Telegram-bagmænd målretter digital chikane mod kvinder med mellemøstlig baggrund
"Nogle risikerer at blive dræbt i ærens navn, og nogle får slået hånden af sig," siger organisation om voldsomt indhold i lukkede grupper på Telegram.
En 20-årig kvinde var på vej på arbejde i sidste uge, da hendes telefon pludselig begyndte at gløde.
Det væltede ind med venneanmodninger på Instagram og Snapchat, og beskeder tikkede ind hurtigt efter hinanden, uden at hun forstod, hvad der skete.
Det skulle hun hurtigt få svar på.
En sendte hende et link ind til en gruppe på det sociale og krypterede medie Telegram.
Her opdagede hun, at der kort forinden var blevet lagt billeder ud af hendes ansigt og af hendes nøgne krop, akkompagneret af hendes fulde navn og brugernavne på sociale medier.
Kvinden er anonym i denne artikel, fordi hun frygter konsekvenserne – både fra sin familie og fra bagmænd – ved at stå frem, men TV 2 kender hendes fulde identitet.
Og hun er langt fra alene om at være blevet udstillet med private filer og oplysninger på Telegram.
Bagmænd: - De kan være mere beskidte end djævelen
TV 2 har overvåget en række grupper på Telegram siden 9. marts og er bekendt med store dele af materialet.
Det fremgår af gruppernes navne og opslag, at det er bagmændenes formål at "afsløre" og udstille unge mennesker.
I grupperne ligger der hundredvis af både volds- og ydmygelsesvideoer, videoer af kvinder, der har sex, billeder af kvinder i undertøj – og af kvinder, der bliver slået og udsat for ydmygelser.
En stor del af de personer, som bliver udstillet i videoerne og på billederne, og hvis navne fremgår af materialet, er unge, danske mænd og kvinder med mellemøstlig baggrund.
TV 2 har været i kontakt med syv unge, danske kvinder, der har fået delt private oplysninger og indhold i grupperne.
De fortæller samstemmende, at bagmændene bevidst udstiller piger med mellemøstlig eller muslimsk baggrund. Ingen af kvinderne ved med sikkerhed, hvem der står bag Telegram-profilerne.
- Hijabier er heller ik så hellige som de sidder og spiller. Tørklæde eller ikk, de kan være mere beskidt end selve djævelen, lyder det blandt andet i et opslag fra gruppernes bagmænd.
20-årigs familie vil have, at hun skal skifte efternavn
Det var første gang, at den 20-årige pige blev bekendt med de lukkede grupper på Telegram, men det blev langt fra den sidste.
Pigen, som bor, studerer og arbejder i en større dansk by, er efterfølgende blevet hængt ud i grupperne adskillige gange.
Gruppens bagmænd efterlyser ydmygende informationer om hende og deler private oplysninger, rygter og beskyldninger, der primært går på hendes seksualitet.
I flere tilfælde har bagmændene delt videoer af en pige, der har sex, og påstået, at det var den 20-årige, siger hun.
Den 20-årige kommer fra en muslimsk familie, og hun siger til TV 2, at hendes familie har fået at vide, at der ligger udstillende billeder af hende på Telegram, og at de nu ikke længere vil tale med hende.
- Mine brødre siger, at jeg skal skifte mit efternavn, og at jeg gør min families navn beskidt. De (bagmændene på Telegram red.) ødelægger folks liv, siger hun.
Og hun mener også, at der er et klart mønster i, hvem der bliver udstillet i grupperne.
- Det er mest folk med tørklæde, der bliver udstillet derinde (i grupperne red.). Det er for sygt, og jeg kender flere, der er bange for, at deres familier skal gøre dem noget, siger hun.
24-årig frygter konsekvenserne
En 24-årig kvinde, som TV 2 har talt med, fortæller en lignende historie. Men hendes familie har endnu ikke fundet ud af, hvad der er blevet delt af hende.
Hun bor også i en større dansk by og stod på sit arbejde, da hun i sidste uge blev ringet op af sin veninde.
I røret fortalte veninden, at der lå billeder og videoer af den 24-årige i undertøj i en ny gruppe på Telegram.
Hendes fulde navn stod der også, og ved siden af det stod der, at hun var en "luder”, som “spreder ben for alle”.
- Det er så forfærdeligt. Det er virkelig private billeder, og jeg har det så dårligt med det. Jeg vil virkelig ikke blive udstillet yderligere på den her måde, fordi jeg tror ikke, min familie vil have det særligt godt med det, siger den 24-årige.
Hun forklarer, at hun ikke selv har delt billederne, men at andre, der har haft adgang til hendes telefon, har sendt dem ud.
Nu frygter hun konsekvenserne, fordi hun – ligesom den 20-årige – også kommer fra en muslimsk familie.
- Jeg har aldrig oplevet sådan noget, og jeg frygter virkelig mange ting, fordi jeg kommer fra en kultur, hvor sådan noget er virkelig forfærdeligt. Jeg er ligeglad med, hvad andre tænker, men jeg tænker meget på, hvad min familie vil tænke, siger den 24-årige kvinde.
Hvad mener du med, at du kommer fra en kultur, hvor det er forfærdeligt?
- De (bagmændene på Telegram red.) udstiller stort set kun piger med mellemøstlig baggrund som mig, fordi de ved, det er os, de kan ramme, fordi vi har familie og brødre, hvor sådan noget er forkert. Det er sørgeligt, og det kan ødelægge vores liv.
Hvordan vil din familie reagere, hvis de finder ud af, at du har taget nøgenbilleder- og videoer, og at de er blevet delt?
- Det er ikke, fordi mine brødre vil gøre mig noget, men de vil måske misforstå det. Jeg er opvokset i Danmark, så jeg er meget large, og jeg lever ikke hundrede procent efter den kultur, men det er virkelig forfærdeligt, at mine billeder og videoer skulle komme ud.
Den 24-årige kvinde siger, at hun har anmeldt sagen til politiet, og hun har også forsøgt at få bagmændene til at fjerne hendes filer, men det er ikke lykkedes.
Organisation: - Kvinderne er ekstremt udsatte
Det kan have alvorlige konsekvenser for unge kvinder med arabisk eller mellemøstlig baggrund at få delt indhold af seksuelt krænkende karakter på internettet. Deres familier kan slå hånden af dem eller gøre skade på dem.
Det siger medstifter af organisationen Søstre mod vold og kontrol, Kefa Abu Ras.
De dele af indholdet, som TV 2 har vist til Kefa Abu Ras, beskriver hun som "virkelig, virkelig voldsomt".
- Jeg bliver virkelig bekymret og trist på de unge kvinders vegne. De bliver ydmyget og krænket på det groveste, siger hun.
- Nogle risikerer at blive slået ihjel i ærens navn, nogen får slået hånden af sig. Nogle risikerer udstødelse fra deres omgivelser og får at vide, at de er en skamplet på familiens ære, siger hun.
Skal statuere et eksempel
At kvinder med mellemøstlig eller muslimsk baggrund bliver digitalt chikaneret med indhold af seksuelt krænkende karakter er ikke nyt. Men det er nyt, at det foregår på det krypterede, sociale medie Telegram, siger Kefa Abu Ras.
Delingen af materialet i de lukkede grupper på Telegram fungerer ved, at anonyme sender indhold ind til bagmændene, der derefter deler det videre. På den måde kan man ikke finde den oprindelige afsender af indholdet.
Og Kefa Abu Ras er ikke i tvivl om, hvad formålet er for dem, der sender indhold ind af unge kvinder med mellemøstlig baggrund i kompromitterende situationer.
- De gør det for at statuere et eksempel. De viser, at "hvis du er seksuelt aktiv før ægteskabet, så ender du som de her piger", siger hun.
- Man kan ikke andet end at appellere til bagmændenes fornuft, og jeg vil opfordre politikerne til at handle på det her, så vi kan sikre de unge kvinders rettigheder og sikkerhed.
TV 2 har taget kontakt til gruppens bagmænd, som afviser at stille op til interview.
Sisse Birkebæk, som er politikommissær og leder af Politiets Online Patrulje, oplyser til TV 2, at politiet i løbet af den seneste uge har fået omkring 60 henvendelser om de pågældende Telegram-grupper fra forurettede og unge, der har kendskab til grupperne og deres indhold.