Manden bag Onkel Reje er sygemeldt efter grove trusler og hetz

Det er et koordineret angreb fra både enkeltpersoner og grupper mod Mads Geertsen, der står bag den populære Onkel Reje-karakter, siger DR.

Han kan ikke lide at gå i bad og synger om, at det klør i hans røv.

Karakteren Onkel Reje er ikke poleret børneunderholdning. Og det er utroligt populært hos børnene.

Men i den anden ende findes der voksne, der finder Onkel Reje grænseoverskridende og mener, at karakteren skal fjernes fra skærmen.

For nogle går det så vidt, at de sender grove trusler og fører hetz mod manden bag Onkel Reje, 57-årige Mads Geertsen.

Det er nu blevet så voldsomt, at Mads Geertsen har sygemeldt sig, og DR har politianmeldt truslerne.

Morten Skov, der er B&U-chef i DR, oplyser til Berlingske, at det er et koordineret angreb, som både enkeltpersoner og grupper står bag.

Det har foregået på sociale medier, på DR’s platforme og steder, hvor Mads Geertsen skulle have optrådt.

- Vi er vant til at få kritik og klager. Men det her har en anden karakter. Det er grove trusler, chikane og koordineret hetz. Vi har ikke prøvet noget, der har været på niveau med det her, siger Morten Skov til mediet.

Sygemeldingen har ført til en række aflyste arrangementer, blandt andet i Fårup Sommerland.

Støtte på sociale medier

I det seneste opslag på Onkel Rejes Facebook-profil har flere allerede skrevet støttende beskeder til Mads Geertsen, efter nyheden om hetzen og sygemeldingen er kommet frem.

På Twitter flyder det også med velønsker til Mads Geertsen. Det kommer blandt andet fra brugeren Morten Saxnæs, der oprettede en indsamling til at sende en buket blomster til Mads Geertsen.

Den viste sig hurtigt at få omfattende bidrag, og da Morten Saxnæs lukkede indsamlingen, var der samlet 4666 kroner ind.

Kritik for program om heavy metal

Onkel Reje skriver sig ind i række underholdningsformater til børn, der ikke er bange for at tænke i nye baner.

Tænk bare, hvordan John Dillermand og hans lange, stribede, ukontrollerbare penis skabte overskrifter og debat i udlandet.

Herhjemme har der både været kritik og ros af Onkel Reje i debatsektionerne.

I 2019 kritiserede formanden for Indre Mission, Hans-Ole Bækgaard, i Kristeligt Dagblad, at Onkel Reje i Cirkus Summarum havde råbt ud til børnene, om de var klar til at blive satanister.

Udråbet stammer fra programmet ’Onkel Rejes Heavyband’, og DR var dengang ude at forsvare programmet med, at udråbet var tro mod heavy-kulturen, der blev portrætteret i programmet.

Priser og roser til Onkel Reje

Men ros er det også blevet til over en bred kam.

Sidste år vandt ’Onkel Rejes fede sommerferie’ tv-prisen for bedste børneprogram, hvor juryen kaldte det ”skævt, sjovt og intelligent fjollet. Det er unikt dansk børnefjernsyn”.

I en artikel fra Information fra 2018 roste børneforsker Dil Bach Onkel Reje og sagde, at der er brug for en karakter som ham.

- Han repræsenterer de dele af børnelivet, som ikke er pæne, nydelige og tænksomme, men frække og optaget af lort og prut. Man skal jo lege med det farlige og frække, spejle det og lære grænserne at kende. Man skal rumme det, ikke undertrykke det, lød det.

For Mads Geertsen handler Onkel Reje om at vise, at man ikke behøver at være fuldstændig strømlinet for at passe ind.

- Lad være med at tro, at dit barn lærer at bruge sin fantasi i børnehaven, normeringen er så dårlig, at pædagogerne ikke har tid til at lave skøre ting med børnene. Derfor er det vigtigt, at vi forældre bruger fantasien sammen med vores børn, sagde han til Vores Børn i 2014.

TV 2 har rakt ud til DR med en interviewforespørgsel til Mads Geertsen og Morten Skov men har ikke hørt tilbage endnu.