21-årig bryder tabu om dating - oplever det næsten hver gang

Det er blevet normalt at blokere eller aldrig svare en person efter en date, oplever 21-årig. Hun kommer nu med en opfordring.

De havde lavet mad, drukket vin, spillet kortspil, set film og sovet sammen.

Den næste dag var de fulgtes ud af døren, og på vej hjem havde de skrevet frem og tilbage.

Hver gang ryger ens selvværd helt i bund

Amanda Frohn, 21 år på sabbatår

Men inden Amanda Frohn var nået hjem, og mens hun var ved at svare på en af hans beskeder, havde hendes date blokeret hende.

Ud af det blå og uden yderligere forklaring.

- Det føles uværdigt, at han i stedet for at skrive, at han ikke har lyst til at ses igen, vælger bare at slette mig. Man føler sig virkelig udnyttet, fortæller 21-årige Amanda Frohn.

Ghosting er blevet normalt

Det er langt fra første gang, Amanda Frohn har oplevet det. For i stedet for at skrive en pæn besked om, at de ikke har lyst til at ses igen, så oplever hun, at de fleste bare lader være med at svare - såkaldt ghosting.

Derfor har hun skrevet et debatindlæg med håb om, at det kan ændre det, hun kalder for en "ghostingkultur".

- Vi er nødt til at tale om, hvordan vi behandler hinanden. Vi har en datingkultur, hvor det er normalen at mødes, have et engangsknald, og så "glemmer" den ene lige at skrive bagefter, fortæller hun.

Noget tyder på, at Amanda Frohn langt fra er alene om at have været udsat for ghosting.

I en undersøgelse lavet af datingappen Happn i 2019, hvor 700 danskere medvirkede, svarede 8 ud af 10 brugere, at de på et tidspunkt var blevet ghostet.

Selv vil Amanda Frohn skyde på, at hun oplever ghosting i fire ud af fem tilfælde, når hun har været på date gennem en app.

Det sker også med personer, hun har haft en relation til i en længere periode.

- Det sker ikke kun efter første date, men også når man endelig giver slip, sover sammen og tænker, det kunne blive til noget. Jeg føler mig som et stykke legetøj, de kan lege med, og når de har fået det, de ville have, så smider de mig ud. Sådan er vores datingkultur i Danmark i dag, fortæller hun.

Selvværdet ryger i bund

Det har betydet, at Amanda Frohn helt har mistet lysten til at date, fordi hun hver gang frygter, at personen igen vælger at ghoste hende.

- Hver gang ryger selvværdet helt i bund, fordi man føler, man ikke er god nok til ham. Hvis personen i stedet bare var ærlig og skrev, at de ikke så det udvikle sig, havde jeg tænkt: "Fedt, du skrev det", fortæller hun.

Det gør mega ondt at blive ghostet, og alle har jo prøvet det

Amanda Frohn, 21 år på sabbatår

For selvom en afvisning også gør ondt, så er det på en anden måde, fortæller Amanda Frohn.

- Jeg ville have en anden forståelse for det. Man bruger jo også meget energi på at sidde og tjekke, om de har svaret, for man kan jo se, at de har læst ens besked, siger hun.

Nogle vil måske tænke, om du ikke bare kan være ligeglad, hvis det alligevel er en person, du ikke kender så godt?

- Jo, det kunne man godt, men når det sker så mange gange, kan jeg ikke bare være ligeglad. Hvis det bare var noget, der var sket en gang, havde jeg nok ikke skrevet debatindlægget, men det er blevet en norm, at folk opfører sig sådan.

Amanda Frohn synes, at det er helt fint, hvis folk ikke ønsker en længerevarende relation, men mener, at man i så fald skylder den anden person at forventningsafstemme inden.

- Jeg har en kammarat, der havde taget en pige med ud at spise, hvor de havde haft det hyggeligt, og han betalte, som den gentleman han var, og dagen efter havde hun bare fjernet ham (fra sociale medier red.). Det synes jeg ikke er okay.

Sådan kommer du bedst videre fra ghosting

Psykolog Neela Maria Siris kommer her med sine gode råd til at håndtere, hvis man oplever ghosting.

  • Snak med andre om det og aftabuiser emnet. Ved at høre andres erfaringer bliver det klart for dig, at du ikke er alene, og du får måske også nogle andre perspektiver, du ikke selv fik øje på.
  • Se det som en mulighed for at lære dig selv at kende. Du opdager, hvordan du reagerer i situationen, og det lærer dig om dine egne værdier, og hvordan du selv vil behandles. På den måde bliver det også klart for dig, hvordan du vil behandle andre.

  • Pas på med at tænke for meget over det. Lad være med at overgeneraliser, så du straks tænker, at ingen kan lide dig, eller at det må skyldes, at du er kikset på en date, for der kan være mange grunde til, at personen ikke vendte tilbage, der slet ikke handler om dig.
  • Vær selvomsorgsfuld og giv dig selv støttende og opbakkende tanker.

Hvorfor ghoster folk?

I undersøgelsen fra Happn foretrak 42 procent af de adspurgte at blive afvist ansigt til ansigt efter første date. 38 procent foretrak en sms. Kun to procent svarede, at de foretrak at blive afvist ved, at den anden helt stopper med at svare på deres beskeder.

Så hvorfor gør folk det alligevel?

Neela Maria Sris er psykolog og ejer af psykologhuset Encounter. Hun tror, at det især skyldes, at mange er konfliktsky og enten synes, det er for ubehageligt at sige tingene ligeud eller ikke ved, hvordan de skal sige det.

- Rigtig mange har svært ved at konfrontere andre eller at bryde relationer, og hvis noget er svært at tale om, er det klart lettere at ghoste. Så er der selvfølgelig også dem, der er ligeglade og tænker, det er en del af gamet, men det tror jeg er et mindretal, fortæller hun.

Det vil påvirke langt de fleste at blive udsat for ghosting, fordi vi grundlæggende synes, det er ubehageligt at blive afvist eller ignoreret.

- Du er i en relation med nogen, og pludselig er den der ikke mere, og du er overladt til selv at fantasere om, hvad det skyldes. Det kan der være mange grunde til, som handler mere om den anden person, men man får hurtigt tænkt, at det hele handler om en selv, fortæller psykologen.

Det kan være enormt skamfuldt, så det hjælper at få åbnet op om det

Neela Maria Sris, psykolog og ejer af psykologhuset Encounter

Hun mener, at det vigigt, at vi taler om ghosting for at aftabuisere emnet og opdage, at det er noget, mange oplever.

- Det kan være enormt skamfuldt, så det hjælper at få åbnet op om det. Andre kan være med til at give en nogle konstruktive og støttende tanker, så man ikke vender det indad, siger hun.

For Amanda Frohn føles det også sårbart og tabubelagt at fortælle om.

Alligevel gør hun det, fordi hun håber, at det vil få flere til at reflektere over, hvordan de behandler andre mennesker under dating.

- Jeg håber, der kan komme en åben debat omkring, hvordan vi dater, og at de, der ghoster, kommer til at tænke over det. For det gør mega ondt at blive ghostet, og alle har jo prøvet det.