Coronasmitten stiger, viser ny rapport fra SSI

Smitten er formentlig drevet af en stigende udbredelse af omikron-undervarianten XBB og dens undervarianter.

Covid-19-smitten fortsætter med at stige i Danmark.

Det gælder særligt på landets plejehjem, hvor der i uge 12 var 51 bekræftede tilfælde. I ugen forinden var der 29 tilfælde.

Det viser den seneste tendensrapport fra Statens Serum Institut (SSI), som er offentliggjort torsdag.

- MĂĄlinger af smitten i spildevandet viser tydeligt, at covid-19 stadig er omkring os.

- Den aktuelle smittestigning på plejehjemmene gør, at vi fortsat holder øje med denne udsatte gruppe, siger overlæge og sektionsleder hos SSI Bolette Søborg i en pressemeddelelse.

Ny smittebølge

Ifølge SSI er den stigende smitte formentlig drevet af en stigende udbredelse af omikron-undervarianten XBB og dens undervarianter.

Disse udgør nu omkring 74 procent af de sekventerede tilfælde.

Det er især varianten XBB.1.5., der er udbredt. Den alene udgør omkring 51 procent af de sekventerede tilfælde.

Også i den tendensrapport, der blev udgivet i sidste uge, blev det beskrevet, at der var sket en stigning. Faktisk er der tale om en ny mindre smittebølge i Danmark, lød det.

Denne uges tendensrapport viser samtidig, at smitteforekomsten steg til 27 tilfælde per 100.000 indbyggere i uge 12. Fra 23 tilfælde i uge 11.

- Men selv om den aktuelle stigning er markant, er det stadig under halvt så mange, som under de seneste tre mindre smittebølger siden sommeren 2022, siger Bolette Søborg fra SSI.

Der er samtidig sket en stigning i nye hospitalsindlæggelser hos personer, der har testet positiv for covid-19. Nærmere bestemt var der 471 nye indlæggelser i uge 12 og 420 i uge 11.

PCR-test hos egen læge

De nationale sundhedsmyndigheder har besluttet, at alle regioner skal lukke deres offentlige corona-testcentre senest fredag den 31. marts.

Det skyldes, at det ikke længere er nødvendigt at teste for covid-19 i samme omfang, som det var, da Danmark og verden var ramt af en galopperende pandemi.

Efter lukningen vil man kunne få foretaget en PCR-test hos egen læge eller på hospitalet, hvis lægen vurderer, at der er behov for det.

Fra uge 11 til 12 steg antallet af PCR-test med godt og vel tre procent.