Lufthavn advarer: Konflikt vil skabe forsinkelser på stor rejsedag
Knap 90.000 rejsende forventes fredag at passere gennem Københavns Lufthavn.
Fredag bliver ifølge Københavns Lufthavn den største rejsedag siden coronapandemiens indtog.
Den travle rejsedag falder sammen med, at der er konflikt mellem den statsejede lufttrafiktjeneste Naviair og flyveledernes fagforening, DATCA.
Konflikten har givet massive forsinkelser og aflysninger i lufthavnen i den seneste måned, og trafikchef i Københavns Lufthavn, Kristoffer Plenge-Brandt, fortæller til TV 2, at der fredag også vil være forsinkelser.
- Der skal snarest ske noget, fordi vi får mere og mere trafik, og det går ikke, at vi fortsat kigger ind i konflikten, siger Kristoffer Plenge-Brandt.
Ifølge Lise Kürstein, der er pressechef i lufthavnen, er der fredag morgen 30 minutters forsinkelse på landende fly. I løbet af aftenen vil der være en times ventetid – både for fly, der letter og lander.
- I dag er det den største rejsedag, siden coronapandemien startede. Her til morgen har der ikke været store forsinkelser, men det kan opstå i løbet af dagen og aftenen, siger Lise Kürstein.
Der forventes 89.000 rejsende fredag.
Kom til normal tid
Sædvanligvis er det lufthavnen, der orienterer Naviair om, hvor mange fly, der letter og lander dagligt. Så stiller de med det antal flyveledere, der er nødvendige for at varetage det.
- Men nu er det omvendt, og Naviair meddeler, hvor mange flyveledere de har, og så må planerne lægges efter det, siger Lise Kürstein.
Flyveledere er centrale for flytrafikken, da det er dem, der overvåger og dirigerer trafikken.
I april blev mere end en million passagerer ramt af forsinkelser i Københavns Lufthavn. 45 procent af afgangene var mere end 15 minutter forsinkede.
Lise Kürstein understreger, at det er vigtigt, at rejsende ankommer til lufthavnen til normal tid. Ikke før eller senere end hvad man ville gøre normalt.
Rejser man inden for Europa, er anbefalingen, at man ankommer to timer før flyet afgår. Rejser man uden for Europa, er anbefalingen tre timer inden afgang.
- Det handler om minutiøs planlægning, for eksempel i security, forklarer Lise Kürstein.
Erkender, at passagerer tages som gidsler
Naviair og DATCA er endt i en konflikt grundet manglen på flyveledere.
DATCA-formand Esben Jean-Pierre Blum opfordrede torsdag til politisk indgriben i konflikten.
- Vi så i 2020, at politikerne heldigvis nåede at gribe ind over for Naviairs spareplaner om afskedigelse af op imod 90 flyveledere. Det tal endte med det halve, fordi politikerne skred ind, sagde formanden til Ritzau.
Naviair ønsker, at flyvelederne tager ekstravagter. DATCA mener, at ekstravagterne er blevet for omfangsrige.
DATCA har tidligere erkendt, at passagererne bliver taget som gidsler, men samtidig mener flyvelederne, at Naviair har ført en spareplan ud i livet, der er skyld i denne situation, hvor knap 50 flyvelederen blev sendt hjem.
Esben Jean-Pierre Blum har i samme ombæring sagt til TV 2, at de har nævnt problemet med manglende flyveledere over for Naviair i over et år.
Konflikten har varet over en måned.