Nyhedsoverblikket 25. april 2023

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Her giver vi dig dagens nyheder i kort form. Vi opdaterer hele tiden, hele dagen. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Bernie Sanders stiller ikke op til næste præsidentvalg

Den 81-årige senator Bernie Sanders, der også¨selv stillede op til det amerikanske præsident valg i 2020, oplyser, at han ikke stiller op til valget i 2024, og at han støtter op om 80-årige Joe Biden, der tirsdag annoncerede, at han gik efter endnu en periode i Det Hvide Hus. Det skriver The Hill.

Google har tjent mere end 100 milliarder i første kvartal

Googles moderselskab, Alphabet, overgår forventningerne med et overskud på 15 milliarder dollar - 101.884.500.000 kroner - i årets første kvartal. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Der er dog tale om et fald sammenlignet med samme periode sidste år, hvor virksomheden tjente 16,44 milliarder dollar. Samtidig er Microsoft også kommet med deres regnskab, hvor de får et kvartalsoverskud på 122 milliarder kroner.

Firma mister kontakt til rumfartøj

Japansk firma mister kontakt til ubemandet rumfartøj inden månelanding. Firmaet Ispace, der tirsdag prøvede at blive det første privatejede selskab til at lande et rumfartøj på Månen, har mistet kontakt til fartøjet, oplyser firmaet ifølge flere medier.

Piger fundet igen

De to piger, som Københavns Politi tidligere efterlyste, er fundet igen.

Politiet efterlyser to piger

Københavns Politi efterlyser en seksårig og en syvårig pige, der klokken 15.30 er blevet væk fra deres forældre ved Enghave Plads på Vesterbro i København. Den ene, Stella, beskrives som spinkel med mørkt hår, hårbånd, ført lyserød/lilla metallic jakke, blå jeans og lilla/blå sko. Den anden, Ingrid, beskrives som spinkel med lyst hår, iført blå jakke med blomster, lyserøde sko med velcro og blå briller. Har man information i sagen, bedes man henvende sig til politiet på 1-1-4.

Færge stødt på grund – passagerer må væbne sig med tålmodighed

En af Ærøfærgerne er tirsdag eftermiddag stødt på grund ud for Ærøskøbing, da den sejlede fra Svendborg til Ærøskøbing. Ærøfærgernes direktør, Keld Møller, oplyser, at færgen er stødt på grund cirka klokken 15.15, og at man nu afventer en slæbebåd, som skal få færgen fri. Der er 36 passagerer ombord på færgen, og de må altså væbne sig med lidt tålmodighed, før de kommer ind på land.
 

Stadig danskere i Sudan, oplyser Udenrigsministeriet

Udenrigsministeriet oplyser til TV 2, at alle registrerede på danskerlisten i Sudan er blevet tilbudt evakuering, hvilket 15 har benyttet sig af. Tilbage på listen er nu omkring ti personer, hvoraf halvdelen ifølge ministeriet overvejer at forlade landet, men ikke endeligt har besluttet sig.

33-årig dømt for voldsomt overfald

En 33-årig mand er tirsdag blevet idømt seks års fængsel og udvisning for et overfald foran Bodegaen i midten af Aarhus. Retten i Aarhus mener, at der var tale om drabsforsøg. Den 33-årige overfaldt det 53-årige offer gentagne gange med en knust flaske, og overfaldet stoppede først, da nogle vidner trak den 33-årige væk.

75.000 passagerer ramt af forsinkelser

589 flyafgange og 75.000 flypassagerer har siden fredag været ramt af forsinkelser. Det oplyser Københavns Lufthavn. Det skyldes mangel på flyveledere hos Naviair, som varetager den civile luftfart i Danmark.
 

Massiv udrykning – 50 biler i brand

Nordjyllands Beredskab er kørt til endnu en brand. Denne gang er det hele station Frederikshavn, som er kørt til Nordre Kaj 47 A, hvor der er ild i 50 skrotbiler. Der er kaldt assistance af både sprøjte og tankvogn. Det nordjyske beredskab er allerede til stede ved en bygningsbrand i Aalborg, hvor der ligeledes er kraftig røgudvikling. Beredskabet har kontrol med branden i Aalborg.

Harry Belafonte er død

Den amerikanske sanger Harry Belafonte er død 96 år gammel. Det oplyser hans mangeårige talsmand, Ken Sunshine, ifølge New York Times.

Fem russiske diplomater udvist fra Sverige

Sverige har besluttet at udvise fem russiske diplomater. Det oplyser Sveriges udenrigsminister, Tobias Billström, til den svenske tv-station SVT, hvor han kalder diplomaternes aktiviteter for "uforeneligt med deres status som diplomater".

Mette F: Vi overvejer andre muligheder vedrørende seniorpensionen

Regeringen overvejer andre muligheder end at forringe seniorpensionen, som der ellers er lagt op til i regeringsgrundlaget. Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S) i forbindelse med tirsdagens spørgetime i Folketingssalen. Regeringen har ellers lagt op til at sammenlægge Arne- og seniorpensionen til en samlet ordning.

Beslaglagt laboratorium i Sudan skaber "høj risiko for biologisk fare"

Der er en "høj risiko for biologisk fare" i Sudans hovedstad, Khartoum, efter at en af de stridende parter har beslaglagt et laboratorium med mæslinge- og kolera-patogener samt andre farlige materialer. Sådan lyder det tirsdag fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) ifølge Reuters. Patogener beskrives som de mikroorganismer, der fremkalder sygdom.

BBC: Prins William indgik hemmeligt forlig med tabloidavis efter hacking-anklager

Den britiske tronarving Prins William har indgået et hemmeligt forlig med medievirksomheden News Group Newspapers. Det skriver BBC på baggrund af dokumenter fra den britiske High Court. Ifølge BBC blev Prins William betalt en "meget stor sum" af ejerne fra tabloidavisen The Sun efter anklager om hacking af telefoner. 

Fødevareministeriet trækker advarsel tilbage i Minksagen

Fødevareministeriet har trukket en advarsel til kontorchef Paolo Drostby tilbage i forlængelse af Minksagen. Det skriver Ritzau og Jyllands-Posten. Flere advarsler er tidligere trukket tilbage til ledende embedsmænd i minksagen. Ministeriet oplyser til Ritzau, at man har rådført sig med Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, som har fået bistand af Kammeradvokaten.

Mand voldtog kæreste og tvang hende til at sælge sex

En 28-årig mand er tirsdag ved Retten i Roskilde blevet idømt fængsel i fem et halvt år for at have udsat sin partner for blandt andet vold, psykisk vold, ulovlig tvang og voldtægt. Den dømte har anket til landsretten. Han vil frifindes. Anklagemyndigheden har to uger til at afgøre, om den vil kontraanke til en skærpelse af straffen.

Spanien kan nå 40 graders varme i april

Med seks dage tilbage af april kan Spanien kan være på vej mod en varmerekord for enkeltdage i måneden. Det skriver Sky News. Frem mod onsdag forventes der temperaturer på 30 grader over det meste af landet, og torsdag og fredag kan temperaturen nogle steder nå 40 grader, lyder det fra Spaniens meteorologiske agentur. De ekstremt høje temperaturer følger den tørreste marts i 20 år flere steder i landet. 

Uheld på motorvej spærrer spor

På Sydmotorvejen er der i nordgående retning sket et uheld mellem afkørsel 37 Rønnede og afkørsel 38 Køge, som ifølge Vejdirektoratet spærrer det højre spor. Oprydningsarbejdet forventes tidligst afsluttet klokken 11.45.