Samfund

Ny undersøgelse stempler luftkvaliteten i Danmark som "usund"

Kun seks lande har en luftkvalitet, der opfylder WHO's retningslinjer. Men Danmark kan sagtens gøre det bedre, siger professor.

Luften i Danmark er så forurenet, at Danmark ikke opfylder verdenssundhedsorganisationen WHO's mål for, om den luft, vi indånder hver dag, er sund.

Det viser en ny undersøgelse fra firmaet IQ Air, der har undersøgt kvaliteten af luften over hele verden i 2022.

Kun seks af de 131 lande i verden, den nye undersøgelse omfatter, opfylder ifølge undersøgelsen WHO's krav til sund luft, skriver CNN.

Men ifølge Zorana Jovanovic Andersen, der er professor i folkesundhed ved Københavns Universitet, er luftkvaliteten i Danmark blevet meget bedre i de seneste år.

- Vi har opnået gode reduktioner i luftforureningen i de sidste 20 år. Men nu har vi mere sikker viden om, hvor farlig luftforurening er, siger hun til TV 2.

Strammede krav

I 2021 strammede WHO blandt andet på den baggrund retningslinjerne for, hvornår luften er sund at indånde.

Grænsen for indholdet af såkaldt "fine partikler" blev sat ned fra 10 til 5 mikrogram per kubikmeter.

Det betyder, at Danmark nu er blandt de lande, der ikke længere overholder WHO's krav.

Undersøgelsen omfatter blandt andet tre danske byer, København, Aarhus og Viborg, hvor der er målt et indhold af fine partikler på mellem 8,4 og 8,7 mikrogram per kubikmeter.

De seks lande, der ifølge undersøgelsen overholder WHO's krav er Australien, Estland, Finland, Grenada, Island og New Zealand.

Kan komme på den rigtige side igen

Danmark kan sagtens komme på den rigtige side af kravet igen, mener Zorana Jovanovic Andersen.

- Vi skal gøre mere af det samme, som vi har gjort de seneste 20 år – det kan vi sagtens klare, siger hun.

Og "mere af det samme" handler blandt andet om mindre olie og benzin.

- Det gælder blandt andet om at begrænse brugen af fossile brændstoffer, siger Zorana Jovanovic Andersen.

Et initiativ som i Aarhus, hvor borgmesteren vil forbyde kørsel med benzin- og dieselbiler i byen fra senest 2030, er det en god idé?

- Ja, det er sådan noget der skal til.

Derudover nævner Zorana Jovanovic Andersen også landbruget og brug af brændefyring til opvarmning af de danske boliger som fokusområder, hvis luftforureningen skal bringes ned.

- Og så kommer der jo også luftforurening fra de lande, der ligger syd og øst for os. Derfor der det vigtigt, at vi i EU tager initiativer, der begrænser luftforureningen, siger hun.

IQ Air har undersøgt luftkvaliteten i 7323 byer i hele verden, og ifølge undersøgelsen kommer København ind på en plads som nummer 4133 blandt de mest luftforurenede byer.

Aarhus er nummer 4394, mens Viborg er nummer 4134, det betyder at luftkvaliteten i Aarhus er bedre end i både København og Viborg, hvis man skal tro undersøgelsen.

Den mest luftforurenede by på verdensplan er Lahore i Pakistan, hvor der er målt et indhold af fine partikler på 97,4 mikrogram per kubikmeter.

De ti lande med størst luftforurening er Tchad, Irak, Pakistan, Bahrain, Bangladesh, Burkina Faso, Kuwait, Indien, Egypten og Tadsjikistan.