Nye lastbilblokader i trafikken

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Hvad skete der? Der var tirsdag morgen få episoder med lastbiler, der blokerede spor på indfaldsveje til København eller kørte langsomt på motorveje for at demonstrere deres utilfredshed med en ny vejafgift. Der er møde i Skatteministeriet klokken 17 om blandt andet vejafgiften.

Møde med ministre klokken 17

Ifølge TV 2s oplysninger er der i dag klokken 17 møde i Skatteministeriet, hvor kilometerafgiften og vognmandsdemonstrationerne er på dagsordenen.

Ud over skatteminister Jeppe Bruus (S) deltager transportminister Thomas Danielsen (V). 

Direktøren for Brancheforeningen DTL, Erik Østergaard, oplyste mandag, at han var inviteret til mødet. 

Politiet har givet over 100 påbud

De foreløbige tal fra politiet mandag eftermiddag viste, at ordensmagten – siden lastbilschaufførernes aktioner gik i gang i går – på landsplan har rejst over 50 sigtelser og givet over 100 påbud. Det skriver nyhedsbureauet Ritzau.

Den nye vejafgift, som chaufførerne demonstrerer mod, er begrundet med klimakrisen. Regeringen og partierne SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet ønsker at skubbe på en grøn omstilling af vejtransporten. Det betyder, at der fra 2025 vil blive indført en afgift på cirka 1 krone og 30 øre per kørt kilometer.

Chaufførerne argumenterer omvendt for, at blandt andet den danske infrastruktur ikke på to år kan nå at blive gearet til elkørsel med lastvogne.

Lastbiler i begge sider af vejen ved Christiansborg

Ifølge TV 2s reporter Rikke Struck Westersø er nu mindst otte lastbiler parkeret i venstre vognbane foran Christiansborg i København. Der holder også lastbiler i den modsatte side.

Det er stadig muligt at passere vejen. 

Lastbilerne har blokadeskilte, og chaufførerne har samlet sig på pladsen. 

Lastbiler kører klumpvis i flok

Til TV ØST har Vejdirekoratet oplyst, at lastbiler på blandt andet Køge Bugt Motorvejen kører i samlet flok og også kører lidt langsommere i nogle af sporene, men at al trafik kan komme udenom.

Lastbiler kører langsomt på motorveje flere steder

En video optaget ved Greve mod København tirsdag morgen viser, hvordan langsomtkørende lastbiler samler trafikken bag sig. Video: presse-fotos.dk

Lastbiler kører langsomt i Nordjylland

Nogle få lastbiler bevæger sig langsommere end normalt sydpå på E45 ved Haverslev. Ifølge Nordjyllands Politi kører de 60 kilometer i timen, men holder sig i højre vognbane, og der er derfor ikke trafikale udfordringer for andre. 

Politiet har fulgt dem lidt på vej og haft en dialog med førerne, skriver politiet på Twitter. 

Lastbiler samler sig ved Christiansborg

Flere lastbiler er nu begyndt at holde ved Christiansborg i den ene retning, ligesom det var tilfældet i går. Trafikken glider lige nu stadig. 

Det oplyser Københavns Politi til TV 2. 

I det hele taget skal bilister i og omkring København forberede sig på, at der vil være drypvise blokader her til morgen. 

Lastbiler er væk ved Folehaven

Der er nu ikke længere lastbilblokade ved indfartsvejen til København ved Folehaven, oplyser Københavns Politi til TV 2. Dermed er indfartsvejen igen fuld farbar. 

Forvent kø og langsom trafik

Københavns Politi advarer nu på Twitter om kø og langsomtkørende trafik på grund af lastbildemonstrationer i og omkring København. 

Ingen demonstrationer på Bornholm

Bornholms Politi oplyser, at der ikke er anmeldelser om lastbildemonstrationer. Derfor er der indtil videre ikke trafikale udfordringer i den henseende på Bornholm. 

Normale forhold i Midt- og Vestjylland

Der er normal trafik i Midt- og Vestjylland oplyser politiet på Twitter. Politiet følger situationen med mulige lastbildemonstrationer tæt, lyder det. 

Ingen blokader på nordjyske veje

Nordjyllands Politi oplyser på Twitter, at der her til morgen ikke er lastbilblokader på de nordjyske veje.

Endnu en blokade på indfaldsvej til København

Fire lastbiler med banner blokerer lige nu det ene af to spor på motorvejen på vej ind til København. Det oplyser TV 2s reporter Brian Lindhoff. 

Blokaden sker i krydset, hvor Avedøre Motorvejen fletter sammen med Amagermotorvejen, og der er nu adskillige kilometer kø helt til Avedøre Holme og Vallensbæk. 

Politiet er på vej til stedet. 

Dermed er der nu meldinger om, at lastbiler spærrer flere spor på to indfaldsveje til Købehavn, nemlig ved Folehaven og Amagermotorvejen.

Lastbiler blokerer indfartsvej til København

Lastbiler blokerer lige nu to ud af i alt tre spor ved Folehaven i København. Det er her, at trafikken fra motorvejen ender på vej ind til København ved Valby. 

Det oplyser vagthavende ved Vejdirektoratet Kenneth Andersen til TV 2. 

Blokaden er netop i disse minutter sat op – det er derfor stadig muligt at passere i et spor eller finde alternativ rute. 

Brancheorganisation skal til møde med ministre

Brancheorganisationen DTL – Danske Vognmænd – er i dag inviteret til møde med både transportminister Thomas Danielsen (V) og skatteminister Jeppe Bruus (S).

Det oplyste DTL-direktør Erik Østergaard mandag, og ifølge ham skal kilometerafgiften og vognmandsdemonstrationerne drøftes på mødet. 

DTL har taget skarp afstand fra demonstrationerne.

Kør hjemmefra i god tid

Både Østjyllands, Sydjyllands og Sydøstjyllands Politi melder på Twitter, at trafikken på nuværende tidspunkt glider uden større udfordringer. Politikredsene følger situationen på vejene og opfordrer til at køre hjemmefra i god tid. 

Lovforslag vil gøre kørsel dyrere

I går sigtede landets politikredse flere personer i forbindelse med lastbilblokaderne. De blev primært sigtet for overtrædelse af færdselsloven.  

Lastbilchaufførerne demonstrerer mod et lovforslag, der betyder, at det i 2025 kommer til at koste mere for vognmændene at have chauffører, der kørende i benzin- eller diesellastbiler på nogle danske veje.

Skatteminister Jeppe Bruus (S) oplyste mandag til TV 2, at lovforslaget ikke vil blive trukket tilbage. 

Trafikkameraer viser intet unormalt

Vejdirektoratet oplyser til TV 2, at de på trafikkameraer kan se, at der lige nu er en del lastbiler på Syd- og Vestmotorvejen i retning mod København.

Den vagthavende Bjarke Jarvel oplyser, at man på kameraer kan se tæt trafik, men intet unormalt eller en decideret lastbilsaktion.

Politi advarer også om demonstrationer

Også Midt- og Vestjyllands Politi oplyser på Twitter, at trafikken igen i dag kan blive påvirket af demonstrationer med lastbiler. Det gode råd lyder derfor, at bilister kører hjemmefra i god tid og følger med via trafikradio. Pas på hinanden, skriver politiet. 

Meldinger om langsomtkørende lastbiler

DR Trafik oplyser, at trafiktjenesten er begyndt at få de første meldinger om langsomtkørende lastbiler med blokadeskilte på motorvejen på vej mod København. 

Dermed ser det ud til, at chauffører fortsætter med deres demonstration, der startede i går. Lastvognschauførerne er utilfredse med en ny politisk aftale om kilometerafgifter på lastbilkørsel. 

Vær forberedt på forsinkelser på køreturen, oplyser DR Trafik.