Seneste nyt fra 1. maj i møgsagernes skygge

Hvad skete der? Arbejdernes internationale kampdag er normalt en festdag for fagbevægelsen og Socialdemokratiet. Men i år var dagen præget af Lizette Risgaards afgang som formand for FH og regeringens afskaffelse af store bededag.

Denne liveblog opdateres ikke længere.  

FH bliver hårdere ramt af MeToo end andre, mener professor

Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) er blevet hårdere ramt, end andre ville gøre i MeToo-sager, og det er der to årsager til, vurderer Eva Boxenbaum, der er professor ved CBS og ekspert i organisationsændring, til TV 2.

For det første er FH en type organisation, der står på mål for dem, der står længere nede magthierarkiet, og derfor rammer det hårdt, når FH svigter det ansvar, siger Eva Boxenbaum.

Dernæst har FH ifølge professoren et adfærdskodeks, der beskriver, hvordan sådan nogle situationer håndteres.

- Når man melder ud med et adfærdskodeks, forventes det, at det bliver brugt aktivt, forklarer Eva Boxenbaum.

Løbet var kørt for Lizette Risgaard, siger Mona Striib

Markeringen af 1. maj står også i skyggen af FH-formand Lizette Risgaards afgang for Mona Striib fra FOA. Det siger forbundsformanden til TV 2 i Fælledparken i København. 

- I år har vi selvfølgelig ikke kunnet undgå at tale om, at desværre har Lizette Risgaard i denne weekend måttet træde tilbage som formand. 

Mona Striib glæder sig over, at hele sagen nu skal undersøges, så både de krænkede og Lizette Risgaard får et ordentligt forløb. Og så skal der ses på, om der var systemsvigt, siden sådan en sag kan rulle i pressen uden, at fagbevægelsen var opmærksom på problemet først. 

Var det rigtigt, at hun trak sig, før advokatundersøgelsen var færdig?

- Der var ingen anden udvej. Sådan som pressehistorierne kørte, og da der var forbund som åbent gik ud og sagde, at vi har ikke længere tillid. Så er løbet kørt, siger Mona Striib. 

Sol og øl i Fælledparken

Messerschmidt opfordrer fagbevægelsen til at få de røde skyklapper væk

- Mette Frederiksen har været uforlignelig til at samle danskerne. Det er bare altid imod hende, siger Morten Messerschmidt ved de tre blå partiers "blå 1. maj"-arrangement på Christiansborg. 

Ligesom Pape vil han også gerne slå et slag for, at man ikke behøver at være rød for at kere sig om dem, der går på arbejde hver dag. Eller for at have respekt for den danske model, tilføjer han med henvisning til balladen om store bededag. 

- Jeg tillader mig at opfordre fagbevægelsen til at få de røde skyklapper væk og se, at der er andre, der respekterer jer noget mere end de røde venner. I er velkomne til at invitere os næste år 1. maj, siger han og lover, at hvis der ikke kommer nogen invitationer, så inviterer han sig selv tilbage i Landstingssalen. 

Blå partier kæmper også for arbejderne, siger Pape

Søren Pape (K) holder også en lille tale ved den blå 1. maj, tre borgerlige partier holder i Landstingssalen på Christiansborg. Han vil gerne gøre op med tanken om, at det kun er røde partier, der passer på arbejderne. 

- Vi tre skulle gerne være dem, der kæmper for folk, der går på arbejde hver dag, siger han med et nik mod Alex Vanopslagh (LA) og Morten Messerschmidt (DF) ved sin side. 

De kæmper blandt andet for virksomhederne, tilføjer han, så de kan tjene penge til at ansætte en masse mennesker, så de kan betale deres regninger og udleve deres drømme for sig selv og deres familier. 

- Det er også en del af at kæmpe for et godt liv for helt almindelige danskere. Vi holder jo så meget af arbejderne, os der står her, at vi mener, det skal have lov at beholde nogle flere af deres egne penge selv, siger han og får klapsalver fra salen. 

- Blå blok vil genopstå, siger Vanopslag til blå 1. maj

Der er omkring 200 mennesker i Landstingssalen på Christiansborg, hvor partiformændene fra Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti holder “blå 1. maj”. Her er altså hverken røde faner eller slagsange. Arrangementet begynder i stedet med sangen “jeg bærer med smil min byrde”. 

Alex Vanopslagh (LA) er første taler. Han begyndte dagen hos DSU, og han bemærker derfor henvendt tilhørerne i salen, at det er en fornøjelse at se velklædte mennesker igen. 

LA-lederen siger, at det borgerlige projekt har det langt bedre, end det har ry for. De fik opbygget et godt og tillidsfuldt samarbejde under sidste valgperiode, selvom Venstre ikke kunne se det. 

- Jeg tror, Venstre var det eneste parti, der ikke syntes, at samarbejdet i blå blok var godt, mens de sad for bordenden, siger Alex Vanopslagh og opremser de blå partiers mange fælles pejlemærker. 

- Jeg er overbevist om, at blå blok vil genopstå, for der er noget godt ved at dele værdier, siger han og kalder sig "fortrøstningsfuld på vegne af det borgerlige Danmark", selvom han også kan få øje på udfordringer. 

FH-formand roser Lizette Risgaards resultater

Den fungerende formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Morten Skov Christiansen, har her til eftermiddag holdt tale i Odense.

En del af talen blev brugt til at rose den afgående formand Lizette Risgaards faglige resultater. Efterfølgende sagde han i et interview med TV 2:

- Jeg synes, at det er en rigtig svær beslutning, hun har truffet – jeg synes, det er den rigtige beslutning, så hun ikke ville skygge for fagbevægelsen eller FH i den her sammenhæng.

Han oplyste desuden, at han aldrig selv har oplevet, at Lizette Risgaard har opført sig grænseoverskridende, og han afventer nu den advokatundersøgelse, der er sat i værk.

Blå 1. maj i Landstingssalen

I Landstingssalen på Christiansborg har konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti inviteret omkring 200 personer til blå 1. maj.

TV 2s reporter har fanget formanden for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, der forklarer, hvorfor det giver mening at holde en blå 1. maj: 

- Det giver god mening, for man kan ikke længere tale om blå og rød blok i forhold til, hvem der varetager et godt arbejdsmarked, siger han til TV 2. 

Han siger, at formålene er mange – en af dem er også at dementere myten om, at Søren Pape Poulsen (K), Alex Vanopslagh (LA) og han selv ikke kan sammen.

SF-formand håber på hurtigt FH-løsning

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, er nu i Fælledparken i København, hvor hun har talt med TV 2s reporter Sverre Quist. 

Hun henviser – som andre partiledere gennem dagen – til, at uroen i Fagbevægelsens Hovedorganisation er et internt anliggende. Men hun siger, at den nu tidligere formand, Lizette Risgaards, beslutning om at trække sig "er klog."

- Det er fagbevægelsen, der må løse det her problem. Og det håber jeg, at de gør hurtigt, for vi har brug for en aktiv fagforening, siger Pia Olsen Dyhr, der hurtigt forsøger at få interviewet til i stedet at handle om overenskomster og tryghed på arbejdsmarkedet. 

- Vi skal se, hvor filmen er knækket

Formanden for 3F Ungdom, Morten Ryom, mener, at hele sagen om upassende opførsel i Fagbevægelsens Hovedorganisation er "landet et godt sted".

Det siger han i et interview med TV 2. 

- Nu kan vi begynde at arbejde videre. Vi skal have kigget igennem, hvor filmen er knækket i organisationen, og der skal vælges en ny formand, siger han. 

Han opfordrer alle, der har interesse i fællesskabet, til at stille op til formandsposten, der nu er ledig, efter at Lizette Risgaard i går trak sig. 

- Jeg glæder mig til at høre, hvem der har lyst til at bide til bolle så at sige, siger Morten Ryom.  

Brændende møbler i franske gader

Det er ikke kun arbejdernes kampdag i Danmark, men i hele verden. Og i Frankrig plejer 1. maj at løbe noget voldsommere af stablen end herhjemme.

I år er ingen undtagelse, hvor især en ny pensionsreform har sat sindene i kog. Her er der i byen Lyon sat ild til møbler i gaden. 

Drone over Fælledparken

TV 2 har sendt en drone op over Fælledparken i København, hvor mange traditionelt møder op på 1. maj for at høre taler med mere. 

Fælledparken er klar til festligheder

Festlighederne i Fælledparken i København er nu også officielt skudt i gang, ligesom de røde faner er på plads. 

Traditionen tro har der været en socialdemokratisk march fra Arbejdermuseet til Fælledparken, men ifølge TV 2s reporter på stedet, Sverre Quist – der har dækket 1. maj i mange år – er der i år tale om "en barberet version" af den traditionelle march. Til gengæld er mange andre mødt op i Fælledparken.

I Aalborg starter festlighederne: - Det er en højtidsdag for mig

I Kildeparken i Aalborg er man ved at være på plads til, at 1. maj-festlighederne starter klokken 14. TV 2s reporter er i parken og har talt med Karen Jensen, der er medlem af Socialdemokratiet. 

Hun sætter ord på, hvad 1. maj betyder for hende: 

- Jeg sidder ikke hjemme 1. maj. Det er en højtidsdag for mig.

Det handler om international solidaritet, om at mindes de ting, der er opnået, og snakke om det, der skal opnås. 

- Det er en social og politisk dag for mig, siger Karen Jensen, der ikke har stærke meninger om, at hendes parti har været med til at afskaffe store bededag. 

Jarlov joker med kampdagen

De borgerlige partier plejer at holde lav profil på arbejdernes internationale kampdag, der traditionelt er en dag for røde faner – og røde partier. 

Den konservative politiker Rasmus Jarlov har lagt sit program for kampdagen ud på Twitter. Og modsat mange af sine politikerkolleger skal han ikke valfarte rundt og holde taler. Han skal slet og ret "stå op" og "arbejde".

Det er ikke alle i kommentarsporet, der synes, at det er sjovt. For eksempel udfordrer én Jarlov til at bryde med vanerne og nævne "et positivt element på arbejdsmarkedet, fagforeningernes forhandlinger og kamp har givet os". 

Politikerne gør tilbagetrækning til en ideologisk legeplads, mener 3F

3F's formand, Henning Overgaard, taler i Aarhus. Han gider ikke at tale om Lizette Risgaard. Han taler i stedet om et af de andre emner, der også fylder meget på denne kampdag. Nemlig tilbagetrækning. Og budskabet er, at politikerne skal holde op med at bede "arbejdsmænd og arbejdskvinder" om at knokle mere og længere. 

- Jeg er møghamrende træt af, at politikere gør tilbagetrækning til en ideologisk legeplads, hvor de leger kispus med helt almindelige menneskers arbejdsliv. Det forplanter sig til utryghed i maven for vores medlemmer. 

- Vi har brug for ro og tryghed om den sidste del af vores arbejdsliv, og derfor er en bred trepartsaftale også vejen frem, siger han til høje klap fra teltet. 

- Arne-pensionen skal forbedres. Men vi accepterer ikke en halvering af seniorpensionen, fastslår 3F-formanden. 

Frederiksen afviser NATO-rygter igen

Mette Frederiksen bliver også spurgt direkte, om hun kan se ind i kameraet og sige, at hun vil sige "nej tak", hvis NATO ringer og tilbyder hende jobbet som generalsekretær? 

- Ja, det kan jeg godt sige. Jeg er ikke kandidat, understreger hun og siger, at det ikke er første gang, at der opstår den slags rygter, når sådan et job står til snart at blive ledigt.

Du er slet ikke interesseret overhovedet? 

- Jeg er meget, meget glad for at være statsminister i Danmark, fastslår Mette Frederiksen. 

De norske medier VG og NRK har skrevet, at Mette Frederiksen er en af de personer, der nævnes som en mulig afløser for den nuværende NATO-generalsekretær, Jens Stoltenberg.