Hver tredje forælder følger kun sjældent med i børns færden på sociale medier
Medierådet opfordrer børn og unge til at slette Tiktok eller ændre indstillinger. Speciallæge og en psykolog kommer med råd til forældres håndtering.
Mere end hver tredje forælder følger kun sjældent op på børns brug af sociale medier.
Det viser en ny Megafon-måling, der er lavet for TV 2.
Det er på trods af, at op mod 70 procent af de adspurgte er bekymret for, om sociale medier har konsekvenser for deres barns selvopfattelse og trivsel.
Ifølge Red Barnet er det generelt et problem, at flere forældre ikke følger med i, hvad deres børn foretager sig på nettet. Derfor opfordrer de forældre til at engagere sig mere i deres børns adfærd på sociale medier og lære dem, hvordan de bedst beskytter sig.
- Man skal gøre sig nysgerrig på, hvad barnet laver og have en dialog om, hvordan kan de hjælpe, og hvad er det for nogle udfordringer, barnet oplever på platformen. For så ved vi, at den dag, der sker noget ubehageligt på nettet eller et socialt medie, så er det meget nemmere at tage dialogen med ens forældre, siger Per Frederiksen, som er psykolog ved Red Barnet.
Han fortæller, at en forebyggende dialog med børnene er vigtig for at skabe god digital ”børnebeskyttelse”.
- For forældre kan være gode til at hjælpe med at skærme og beskytte barnet, og for et barn kan det være rigtig svært selv at komme ud af, hvis man er udsat for en digital krænkelse.
Manipulerende og adfærdsændrende
Imran Rashid, der er speciallæge og sundhedsfaglig direktør ved sundhedsteknologivirksomheden Lenus, er bekymret, men ikke overrasket over, at 30 procent af de adspurgte i undersøgelsen i mindre grad og 6 procent slet ikke følger med i deres børns tilstedeværelse på sociale medier.
- Det her tog, vi har sat vores børn på, kører virkelig stærkt. Der er ikke nogen forælder, der har en jordisk chance for at følge med i, hvad der foregår, fordi det foregår på børnenes skærme bag lukkede døre, og man aner ikke, hvem der påvirker dem og i hvor lang tid, siger han.
Problemet ligger i, at de sociale medier har kommercielle algoritmer, der blandt andet har en vanedannende effekt, der påvirker børnene, mener Imran Rashid.
- Det, der er anderledes nu fra før i tiden, er, at de her algoritmer har en adfærdsændrende karakter. De går ind og arbejder med barnets følelser, kender barnets følelsesapparat og dets venner og lægger sig som et lag, der manipulerer børn i en retning, som ikke er sund.
Opfordrer til at slette
Det sociale medie Tiktok har de seneste måneder været genstand for stor kritik, særligt grundet bekymring om manglende databeskyttelse og bekymring for kinesisk overvågning.
Og fredag kom de første officielle anbefalinger til, at børn og unge under 18 bør slette den omdiskuterede kinesiske app – eller i det mindste tage et kritisk blik på privatindstillingerne.
Opfordringen kom fra Medierådet for børn og unge, der er nedsat af Kulturministeriet og vejleder og rådgiver om børn og unges forbrug af både sociale og digitale medier.
- Der er på nuværende tidspunkt ikke tilstrækkelig viden til at sige, at Tiktok er et sikkert sted for børn og unge. Så vi anlægger hos Medierådet et forsigtighedsprincip i stedet for bare at acceptere, at vi fortsætter med 100 kilometer i timen, sagde Miriam Michaelsen, der er forperson i Medierådet, til TV 2.
Skal man slette sociale medier?
Men rundt omkring i de danske hjem er forældre uenige om, hvorvidt det nu også er en god ide at forbyde Tiktok eller andre sociale medier på deres børns telefoner.
I Megafon-målingen svarer 9 procent af forældre til børn mellem 9 og 16 år, at enten de eller deres børn har valgt at slette barnets profil som følge af den senere tids debat om den kinesiske app.
Og adspurgt om forældrene har slettet deres barns profil på et hvilket som helst socialt medie som følge af bekymringer for barnets selvopfattelse og trivsel, svarer 13 procent ja.
Men der er også en hage ved at forbyde sociale medier, fortæller psykolog Per Frederiksen fra Red Barnet.
- Frygten er, at de vil være på sociale medier i smug, og det, vi virkelig har brug for, er, at det ikke er i smug, men at forældrene er tæt oplyste omkring det og ved, hvad der sker, så der kan handles, når der sker noget ubehageligt, siger han.
Hos Red Barnet mener de i stedet, at der er behov for at sikre politisk regulering på området.
- Vi skal have regulering på, hvad der bliver høstet af data, alderscertificering og i forhold til at se på, hvordan børn og unge er godt beskyttet, lyder det fra psykolog Per Frederiksen.