Samfund

Tiktok indfører nye begrænsninger for unge

Tiktok kommer nu med nye værktøjer for at begrænse de yngste brugeres skærmtid. Det er der en grund til, lyder det fra ekspert.

Klokken slår og slår, tiden går og går, og pludselig har man brugt timevis på at se på Tiktok-videoer.

Men unge brugere af Tiktok vil fremover møde en automatisk daglig tidsgrænse på appen på en time.

Når de 60 minutter er gået, skal brugere under 18 år fremover indtaste en kode for at blive ved med at bruge appen. Dermed bliver det "en aktiv beslutning" at fortsætte.

Sådan lød det onsdag fra Tiktok i en pressemeddelelse.

Derudover vil selskabet sende en ugentlig skærmtidsrapport til unge brugere og generelt "tilskynde" dem til at sætte grænser for tid brugt på appen.

For de alleryngste brugere af appen, børn under 13 år, gælder det, at der ligeledes er en skærmtidsgrænse på en time, hvorefter en forælder eller anden voksen skal taste en kode for at forlænge skærmtiden.

Kontrol over børns konto

Derudover tilføjer den populære app en række nye funktioner til den såkaldte "familieparring"-funktion, der giver forældre mulighed for at linke op med deres børns konto for at kontrollere det indhold, barnet ser.

Blandt de nye funktioner er, at forældre kan styre, hvornår og om deres børn må få notifikationer fra appen på telefonen.

Jeg er overbevist om, at det ikke er for the greater good

Nathalie Larsen, creative director, Lead Agency

Med de nye skærmtidsværktøjer melder Tiktok sig ind i en stigende tendens til, at sociale medier kommer med tiltag, der skal øge deres brugeres trivsel.

Men hvis man tror, at de gør det af et godt hjerte, tager man fejl. Sådan lyder vurderingen fra ekspert i sociale medier og creative director hos Lead Agency Nathalie Larsen.

- Når de gør det nu, fortæller det mig, at virksomheden har indset, at man som dominerende social platform er nødt til proaktivt at forholde sig til debatten om brugeres afhængighed og mistrivsel, og at man forsøger at anerkende alvoren og ikke mindst tage ejerskab på samtalen, siger hun.

- Jeg er overbevist om, at det ikke er for the greater good. Jeg tror nærmere, at man har vurderet, at det er klogest for forretningen at foregive, at man først og fremmest kerer sig om sine brugere. Det vil også se godt ud hos målgruppen af forældre, der skal tillade deres børn at bruge tid på appen, tilføjer hun.

Store kræfter på spil

At gøre mere for at sikre trivsel hos brugerne af sociale medier er en årelang proces for techgiganterne, der løbende har justeret på deres produkter i takt med, at kritikken af dem og deres påvirkning af brugerne er taget til.

Tilbage i 2018 indførte Instagram første gang et skærmtidsværktøj, der giver brugeren en påmindelse, når en vis rum tid er gået. Det var samme år, at Apple indførte skærmtidsrapport på iPhones i styresystemet iOS 12.

I dag er vi oppe mod en algoritme, og det er ret svært selv at tage kontrol

Nathalie Larsen, creative director, Lead Agency

Siden har Instagram desuden indført et værktøj, der tillader brugere at blokere for reklamer relateret til særlige emner, blandt andet vægttabsprodukter og alkohol.

Ifølge Nathalie Larsen er det et udtryk for, at techgiganterne er begyndt at erkende offentligt, at der er "store kræfter på spil" på deres platforme.

- Debatten og kritikken af skærmtid og sociale medier er virkelig taget til i takt med, at flere mærker på egen krop, hvordan sociale medier påvirker os. Og også i takt med, at flere har indset, at vi nok har været en smule teknologinaive tidligere. Det lægger et øget pres på virksomhederne i forhold til at overveje etikken i deres services, forklarer Nathalie Larsen.

Virker skærmtidsværktøjer?

Ifølge Nathalie Larsen er det begrænset, hvor meget vi ved om effekterne af skærmtidsværkøjer, og om de rent faktisk hjælper folk med at bruge mindre tid med telefonen i hånden.

- Jeg tror mest af alt, at de her værktøjer skaber en øget opmærksomhed på egen adfærd. Men i dag er det jo fortsat op til den enkeltes selvkontrol, for der er ikke tale om en hård grænse. Det er kun et lillebitte ping, der siger: "Burde du ikke lave noget andet?", siger hun.

Nathalie Larsen forudser dog, at netop hårde begrænsninger i fremtiden kan blive et konkurrenceparameter for de sociale medier.

- Jeg tror og håber, at det bliver en kærkommen positioneringsfaktor i fremtiden, at de sociale medier siger: "Her hos os må du kun være en time om dagen". I dag er vi oppe mod en algoritme, og det er ret svært selv at tage kontrol, siger hun.

Lige nu kan jeg ikke se, hvilket forretningsmæssigt sted de her ændringer skal komme fra

Nathalie Larsen, creative director, Lead Agency

Eksperten tror dog ikke, at den forandring kommer af sig selv.

- Lige nu kan jeg ikke se, hvilket forretningsmæssigt sted de her ændringer skal komme fra. Det skal komme fra brugerne, eller også skal det komme som en del af den politiske regulering på området, vurderer hun.

Hun påpeger, at lovgivning historisk har haft svært ved at følge med den teknologiske udvikling, men at vi i fremtiden kommer til at se øget politisk stillingtagen til techgiganterne.