Dansk satellit er sendt ud i rummet: - Det er jo fuldstændig fantastisk, at det lykkes fjerde gang
Når den danske satellit har fundet sin bane, kommer Disco 1 til at overflyve Arktis og Danmark.
Fire forsøg skulle der til. Men så lykkedes det også.
Lørdag blev den danske satellit Disco 1 sendt ud i rummet fra rumbasen Vandenberg i den amerikanske delstat Californien.
Satellitten er udviklet i samarbejde mellem studerende fra Aarhus Universitet, Aalborg Universitet, Syddansk Universitet (SDU) og IT-Universitet i København.
- Det er jo fuldstændig fantastisk, at det lykkes fjerde gang. Men det her er kun begyndelsen på rejsen. Det her er den første af tre satellitter, så vi er kun lige begyndt, siger Alexander Nielsen, der er studerende på SDU, til TV 2.
En "lille verdensnyhed"
Den lille danske satellit er en såkaldt CubeSats, der måler ti gange ti gange ti centimeter og vejer omkring et kilo.
Den var en af 51 enheder ombord på raketten Falcon 9, der blev sendt afsted lørdag morgen, forklarer professor ved SDU og en af tovholderne på projektet Mads Toudal Frandsen.
- Vi er ombord på et delmodul, der bliver skilt ud i dag. Og det er i sig selv et lille rumfartøj, der skal flyve rundt og levere forskellige satellitter i præcise baner, siger han.
Når den danske satellit har fundet sin bane, kommer Disco 1 til at overflyve Arktis og Danmark.
Ombord har den en lille computer, der ifølge Mads Toudal Frandsen er ”en lille verdensnyhed”. Den skal teste kunstig intelligens i rummet og lave billedanalyse.
- Så det bliver enormt spændende at se, om det virker. Det er i virkeligheden det fedeste ved den her mission, synes jeg, siger professoren.
En af udfordringer ved satellitter er, at det er svært at få sendt data ned til Jorden, forklarer han. Det vil computeren kunne hjælpe med at gøre meget mere effektivt, hvis det virker.
Klimamålinger i Grønland
Disco 1 er først og fremmest en test af, om de studerende kan sende noget ud i rummet og kommunikere med det. Men næste skridt er at sende Disco 2 ud i rummet til næste år, hvor den skal lave klimamålinger i Grønland og forhåbentlig bidrage til vores forståelse af klimaet.
- Det er derfor, det er megavigtigt, siger Mads Toudal Frandsen.
Spændingen er dog ikke helt ovre, selvom det endelig lykkedes at få raketten sendt afsted.
Først om 14 dage forventer det danske hold, at satellitten er klar til at sende, og at de studerende kan kontakte den første gang.
Lørdagens – succesfulde – opsendelse var forsøg nummer fire.
Ved det seneste forsøg, fredag morgen, blev opsendelsen udskudt 28 sekunder før affyring på grund af vejrforhold.