DĂĄrlig stemning i fagforbundene: - Der er nok brug for mere end almindelig parterapi

Det vil kræve meget arbejde at genoprette tilliden imellem de forskellige fagforbund, vurderer TV 2s erhvervskommentator.

Irritation og provokation.

Det er nogle af de følelser, FOA's formand, Mona Striib, sidder tilbage med efter de seneste døgns turbulens i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

Søndag morgen meddelte Lizette Risgaard, at hun trak sig som formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

Det skete efter anklager om grænseoverskridende opførsel, som har fået flere og flere fagforbund til at trække støtten til hende.

Blandt andet HK, der efter et møde i FH's forretningsudvalg offentligt krævede, at Lizette Risgaard gik af posten. Det skete, selvom forretningsudvalget havde besluttet at afvente resultaterne af en advokatundersøgelse af sagerne.

Og det falder ikke i god jord hos Mona Striib. Hun mener, at HK er løbet fra aftalen om at afvente resultaterne af undersøgelsen.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er irriteret og provokeret, siger hun til TV 2.

Løbet fra aftalen

Mona Striib understreger, at hun mener, at Lizette Risgaard har truffet den "helt rigtige beslutning". For som forløbet har været, kan tilliden ikke genvindes, forklarer hun.

- Vi vil ganske givet have snakket med hinanden om, hvordan den slags processer skal køre, og hvordan vi arbejder med hinanden, siger hun.

Hun oplyser samtidig, at der "naturligvis" stadig skal være en advokatundersøgelse af sagen:

- Så vi får fuld klarhed over, hvad der er sket, og om der har været et systemsvigt.

OgsĂĄ Lizette Risgaard selv har udtrykt skuffelse over, at aftalerne ikke blev overholdt. I Facebook-opslaget, hvor hun meddelte sin afgang, skrev hun, at hun var utroligt skuffet.

- Jeg synes, at jeg har skullet lægge øre til meget de seneste døgn – også meget, som, jeg mener, ikke er rigtigt. Jeg vil ikke gennemgå sagen her, men overlade det til advokatundersøgelsen, lød det i opslaget.

- DĂĄrlig stemning mellem fagforbund

Trods Lizette Risgaards afgang vil der stadig være mange skår, der skal klinkes, lyder det fra TV 2s erhvervskommentator, Ole Krohn.

- De kan ikke finde ud af at få et fælles fodslag til, hvordan man skal håndtere den slags sager. Den proces, man havde aftalt, var en advokatundersøgelse, og så måtte man tage en beslutning på baggrund af det, forklarer han.

Argumenterne for at vente på en advokatundersøgelse var, at beretningerne var anonyme, og man derfor ville have det undersøgt til bunds.

Men HK vurderede efter sit møde i hovedbestyrelsen, at der var så mange grove undersøgelser, at forbundet ville trække støtten med det samme. Efterfølgende fulgte flere fagforbund trop, forklarer Ole Krohn.

- Der er nok brug for mere end almindelig parterapi for at klinke det. Der er rigtig dårlig stemning mellem HK og de øvrige forbund i FH, siger Ole Krohn.

Han hæfter sig også ved, at de får brug for hurtigt at finde en formand, men at det kan være svært at blive enige.

- Jeg er rimelig overbevist om, at bølgerne kommer til at gå højt på tirsdag, når der igen skal afholdes nyt forretningsudvalgsmøde, siger han.

HK-formand, Anja C. Jensen, fastholder, at ingen står over fællesskabet, og at Lizette Risgaard på et tidligere tidspunkt i processen burde have erkendt, at hun havde forbrudt sig mod nogle af de principper i fællesskabet.

Adspurgt, om hun har saboteret hele processen med fredagens beslutning om en advokatundersøgelse af sagerne, lyder svaret:

- Det kan man godt påstå. Spørgsmålet er, om vi ikke allerede dér fumlede lidt. Fredagens forløb fik mig til at træde væk fra den beslutning, lød det fra Anja C. Jensen til TV 2.

Lizette Risgaard har undskyldt for tre tilfælde af grænseoverskridende adfærd.