddet godt ud i sit hjem, lyder det fra Camilla Lender.

Hun hjælper også folk med at få sorteret og ryddet ud, men på en måde, hun kalder livsrengøring:

- Når vi går igennem vores ting, bliver vi mere bevidste og vågne. Og når vi sorterer det fra, vi ikke bruger, har vi det bedre i vores hjem, siger eksperten.

Dødsrengøring: Sådan kommer du igang

  1. Begynd som 65-årig

    Margareta Magnusson skrev i sin bog 'Döstädning – The Gentle Art of Swedish Death Cleaning', at hun anbefaler, at man begynder at rydde op i sine ting, når man fylder 65 år.

    Psykoterapeut Camilla Lender, som var ekspert på TV 2-programmet 'Det roder', arbejder ikke med dødsrengøring, men med livsoprydning.

    Hun anbefaler derfor, at man derfor starter med at rydde op i de ting, som er mindst følelsesladede for én og tager processen lidt ad gangen, så man ikke bliver overvældet og giver op.

  2. Begynd med de store ting

    Begynd med at rydde op i de store upersonlige ting som møbler, maskiner og ting på loftet eller i kælderen. Når man har besluttet sig for, hvad man vil beholde og efterlade, er anbefalingen, at man går videre til de mindre og mere betydningsfulde genstande, man ejer.

  3. Start med at give videre, imens man lever

    Det giver en helt anden glæde at modtage ting fra en person, hvis man får dem, mens vedkommende lever, siger Camilla Lender. Derfor er det et godt sted at starte.

  4. Aftal hvem, der skal have hvad

    Nogle ting kan være ligegyldige for ejeren, men for pårørende kan eksempelvis tøj have en affektionsværdi, fordi det minder dem om afdøde. Derfor råder Camilla Lender til, at man spørger, om der er nogen, der vil have noget bestemt.

    Men man kan undgå kommende konflikter ved at lave aftaler på forhånd, siger Camilla Lender. Man kan eventuelt sætte sedler på ting eller lave et detaljeret testamente - det er også en hjælp, lyder det.

  5. Ræk ud efter hjælp

    Hvis man synes det er svært at tage stilling til sine ting, kan det være en hjælp at række ud efter nogen, der kan hjælpe, siger Camilla Lender. For eksempel er en ven en god idé at vælge, fordi de ikke er en del af arvingerne. Og det bliver lettere, hvis man ikke er alene om arbejdet.

  6. Saml væsentlige oplysninger

    Informationer såsom koder, som man normalt holder for sig selv, er en god idé at samle et sted - eventuelt i en bog eller i et dokument. På den måde kan de efterladte tilgå computere eller andet, man efterlader sig. Sørg også for, at vigtige papirer såsom skødet på huset eller livsforsikringsoplysninger, er placeret i en tydeligt afmærket mappe. 

  7. Saml de ting, andre ikke skal se

    Har man betydningsfulde breve, billeder, dagbøger eller andre personlige ejendele, man gerne vil gemme, men man ikke ønsker, at andre skal se, så læg dem i en kasse. Skriv dernæst på kassen, at den skal smides ud, men at den ikke må åbnes.

Fandt sexdukke under oprydning

Når man går i gang med at rydde ud i sine ejendele, giver det en bevidsthed om, hvad man holder af, og hvad man ikke holder af, lyder det.

Samtidig er det en “kæmpe opgave” at rydde ud for de pårørende, når en person dør, siger Camilla Lender.

- Vi bliver konfronteret med alle de beslutninger, man skal tage. Og så skal man igennem en lille sorgproces med hver eneste lille ting, som minder en om afdøde.

Det er Troels Aabrandt fra Skjold Antik helt enig i.

Virksomheden har erfaring med både at købe og rydde dødsboer, og han er stødt på alt fra fotoalbums med personlige billeder, han måtte smide ud, til en sexdukke, der lå efterladt i en seng.

Begge dele kan være svært at håndtere, når ejeren er død, forklarer han.

- Man slipper for at belemre andre med det dilemma, det er at stå der. Det er som en gave, man ikke bliver glad for, siger han.

Find din indre filantrop

En dødsrengøring kan bestå af flere ting, siger Camilla Lender.

Ud over at lave en stor sortering og oprydning handler livs- eller dødsrengøring også om at efterlade klare instrukser til de efterladte, så de ved, hvad de skal gøre med de ting, man efterlader sig, lyder det.

Afstemning

Ejer du for mange ting, du burde rydde op i?

- Det handler også om at komme i kontakt med sin indre filantrop og sin gavmildhed, siger oprydningseksperten.

Hun har selv oplevet, at hendes svigermor er begyndt at give hende ting.

- Og det er da meget sjovere, at hun ser mig blive glad for en ting, som jeg går med hver dag, end at den skal minde mig om hendes død, siger Camilla Lender.

Se hele indslaget i ‘Go’ morgen Danmark’ på TV 2 Play.