Samfund

Særlig type butikker vinder frem: - Det sikrer min overlevelse, siger købmand

Rundt omkring i landet skyder flere og flere døgnåbne, personaleløse butikker frem, hvor kunderne selv skal stå for hele indkøbsprocessen.

Du kender det nok godt.

Gæsterne er lige på trapperne, og pludselig opdager du, at du er løbet tør for karry til æggesalaten eller har glemt at købe løg til sildemadderne. Helligdage er oftest lig med lukkede butikker, så gode råd kan være dyre.

Men for beboere i nærheden af Uvelse nord for København, Faaborg på Fyn og en række andre byer kan påskefrokosten reddes af et nyt koncept, der er begyndt at skyde frem:

Ubemandede og ofte døgnåbne butikker, hvor man får adgang via MitId eller andre digitale løsninger.

Inspireret af Sverige

Først kom de selvbetjente kasser, dernæst selvscanningssystemer, hvor du scanner dine varer efterhånden som du går gennem butikken, og senest supermarkedskæden Basalt, der har skruet ned for personale og service for at tvinge prisen i bund.

Men nu tyder det på, at det nyeste skud på butiksstammen for alvor er begyndt vokse frem: Butikker, der er helt eller delvist ubemandede, selvbetjente og døgnåbne.

Kunderne kan få adgang til butikkerne via MitID, betalingskort eller andre digitale systemer, og kunderne står selv for at scanne og betale varerne, ligesom de selv skal kunne navigere rundt, da der ikke er noget personale.

Konceptet med det digitale system er inspireret af Sverige, hvor der allerede i maj 2022 fandtes 128 helt eller delvist ubemandede butikker.

Vi kunne se, at der var et stort behov, især ude i nærområderne, hvor der har været butikslukninger igennem mange år

Mads Lynge, direktør Retail 360 Box Solution

Fra købmænd til blomster

En af drivkræfterne bag konceptets udvidelse i Danmark er virksomheden Retail 360 Box Solution, der står bag indtil videre 21 butikker i Danmark.

- Der er klart tendens til, at der kommer flere og flere af de her ubemandede butikker. Her i april kommer vi til at åbne seks nye butikker, og det bliver bare flere og flere måned for måned, fortæller direktør og medstifter Mads Lynge til TV 2.

I Grejs nær Vejle åbner der for eksempel torsdag en ubemandet, men ellers helt traditionel 120 kvadratmeter stor købmandsforretning.

Selvom virksomheden Retail 360 Box Solutions startede konceptet i købmandssektoren, har det efterhånden udvidet sig til også at indbefatte andre typer butikker som blomsterhandlere og sågar golfudstyr.

At de ubemandede butikker først fandt vej til købmandssektoren, er ikke tilfældigt.

- Vi kunne se, at der var et stort behov, især ude i nærområderne, hvor der har været butikslukninger igennem mange år, siger Mads Lynge.

Det giver mig som købmand en lille ekstra omsætning, som er med til at sikre min overlevelse

Christian Wenzzel, købmand

Butiksdød i små byer

I de små byer med færre end 500 indbyggere er hver tredje butik lukket over de seneste ti år. Det viser tal fra Retail Institute.

I de lidt større byer med 40.000 eller færre indbyggere er hver femte dagligvarebutik forsvundet.

Med det nye koncept, der er billigere og mere fleksibelt at drive, er håbet at kunne gøre det mere økonomisk rentabelt for små butikker rundt omkring at overleve og samtidig tilfredsstille behovet hos kunder, der har brug for mere fleksibilitet end de klassiske butiksåbningstider tilbyder.

- Der står mange tomme lokaler rundt omkring i det ganske land, der bare venter på at blive åbnet med en løsning. Det bliver mere og mere modent, og de butiksdrivende bliver mere og mere modige, mener Mads Lynge fra Retail 360.

Ekstra indtjening sikrer overlevelse

En af de forretninger, der har taget konceptet til sig, er købmand Christian Wenzzel, der i oktober sidste år åbnede Let-køb på Frederiksberg i København; en lille ubemandet butik, der primært sælger slik og søde sager samt konserveres og andre basisvarer.

- Det giver mig som købmand en lille ekstra omsætning, som er med til at sikre min overlevelse, fortæller Christian Wenzzel til TV 2.

Butikken er et supplement til en anden mere traditionel købmandsforretning, Christian Wenzzel driver.

Og købmanden ser stort potentiale i at udvide konceptet fremover:

- Vi kan eventuelt kombinere med den traditionelle købmandsforretning og udvide vores åbningstider til døgnåbent for relativt få kroner. Det gør, at vi øger vores overlevelseschancer på den lange bane, siger Christian Wenzzel, der dog ikke vil erstatte de traditionelle købmandsforretninger.

Afstemning

Er det en god idé mere flere ubemandede, selvbetjente og døgnåbne butikker?