GO'

Hun ammer sin søn på næsten tre år – og det har fået folk til tasterne

I Danmark anbefaler sundhedsmyndighederne amning til minimum etårsalderen, mens WHO anbefaler, at man ammer, til barnet er minimum to år.

Der gik mange overvejelser forud for, at Susan Kofoed Mogensen valgte at lægge et billede ud på Instagram, hvor hun ammer sin søn på to år og ni måneder.

Hun havde tidligere delt billeder, hvor hun ammer sin baby, men med billedet af sønnen på næsten tre føltes det mere privat.

- Jeg var bange for, at der var nogle, der syntes, det var ulækkert, at jeg ammede ham, fordi han er det større. Og så fik det sådan en modsateffekt på mig, og så tænkte jeg, at så skal det også deles, fortæller hun i ’Go’ morgen Danmark’.

Susan Kofoed Mogensen er mor til fire børn i alt, men det er første gang, at hun langtidsammer.

Ikke fordi hun gerne vil, men fordi hun kan mærke, at det er noget, hendes søn gerne vil, forklarer hun.

- Jeg har jo ikke tvunget ham til at amme. Det er ikke mig, der siger: ”Nu skal vi amme.” Det er et behov, jeg mærker hos ham, lyder der.

Det var ikke planen

Da Susan Kofoed Mogensen blev mor til sit fjerde barn, tænkte hun, at nu ville hun stoppe med at amme sin toårige søn.

- Jeg havde tænkt, at det var et stort arbejde at amme et barn 12 gange i døgnet, og så behøvede jeg ikke også amme storebror, men han ville gerne fortsætte, og det var nede på et niveau, hvor det ikke krævede noget ekstra af mig, forklarer hun.

Amningen er derfor fortsat, selvom det er noget, mange har en holdning til.

Nogle kommenterer, at det er ulækkert, klamt eller ”lidt for meget”, men der er også positive kommentarer, som en kvinde, der skriver: ”Synet af den lille buttede hånd på det bløde bryst gør verden til et bedre sted”.

Og så har flere kvinder skrevet til Susan Kofoed Mogensen, at de holder det hemmeligt, at de langtidsammer, fortæller hun:

- De er bange for, hvad svigermor siger, og hvad alle andre siger og tænker.

Modermælk er sundt

I Danmark anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man ammer 12 måneder eller længere, mens WHO anbefaler to år eller længere.

Når mødre i Danmark sjældent langtidsammer, handler det om flere ting, mener Nanna Cæcilie Thrane, der er jordemoder og pædagogisk antropolog.

Det handler om en seksualisering af kvindens bryst, om kvindefrigørelse og ikke mindst om den danske mentalitet, at børn hurtigst muligt skal blive selvstændige, forklarer hun.

- Vi ser det næsten som formålet med opdragelse, at de skal opnå selvstændighed, og hvis man bliver ved med at amme, så kan det blive tolket som om, at man fastholder barnet i en afhængighed af moren.

Vi ved, at modermælk er sundt

Nanna Cæcilie Thrane, jordemoder og pædagogisk antropolog

Men der er absolut intet, der taler imod langtidsamning, tværtimod understreger hun.

- Vi ved, at modermælk er sundt, og vi ved, at den intime situation, man har med hinanden, er sund på alle mulige måder. Det er nærvær, det er opmærksomhed, og det er kærlighed, og det taler vi på alle dage for, at forældre giver til deres børn, siger Nanna Cæcilie Thrane.

Har fået mod på mere

For Susan Kofoed Mogensen skaber amningen med sin søn et særligt bånd, og hun tror på, at nærværet og kærligheden vil gøre ham selvstændig ikke det modsatte.

Hun har svært ved at forstå, hvordan folk kan synes, at det er ulækkert.

- Hvis man kan kigge på et spædbarn ved brystet og tænke, at det bare er dejligt, sundt og naturligt, men fra den ene dag til den anden, fordi barnet er nået en anden alder, så bliver det grænseoverskridende og ulækkert.

Så må vi jo gå ud og amme vores børn, så det bliver normalt at se på

Susan Kofoed Mogensen, selvstændig

For en uge siden ville Susan Kofoed Mogensen ikke kunne finde på at amme sin søn offentligt, men i dag er det anderledes.

- Vi kommer til at holde fast i den her historie om, at det er unormalt, hvis vi alle sammen gemmer os. Så må vi jo gå ud og amme vores børn, så det bliver normalt at se på, slutter hun.

Se hele interviewet med Susan Kofoed Mogensen i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY