Kan "mirakelmidlet" Ozempic også kurere alkoholisme? Ekspert er håbefuld

Der kan gå flere år, før man kan møde op hos lægen og anmode om en recept på Ozempic for at hjælpe med sit alkoholforbrug, siger overlæge.

Novo Nordisk har i øjeblikket gigantisk succes med diabetesmidlet Ozempic, ikke mindst fordi det har vist sig at være et effektivt slankemiddel.

Men brugere af midlet har også lagt mærke til andre effekter end blot appetitundertrykkelse.

Patienter rapporterer, at de har mistet interessen for en række vanedannende og tvangsprægede handlinger – ikke mindst at drikke alkohol.

Det skriver The New York Times, der har været i kontakt med en lang række patienter og eksperter.

TV 2 har talt med en af eksperterne i artiklen, og han er meget optimistisk over for midlets virkning på alkoholafhængighed.

- Men det kræver flere kliniske studier, før man kan sige, at det virker i mennesker afhængige af alkohol. Der er slet ikke nok studier på det her endnu, siger Anders Fink-Jensen, der er overlæge ved Psykiatrisk Center København og klinisk professor på Københavns Universitet.

Testet i årevis

Semaglutid – der er det stof, som Ozempic indeholder – er et relativt nyt lægemiddel godkendt til diabetes siden 2017, men tidligere generationer af denne type stof – exenatid og liraglutid – har været på markedet i mere end et årti.

Anders Fink-Jensen fortæller, at forskere først blev gjort opmærksomme på diabetesmedicinens påvirkning på alkoholindtaget for mere end 15 år siden, da patienter undrede sig over, at deres lyst til at drikke var mindsket.

- Og det fik nogle af os til at gå tilbage til laboratorierne for at undersøge det nærmere, forklarer han.

I årevis har eksperter derfor testet, om de såkaldte GLP-1 agonister – som semaglutid hører under – kan mindske brugen af alkohol, kokain, nikotin og opioider i forsøgsdyr – med lovende resultater:

Jeg tror virkelig, at der er en effekt

Anders Fink-Jensen, overlæge ved Psykiatrisk Center København

Mus på stoffet exenatid fik et mindre dopaminhit fra alkohol, og rotter på samme stof søgte mindre kokain.

Anders Fink-Jensen har selv studeret effekterne af GLP-1 agonister i aber, der var glade for alkohol. Behandlet med denne type stoffer drak de mindre.

Det første forsøg

Hos mennesker er videnskaben dog meget mere sparsom.

Enkelte undersøgelser af exenatid hos mennesker afhængige af kokain har været for korte eller for små til at kunne konkludere noget.

Men i 2022 offentliggjorde læge Mette Kruse Klausen og Anders Fink-Jensen sammen med en række andre forskere resultaterne af et klinisk forsøg, der testede virkningen af exenatid hos patienter med alkoholmisbrug.

Undersøgelsen omfattede næsten 130 personer og undersøgte, om dem, der fik stoffet, sammen med kognitiv adfærdsterapi, drak mindre end dem, der fik placebo og terapi.

Begge grupper viste et stort fald i alkoholforbruget, men specifikt en undergruppe af overvægtige patienter, behandlet med exenatid og terapi, reducerede dramatisk deres alkoholindtag.

Hvad er semaglutid?

Semaglutid er oprindeligt er udviklet til diabetes og får bugspytkirtlen til at frigive insulin ved at efterligne et hormon kaldet GLP-1.

Førstegenerations GLP-1-stoffer – exenatid og liraglutid – har været på markedet for at behandle diabetes i mere end et årti.

Semaglutid er blevet udråbt som en potentielt endnu mere potent GLP-1-stof.

Eksperter mener nu, at GLP-1-stofferne påvirker mere end blot bugspytkirtlen.

Mest spændende ser stofferne ud til at virke direkte på hjernen – hvilket tyder på, at de også kan undertrykke trangen til andre ting.

GLP-1-stofferne ser især ud til at påvirke dopaminbanerne i hjernen, også kaldet belønningskredsløbet. 

Hos mennesker med afhængighed ændres denne proces i hjernen. De har for eksempel færre dopaminreceptorer i en del af hjernens belønningsvej, så den samme belønning kan give mindre glæde.

Desuden viste hjernescanningsforsøg, at patienter, som var behandlet med exenatid, fik mindre aktivering af hjernens beløningscenter, når de så billeder af alkohol, end kontrolgruppen.

Det tyder på, at disse lægemidler, hvis de virker mod alkoholafhængighed, kan vise sig mere effektive hos nogle mennesker end andre.

Hvorfor drikker du?

Anders Fink-Jensen fortæller, at forklaringen langt hen ad vejen formentlig skal findes i, hvorfor folk drikker alkohol:

- Hvis du nu indtager alkohol, fordi du har social fobi eller angst, og alkohol virker angstdæmpende, så er det jo ligegyldigt, om et lægemiddel reducerer lysten til alkohol, fordi du så bruger det som medicin, siger han og fortsætter:

- Men drikker du, fordi du godt kan lide at indtage alkohol, så vil jeg tro, at de her stoffer vil have en virkning.

Anders Fink-Jensen, Mette Kruse Klausen og en gruppe andre forskere begynder derfor om et par uger på et nyt studie med overvægtige mennesker med alkoholafhængighed – denne gang med semaglutid som ser ud til at være endnu mere potent end de tidligere generationer af denne type stof.

- Derfor kan man bestemt godt tro, at der vil være endnu større effekter ved det nye studie, vurderer han.

"Mirakelmiddel"

Semaglutid, som er indholdsstoffet i både Ozempic og slankemidlet Wegovy, er blevet kaldt et "mirakelmiddel" af flere.

Anders Fink-Jensen vil ikke gå så langt – i hvert fald ikke endnu.

- Ser man historisk på det, tænker man ofte, når der kommer et nyt lægemiddel, at det virker mod alt muligt. Og så snævrer det sig efterhånden lidt ind, når man undersøger det nærmere, fortæller han.

Har du oplevet særlige effekter ved Ozempic?

Tager du Ozempic, Wegovy eller et andet lægemiddel med indholdsstoffet semagludtid, og har du oplevet andre effekter end appetitundertrykkelse, for eksempel en lavere lyst til at drikke alkohol, ryge eller noget helt tredje? 

Så vil vi meget gerne høre fra dig på katr@tv2.dk.

Der skal altså laves en del flere studier, før Anders Fink-Jensen vil erklære semaglutid til at være et mirakelmiddel. Men han er ikke afvisende.

- Jeg er meget positiv over for de første resultater. Jeg tror virkelig, at der er en effekt af disse lægemidler mod alkoholafhængighed, siger han.

Hvilke afhængigheder?

Det amerikanske medie The Atlantic har også skrevet om virkningen af semaglutid. Her nævner de, at stoffet også rapporteres at kunne hjælpe mod adfærd som at bide negle eller købetrang.

Anders Fink-Jensen understreger, at der ikke er data på noget af det endnu.

- Jeg ved ikke, hvor de har det fra, men det er ren spekulation, siger han.

Indtil videre er der kun lavet undersøgelser i forbindelse med alkohol, nikotin, morfinpræparater, kokain og amfetamin, fortæller han.

Men som sagt kræver det "flere grundige kliniske studier", før det kan afklares, om semaglutid overhovedet har en effekt på afhængighed.

Et stykke vej igen

Der kan derfor godt gå flere år, før man kan møde op hos lægen og anmode om en recept på semaglutid for at hjælpe med sit alkoholforbrug.

- Der er enorm interesse i at undersøge det her nærmere, og flere forskningsgrupper i USA starter også kliniske studier op. Men der går nok tre år, før der begynder at komme resultater fra disse studier. Hvis disse er positive, er spørgsmålet så, om firmaerne vil reagere på det, siger Anders Fink-Jensen.

Det gode ved semaglutid er, at hvor det normalt koster flere milliarder at lave et nyt lægemiddel fra bunden, skal indikationen her blot tilføjes.

Det er myndighederne, der skal gøre det, og det vil først ske efter anmodning fra virksomheden, her Novo Nordisk. Og det kræver – igen – flere studier.

- Så der er et stykke vej igen, men den er dog kortere end for stort set alle andre lægemidler, fordi semaglutid og andre af denne type stoffer allerede er på markedet, siger Anders Fink-Jensen.