To hospitalsdirektører fyret efter kræftskandale
Fejlene er sket med fuldt overlæg, siger regionsdirektøren i Region Midtjylland.
Sagen om lange ventetider for kræftpatienter koster to direktører på Aarhus Universitetshospital jobbet.
Det siger Pernille Blach Hansen, regionsdirektør i Region Midtjylland, på et pressemøde foran regionshuset i Aarhus tirsdag formiddag.
De to direktører er hospitalsdirektør Poul Blaabjerg og lægefaglig direktør Claus Thomsen.
- Gjort med fuldt overlæg
- Der er sket retslige fejl, og det er gjort med fuldt overlæg, derfor er det direktionens vurdering, at der skal ske ledelsesmæssige ændringer, siger regionsdirektør Pernille Blach Hansen.
Der har været taget hensyn til økonomi og ikke patienterne, lyder den skarpe kritik i de to reporter, som regionen har fået udarbejdet, ifølge regionsdirektøren.
- Sagen om de meget lange ventetider berører mig dybt og har gjort det, siden det kom frem på DR for nogle uger siden, siger Anders Kühnau, formand for Danske Regioner og regionsrådsformand Region Midtjylland på pressemødet.
Mulige erstatningssager
Adspurgt, om der er udsigt til flere fyringer i sagen, svarer Pernille Blach Hansen:
- Nej, det er der ikke.
Rapporterne er barsk læsning, siger regionsdirektøren.
Derfor kan patienter også forvente, at mulige erstatningssager vil blive set igennem, og tvivlen vil komme patienten til gode, understreger Pernille Blach Hansen.
- Det er Patienterstatningsnævnet, der i sidste ende vurderer, om patienter skal have erstatning, siger hun.
Regionsrådsformand har overvejet, om han kan fortsætte
- Jeg er en del af den politiske ledelse, og det er i sidste ende os i Regionsrådet, der har det sidste ansvar. Vi har manglet informationer, men nu påtager vi os ansvaret for at udbedre problemerne.
Sådan lyder det fra regionsrådsformand Anders Kühnau, der selv har overvejet, om han kunne fortsætte.
- Derfor skal vi selvfølgelig også overveje, om vi har skyld i det her. Kunne vi have gjort det anderledes, siger han.
Analyse vil give flere svar
Region Midtjylland vil frem mod sommerferien udarbejde en analyse, der kan give flere svar, men de har allerede fået nogle svar, lyder det fra Anders Kühnau.
- Vi er blevet opmærksomme på, at vi har en kultur, der hedder, at vi ordner tingene på det ledelsesniveau, man er på, og vi har været for dårlige til at spørge ind oven fra, siger han.
Samtidig peger han på, at hospitaler skal blive bedre til at hjælpe hinanden.
Mandag var der ekstraordinært møde i forretningsudvalget i Region Midtjylland omkring de mange kritisable forhold på tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital, og det var ventet, at der ville komme nyt omkring de ledelsesmæssige konsekvenser.
Konsekvenser for 313 kræftpatienter
Sagen, der har fået bolden til at rulle, omhandler 313 kræftpatienter på Mave- og Tarmkirurgi på Aarhus Universitetshospital. De har ventet længere, end de skulle, på en operation.
Men selvom de lange ventetider – som i værste fald har været skyld i, at patienterne endte som uhelbredeligt syge – har været et velkendt problem hos afdelingens ansatte, har de ikke kunnet nedbringe ventetiden på grund af manglen på sygeplejersker.
Kræftpatienter har ellers lovkrav på at blive opereret senest to uger, efter at det er besluttet, at de skal opereres. Men den frist er blevet overskredet med mellem 1 og 56 dage.
Det ville koste én million for hver patient, der skulle sendes til udlandet, fik lægerne på afdelingen gang på gang at vide, ifølge DR. Og det var en vej, man ikke skulle gå.
Siden har AUH forklaret til DR, at økonomi ikke står i vejen for at sende patienter til udlandet i konkrete tilfælde.
Fyret direktør har ingen kommentarer
TV 2 har været i kontakt med én af de to fyrede direktører, lægefaglig direktør Claus Thomsen.
Han oplyser, at han ikke har nogen kommentarer til sagen.
TV 2 forsøger fortsat at få en kommentar fra hospitalsdirektør Poul Blaabjerg.