Stort prishop: Nu skal klimaomkostningerne betales i 2000 tyske supermarkeder
Et flertal af danskerne har tidligere erklæret sig uenige i klimaafgifter på kød og mælk.
Hvad ville du sige, hvis mozzarellakuglen til din pizza steg 49 procent i pris fra den ene dag til den anden? Eller hvis din favoritpølse til grillen næsten kom til at koste det dobbelte natten over?
I Tyskland har den store supermarkedskæde Penny Markt sat gang i et forsøg, hvor ni varer i denne uge koster det, som prisen reelt ville være, hvis forbrugerne også skulle betale varens klimaomkostninger.
Forsøget rulles ud i mere end 2000 butikker og skal vise de skjulte omkostninger, der følger med visse fødevarer.
- De sande omkostninger, altså prisen på de ydre økologiske omkostninger, giver et mere håndgribeligt og forståeligt billede af komplekse sammenhænge og skaber gennemsigtighed, udtaler en af forskerne bag forsøget, professor Tobias Gaugler fra universitetet i Augsburg, i en pressemeddelelse.
Forskerne håber, at forsøget kan få forbrugerne til at tænke sig om og "måske forbruge mere bevidst", lyder det videre.
Klima- og miljøomkostninger
Produktionen af fødevarer udgør en vigtig del af den grønne omstilling, både fordi der bruges mange ressourcer i processen, men også, fordi eksempelvis metan, som køer udleder, er mange gange mere skadeligt end almindeligt CO₂.
Forskerne bag forsøget har derfor taget udgangspunkt i den skade, der bliver påført miljøet og klimaet fra energiforbruget, udledningen af drivhusgasser, kvælstof og brugen af jordområder til fremstillingen af mad.
- Beregningerne viser, at landbrugs- og fødevaresektoren skaber ydre omkostninger, der i øjeblikket bliver båret af samfundet eller af kommende generationer. Det er derfor, at en bæredygtig omstilling af sektoren er uundgåelig fra ikke bare et økologisk udsynspunkt, men også af hensyn til samfundet og økonomien, skriver forskerne.
Forsøget står på i denne uge og betyder, at priserne på ni varer bliver hævet i alle Penny Markts mere end 2000 butikker i Tyskland. Ifølge forskerne ville de gerne have udvalgt andre varer til forsøget, men det blev afvist af Penny Markt.
Forskerne skriver, at det er første gang, at man på denne måde sender de sande omkostninger videre til kunderne, men tilbage i 2020 gennemførte de samme forskere et forsøg sammen med en enkelt Penny-butik i Berlin, hvor de oplyste om de usynlige klimaomkostninger.
Der er tale om ni såkaldte private label-varer. Det vil altså sige, at det Penny Markts egne produkter, der ikke forhandles andre steder.
Flere danskere er villige til at betale til klimaet
Også i Danmark fylder klimaomkostningerne af fødevareproduktionen en del i debatten.
Hvordan og i hvilket omfang det danske landbrug skal betale for sin udledning, bliver ofte debatteret politisk, og flere Megafon-målinger tyder da også på, at danskerne er delte.
I 2020 angav kun 13 procent således, at de var overvejende eller helt enige i, at der skulle indføres en klimaafgift på to kroner for en liter mælk.
Da Megafon spurgte om det samme i november sidste år, var det næsten hver fjerde – 23 procent – der nu mente, at en klimaafgift på to kroner per liter mælk var en god idé.
Andelen af danskere, der var villige til at betale en klimaafgift på oksekød, var også steget, viste Megafon-målingen.
Konkret spurgte Megafon til en afgift på 13 kroner for et halvt kilo oksekød, og så voksede andelen, der mente, at det var en god idé, fra 23 procent i 2020 til 28 procent i 2022.
Beløbene var ikke grebet ud af den blå luft, men stammede i stedet fra anbefalinger udfærdiget af regeringens grønne vagthund, Klimarådet.
Samtidig er det dog værd at bemærke, at både i 2020 og i 2022 var over 60 procent af de adspurgte enige i, at man hverken burde pålægge mælk eller hakket oksekød en sådan klimaafgift.
Til Danmarks Radio afviser Coop at afprøve Pennys forsøg i Danmark. Det vil ikke kunne fungere i "den virkelige verden", lyder det fra informationsdirektør Jens Juul Nielsen.