Politiet fortsætter blitz-krig mod bilister på E45
De seneste to uger har politiet i alt blitzet 343 bilister. En står til at miste både kørekort og bil.
Kampen for at sikre vejarbejderne på den Østjyske Motorvej, E45, vest for Århus fortsætter.
Torsdag aften og natten til fredag var politiet igen ude at blitze bilister, der ikke respekterer de fartanvisninger, der er pålagt i forbindelse med vejarbejdet.
I tidsrummet fra kl. 22.30 til kl. 03.15 blev 31 bilister målt til at køre for stærkt på strækningen, hvor man højst må køre 50 km/t.
Fire af dem står til klip i kørekortet, mens to kørte så stærkt, at de kan forvente en betinget frakendelse af kørekortet.
Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport.
Farlig kørsel
Siden begyndelsen af arbejdet har der været store problemer med farlig kørsel på stækningen, hvor der i de sene aften- og nattetimer arbejdes i midterrabatten.
Det har fået flere af vejarbejderne til at klage over for høj fart fra bilisterne på motorvejen.
Vejdirektoratet og dets entreprenør Arkil har også gentagne gange været ude med opråb til trafikanterne.
Hastighedsgrænsen ved vejarbejdet er sat ned til 50 kilometer i timen på en strækning over nogle kilometer, mens der andre steder er en begrænsning på 80 kilometer i timen.
Desuden har Vejdirektoratet taget skrappere midler i brug med blandt andet vejbump og smallere kørespor, så bilisterne bliver tvunget ned i fart. Store skiltevogne er også blevet opsat.
Alligevel kører bilisterne igen og igen for hurtigt i området.
En af mange målinger
På grund af de høje hastigheder omkring de udsatte vejarbejdere, har Østjyllands Politi været massivt til stede ved vejarbejdet på E45 for at måle hastigheder.
Og resultatet er rigtig mange blitzede bilister.
Ifølge en opgørelse fra Århus Stiftidende har Østjyllands Politi de seneste to uger målt i alt 343 bilister til at køre for stærkt på strækningen.
56 bilister har overtrådt hastighedsgrænsen så meget, at de står til en betinget frakendelse af kørekortet, mens 38 har passeret politiets målere med en hastighed, der resulterer i et klip i kørekortet.
En enkelt har kørt så hurtigt, at vedkommende står til at miste kørekortet ubetinget og få sin bil beslaglagt med henblik på konfiskation.