Samfund

Overblik: Her er regeringens nye sundhedspakke

Tilliden skal genoprettes til kræftområdet med den største kræftplan nogensinde. Der er både langsigtede mål og initiativer, der skal igangsættes nu.

Regeringen har i dag præsenteret en ny sundhedspakke, der vil give sundhedsvæsenet et varigt løft på fem milliarder om året.

Sundhedspakken skal ifølge regeringen genoprette tilliden til kræftområdet. Det skal blandt andet ske ved at tilføre 400 millioner kroner i år og de næste år til genopretning af kræftområdet.

Behandlingstiderne skal overholdes, hvis det ikke kan lade sig gøre, så skal patienter til udlandet og behandles.

På den korte bane indeholder de nye initiativer på området:

  • En ny specialenhed, der på tværs af landet skal overvåge kapaciteten på kræftområdet.
  • En ny patientrådgivning for patienter med livstruende sygdomme, som bliver udarbejdet i dialog med Kræftens Bekæmpelse.
  • Et treårigt pilotstudie, der skal afdække muligheden for et nationalt screeningsprogram for lungekræft.
  • Øget tilskud til tandbehandling for kræftpatienter.
  • En forenkling af reglerne på kræftområdet, så det bliver lettere at være patient.

Kræftplan V

Sundhedspakken blev præsenteret af statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde tirsdag morgen, hvor også udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og sundhedsminister Sophie Løhde (V) deltog.

Sundhedspakken indeholder Kræftplan V, der er en samlet pakke af initiativer til en værdi af fem milliarder kroner. Det er den største kræftplan nogensinde.

Planen skal blandt andet sørge for at kræft opdages tidligere. Især i forhold til lungekræft, i det for mange dør, fordi det opdages for sent.

Og så skal den geografiske og sociale ulighed mindskes i kræftbehandlingen.

Der skal større fokus på senfølger, fordi der i dag er flere, der overlever kræft og dermed får følgesygdomme.

De fem milliarder kommer oven i de tre milliarder kroner, regeringen vil investere i psykiatrien og de midler regeringen afsætter til at sikre, at pengene følger med, når vi bliver flere børn og ældre, oplyser sundhedsministeriet.

Pakken kommer efter en periode, hvor behandlingstider for kræftpatienter har trukket overskrifter, efter at Sundhedsdatastyrelsens årsrapport landede.

I årsrapporten kom det frem, at hver fjerde patient i et kræftpakkeforløb ikke fik sin behandling til tiden sidste år.

Mere præcist kom 74 procent i behandling inden for den fastsatte forløbstid, hvilket er den laveste andel, siden rapporteringen begyndte i 2013.