Forældre får blikke, fordi de skiller sig ud – nu har de et budskab til andre
Der er ting, Louise og Morten er begrænset i, men det betyder ikke, at de ikke er gode forældre for deres søn, siger de.
Blikkene kan komme på legepladsen, når deres treårige søn, Melvin, løber fra dem.
Eller i supermarkedet, når han som mange andre børn får en nedsmeltning sent på eftermiddagen.
Louise Castella Bernburg og Morten Pedersen har nemlig begrænsninger. De sidder begge i kørestol, og det betyder, at de ikke kan skride ind lige så hurtigt, som mange andre kan.
De oplever, at de bliver mødt med fordomme mod forældre med handicap på sociale medier samt tvivlende blikke fra andre i det offentlige rum, fortæller de i ‘Go’ morgen Danmark’.
- Der er rigtig mange spørgsmål til, hvordan vi lever og tager os af Melvin, og vi ser mange fordomme, siger Louise Castella Bernburg.
Ud over blikke i offentligheden henviser hun også til beskeder og debatter på sociale medier, om at personer med handicap ikke bør have børn, fordi de ikke kan tage sig af dem.
- Derfor synes jeg, at det er vigtigt at vise, at selvom vi skiller os ud, lever vi stort set som alle andre, siger hun.
De har valgt at fortælle åbent om deres liv med treårige Melvin for at vise, at handicap og forældreskab godt kan gå hånd i hånd.
Handicap udløser fordomme – formand har selv prøvet det
Ifølge Danske Handicaporganisationer, der repræsenterer omkring 340.000 mennesker, er de fordomme og blikke, som Louise Castella Bernburg og Morten Pedersen oplever, ikke enestående.
Det er et kendt fænomen, siger formand Thorkild Olesen.
Han peger blandt andet på debatter på sociale medier, tonen i dækningen af personer med handicap i medierne og fordomme, han mener, der findes i sundhedsvæsenet og på socialkontoret.
For allerede inden børnene kommer til verden, oplever nogle personer med handicap at blive direkte eller indirekte vurderet til at være uegnet som forældre på forhånd, lyder det.
- Så det forekommer fra professionelle rækker, og det forekommer også indirekte. Generelt skal man altid bevise lidt mere, end andre skal, fordi der jo altid er en mindre forventning til, at vi kan klare os selv, siger Thorkild Olesen.
Som blind og far til to børn har han selv prøvet det.
Men helt sat på spidsen er der så nogle handicap, der er så begrænsende, at det ikke vil være i barnets tarv at leve med forældre, der har det?
- Nej. Ikke på stående fod. Hvis man kan få den rigtige hjælp til at være forælder, så kan jeg sådan set ikke komme i tanke om nogen, lyder svaret fra Thorkild Olesen.
Typisk overvejer folk det grundigt, inden de får børn, fortsætter han:
- Når man har et handicap, overvejer man det endnu mere. Og der er måske også nogen, som vælger ikke at få børn, fordi man ikke kan se sig ud af de praktiske problemer, der er ved at få børn.
Får “galoperende angsttanker”
Både Louise Castella Bernburg og Morten Pedersen understreger, at de generelt møder omsorg og kærlighed fra hjælpsomme fremmede.
Alligevel er det en udsat situation, når de ind imellem bliver mødt med, at der bliver sat spørgsmålstegn ved deres håndtering af Melvin.
- Men vi har i hvert fald ikke været på skadestuen med ham endnu. Så det er da et succeskriterie, griner Louise Castella Bernburg.
Hun anerkender, at det har bekymret dem begge, hvorvidt deres handicap kan stå i vejen en dag. Men de er også “heldige” i den forstand, at Morten godt kan rejse sig og bevæge sig, dog i meget begrænset omfang.
- Jeg får galoperende angsttanker, når jeg forestiller mig, at Melvin løber ud foran en bil, og vi ikke når at stoppe ham. Da han var helt lille, overvejede vi, om han nogle gange skulle være i sele, siger hun.
Men det behøvede de ikke.
For siden Melvin var helt lille, har de erkendt deres begrænsninger. Derfor har de været særligt opmærksom på at lære ham, hvad han må og ikke må.
Omvendt vil de ikke pakke deres søn ind i vat:
- Som alle andre forældre overvejer vi hele tiden, hvad han selv er i stand til, og hvad vi kan forvente af ham. Og vi prøver hele tiden nye ting, for ellers lærer han det aldrig, siger hun.
For eksempel er både Louise og Morten meget tydelige omkring, at Melvin skal se sig om, og at han skal stoppe, når de siger stop.
Med det vil de gerne vise andre, der har et handicap, at det godt kan lade sig gøre – man skal bare være bevidst om, hvad man kan og ikke kan.