Samfund

Nødplan skal redde sommerens flyrejser – men flyvelederne er ikke imponerede

Flyveledernes formand kalder planen for "en lappeløsning".

Naviair, der står for at styre luftrummet over Danmark og i de danske lufthavne, vil flytte flyveledere fra Roskilde Lufthavn til Københavns Lufthavn.

Det sker for at løse den mangel på flyveledere, der har medført store forsinkelser de seneste uger. Det oplyser Naviair i en pressemeddelelse.

Dermed tror Naviair nu på, at det bliver muligt at "afvikle det meste af sommertrafikken i Københavns Lufthavn uden store forsinkelser".

- Vi har lyttet til vores medarbejdere og har lagt en plan, der ikke er baseret på anvendelse af ekstravagter som følge af mangelsituationen. Vi håber på den måde, at vi kan finde fælles fodslag for de kommende måneder, udtaler Naviairs konstitueret administrerende direktør, Mads Kvist Eriksen.

Roskilde på nedsat kraft

Planen, der skal gælde for sommertrafikken, består af to dele:

For det første overflyttes flyveledere fra Roskilde Lufthavn til Københavns Lufthavn i sommermånederne. Derudover overføres flere flyveledere fra kontorvagter til såkaldte operative vagter.

- Planen kommer med nogle konsekvenser. Flytningen af medarbejdere betyder nedsat kapacitet i Roskilde Lufthavn, hvis brugere vi naturligvis beklager overfor, siger trafikdirektøren i Naviair, Thorsten Elkjær, i pressemeddelelsen.

Det er Københavns Lufthavn, der ejer lufthavnene i både København og Roskilde. Men de to lufthavne har vidt forskellige funktioner.

Mens lufthavnen i København er Danmarks største og ofte omtales som et bindeled ud til Europa og resten af verden, så fylder privatflyvninger, vip-flyvninger og skoleflyvninger mere i Roskilde.

Forsvaret har desuden en redningshelikopter udstationeret i Roskilde Lufthavn, men denne kan fortsætte som altid, oplyser Naviair.

Højspændt konflikt

Beslutningen om at sætte Roskilde Lufthavn ned i kapacitet for i stedet at prioritere Københavns Lufthavn kommer efter flere uger, hvor Naviair har ligget i åben konflikt med sine egne medarbejdere, flyvelederne.

Ifølge begge parter har der manglet ressourcer og mandskab, men omfanget har de været uenige om.

I et statusnotat til Trafikstyrelsen for tre uger siden oplyste Naviair, at problemet i "væsentlig grad" kunne løses, hvis hver flyveleder var villig til at påtage sig en til to ekstra vagter om måneden.

Siden påske har flyvelederne dog kollektivt afvist at påtage sig ekstraarbejde, fordi de ikke mener, at Naviair kan planlægge ud fra for lav bemanding.

Ifølge flyveledernes fagforening, DATCA, har de 280 flyveledere det seneste år taget over 1500 ekstravagter.

Konflikten blev yderligere anspændt, da flyvelederne spillede ud med et forslag om, at deres løn skulle hæves med 40 procent.

Ifølge DATCA tjener en nyuddannet flyveleder knap 600.000 kroner om året, men Naviair har i notatet til Trafikstyrelsen anslået gennemsnitslønnen til 1,2 millioner kroner.

I denne uge har konflikten taget yderligere til, og tirsdag sendte en række af flybranchens tungeste stemmer et brev adresseret til transportminister Thomas Danielsen (V), hvor de bad ham blande sig i situationen.

Alternativt stod dansk luftfart og de danske flypassagerer potentielt over for "en mareridtssommer", lød det i brevet, der var underskrevet af direktørerne af lufthavnene i København, Aalborg og Billund samt direktørerne for flyselskaberne SAS, Norwegian og DAT.

Tilbage til travlhed

Ifølge Københavns Lufthavne var fredag den travleste dag, siden før coronakrisen lukkede Danmark ned i marts 2020. Det var forventningen, at endnu flere skulle flyve den kommende weekend.

Ifølge flyvelederne skyldes en del af problemerne, at 46 flyveledere blev afskediget af Naviair under coronakrisen. DATCA har tidligere sagt, at Naviair dengang lagde op til, at 90 medarbejdere skulle fyres, men det har Naviair afvist.

Samtidig har flere flyveledere valgt at rejse til andre steder i verden, hvor det var muligt at optjene en højere løn, har det lydt fra DATCA.

Naviair har dog også påpeget, at der ikke blev uddannet nok flyveledere op gennem 2010'erne, og at det er en del af forklaringen.

Kalder det "en lappeløsning"

Mens udsigt til en mere problemfri sommer formentlig vil bringe glæde hos mange rejsende, så er formanden for flyverlederforeningen, DATCA, mindre positiv.

Han anerkender, at Naviair forsøger at løse udfordringerne, mener han ikke, at det løser sagens kerne: Manglen på flyveledere i Danmark.

- Vi vil også gerne redde danskernes sommer, men det er en lappeløsning og den har nogle ret store konsekvenser for blandt andet Roskilde og de kontorer i København, man tager folk fra, siger Esben Jean-Pierre Blum til TV 2.

Han peger på, at dels vil Roskilde Lufthavn nu blive underbemandet og dels tror han ikke, at man løser alle sommerens problemer.

- Når man laver lappeløsninger, som er utilfredsstillende for både kunderne og flyvelederne, så er vi tilbage ved den flugt, som jeg frygter, vil fortsætte.

- At folk vil tage til udlandet og arbejde i stedet, og at de massive årgange, der kan gå på pension, vil gøre det, siger DATCA's formand.

Lufthavn frygter fortsatte forsinkelser

Også Københavns Lufthavn ser risiko for fortsatte problemer med forsinkelser hen over sommeren.

Det skriver Lise Agerley Kürstein, kommunikations- og pressechef i Københavns Lufthavn, i et skriftligt svar til Ritzau.

- Baseret på Naviairs leverancer den seneste måned er vi bekymrede for, om planen holder. Umiddelbart løser planen ikke det grundlæggende problem, skriver Lise Agerley Kürstein.

- Det betyder desværre, at vi nok stadigvæk kommer til at opleve forsinkelser hen over sommeren på grund af situationen hos Naviair.

Derfor mener Københavns Lufthavn, at der fortsat er behov for at finde en langsigtet løsning hurtigst muligt.

I april var 45 procent af flyene i Københavns Lufthavn mere end et kvarter forsinket.