Det skal ikke ligge ham til last, at han er prins, siger forsvarsminister
Prins Joachim har gjort det fremragende som forsvarsattaché i Paris, lyder det om udnævnelsen af prins Joachim til ny stilling.
Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen sætter nu overfor TV 2 ord på, hvorfor valget som forsvarsindustriattaché i Washington i USA er faldet på netop prins Joachim.
Der er tale om en opprioritering af industrisamarbejde med USA, men valget af den danske prins skyldes ikke mindst, at prins Joachim ifølge forsvarsministeren har gjort det fremragende som forsvarsattaché i Paris i Frankrig, fortæller han:
- Det skal jo ikke komme ham til skade, at han hedder prins Joachim. Når man har gjort det godt og har vist, at man også er optaget af nogle af de prioriteter, vi har som land, og vi gerne vil opprioritere vores samarbejde med USA, så er det oplagt at bruge muligheden for at kunne udnævne ham til den her nye stilling i Washington.
Troels Lund Poulsen fremhæver blandt andet, at prins Joachim i sin tid som forsvarsattaché i Paris har været optaget af at have et godt samarbejde med den franske forsvarsindustri.
- Han kommer til at gøre en god figur for Danmark, siger han.
Prinsen skal være forbindelsesofficer
Der er tale om en helt ny stilling, som prins Joachim skal bestride som forsvarsindustriattaché i Washington. Årsagen er, at Danmark skal investere mere i forsvaret på grund af krigen i Europa.
Samtidig samarbejder Danmark i forvejen med mange af de amerikanske virksomheder, som producerer forsvarsmateriel. Og det er her prins Joachim ifølge forsvarsministeren kommer ind i billedet:
- Han kommer til at være forbindelsesofficer, om man så må sige, mellem danske og amerikanske virksomheder. I bund og grund for, at der kan komme et større samarbejde mellem de danske forsvarsvirksomheder og de amerikanske.
Vil stadig have kongelige forpligtelser
Ifølge Troels Lund Poulsen kommer prins Joachim under sit foreløbigt tre år lange ophold i USA til også at have forpligtelser i forhold til den kongelige familie. Og derfor foreslår regeringen, at prins Joachim – som det var tilfældet i Frankrig – får apanage i stedet for almindelig løn.
Prins Joachim tiltræder 1. september stillingen som forsvarsindustriattaché og stedfortrædende forsvarsattaché på Den Danske Ambassade i Washington D.C.
Den 1. september 2020 tiltrådte Joachim i stillingen som forsvarsattaché på Danmarks Ambassade i Paris. I november sidste år oplyste han, at han ikke ville forlænge kontrakten, som ligesom den nye indeholdt en mulighed for forlængelse.