Sanjay Shah skal udleveres til Danmark
Justitsminister Peter Hummelgaard mener, at afgørelsen har principiel betydning og kalder den et klart signal til "habit-kriminelle".
Den hovedtiltalte i sagen om svindel med udbytteskat, Sanjay Shah, skal udleveres fra Dubai til Danmark.
Det har en retsinstans i Dubai mandag besluttet, oplyser justitsministeriet til TV 2, og justitsminister Peter Hummelgaard (S) er ikke i tvivl om afgørelsens betydning:
- Dagens afgørelse om udlevering til Danmark er ikke alene en rigtig god nyhed, men også en afgørelse, der har helt principiel betydning for Danmark, lyder det fra ministeren i en skriftlig udtalelse.
Et spørgsmål om tid, før "Shah sidder på et fly"
Britiske Sanjay Shah er hovedperson i den store skandale om udbytteskat, der menes at have kostet Danmark mere end 12,7 milliarder kroner.
Han er tiltalt for at have hevet godt ni milliarder kroner ud af det danske skattesystem. Han har siddet fængslet i Dubai siden maj.
TV 2-journalist Thomas Østerlin Koch, der har dækket sagen indgående, kalder dagens afgørelse ”meget opsigtsvækkende”.
- For blot et år siden tror jeg slet ikke, at det kunne lade sig gøre at finde en ekspert, der talte om udlevering som en mulighed. Nu er det blot et spørgsmål om tid, før Shah sidder på et fly på vej til København, siger han til TV 2.
Thomas Østerlin Koch fortæller, at Sanjay Shah er tiltalt efter en særligt skærpende paragraf for bedrageri, der kan give op til 12 års fængsel.
Shas danske advokat, Kåre Pihlmann oplyser til TV 2, at han ser frem til at forsvare Sanjay Shah.
- Hvis afgørelsen viser sig at være endelig og udlevering gennemføres, ser vi frem til at forsvare Sanjay Shah. Vores klient nægter sig skyldig, og der er næppe tvivl om, at det bliver en af de mest interessante sager i nyere tid, lyder det i en skriftlig udtalelse.
Han forventer, at Sanjay Shah allerede om få dage kan lande i Danmark. Efter ankomsten skal han stilles for en dommer inden for 24 timer.
Klart signal til "habit-kriminelle"
Lars Løkke Rasmussen, Danmarks udenrigsminister, udtaler på udenrigsministeriets Twitter-profil, at dagens afgørelse er "et skridt nærmere retfærdighed".
- Håber, Shah snart kommer for en dansk domstol, lyder det fra udenrigsministeren.
Justitsminister Peter Hummelgaard kalder det "dybt krænkende for retsfølelsen, hvis man kan begå en forbrydelse og undgå retsforfølgning ved at gemme sig i et andet land".
- Derfor er jeg også meget tilfreds med, at vi nu som samfund kan sende et klart signal til den her type habit-kriminelle om, at intet skjulested er sikkert, uanset hvor i verden, man befinder sig, siger ministeren.
Han hæfter sig ved, at dagens afgørelse om udlevering er "endelig". Men:
- Jeg er dog også blevet oplyst om, at afgørelsen skal forelægges justitsministeren i De Forenede Arabiske Emirater med henblik på endelig beslutning om udlevering, siger han.
Og netop den detalje hæfter Jack Irvine, der er Sanjay Shahs personlige rådgiver, sig ved:
- Dette tyder på, at hr. Shah ikke vil være på det første fly ud af Dubai. Med fare for at gentage mig selv, vil jeg sige igen, at hr. Shah fortsætter med at benægte, at handlen var ulovlig. Jeg er overbevist om, at sandheden om SKATs dysfunktionalitet med tiden vil komme frem, siger han i en skriftlig udtalelse til TV 2.
Sammen med blandt andre sin højre hånd Anthony Mark Patterson menes Shah at have snydt de danske skattemyndigheder gennem et sindrigt system, der kort fortalt havde til formål at få refunderet skat, som aldrig var blevet indbetalt.
Sanjay Shah har selv sagt, at han blot udnyttede et hul i den dansk lovgivning, men anklagemyndigheden mener omvendt, at Shah begik bedrageri af grov beskaffenhed.
En rodet affære
Sagen om Shah har været en rodet affære, og udleveringen af ham blev i første omgang afvist med henvisning til, at anklagemyndigheden i Danmark ikke havde sendt tilstrækkeligt med dokumenter til Dubai.
De danske myndigheder fik dog en ny chance til at sende yderligere dokumentation, og den har altså været tilstrækkelig til, at Shah nu kan udleveres til Danmark.
Justitsministeriet svarer på nuværende tidspunkt ikke på, hvornår udleveringen skal foregå.