Samfund

Corona ændrer status 1. april

Covid-19 opfylder ikke længere kriterierne for at være alment farlig. Dermed bortfalder flere foranstaltninger.

Fra 1. april er der ikke længere grundlag for at kategorisere covid-19 som en alment farlig sygdom.

Det skriver Sundhedsstyrelsen i pressemeddelelse.

- Det er meget glædeligt, at covid-19 ikke længere opfylder kriterierne for at være alment farlig, for det afspejler, at sygdommen ikke længere udgør en væsentlig trussel mod samfundet, udtaler Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, i pressemeddelelsen.

Søren Brostrøm understreger dog, at det er "vigtigt at huske, at sygdommen stadig er blandt os", og at "der vil fortsat være behov for at forebygge alvorlig sygdom med covid-19".

Forebyggelsen vil dog fremover ske på linje med andre smitsomme sygdomme – eksempelvis influenza, lyder det.

Hvad betyder det?

Indtil 31. januar 2022 var covid-19 kategoriseret som en samfundskritisk sygdom. Fra april i år bortfalder altså også kategoriseringen som en alment farlig sygdom.

Alment farlige sygdomme er de sygdomme, hvor epidemiloven giver mulighed for særlige foranstaltninger eller restriktioner.

Det kan være påbud om isolation eller udvidet adgang til at dele personoplysninger mellem myndigheder.

Det betyder coronas status for nye restriktioner

Restriktioner, der kræver, at der er tale om en samfundskritisk sygdom:

  • Forsamlingsforbud.
  • Krav om test.
  • Restriktioner for brug af transportmidler.
  • Krav om coronapas.
  • Lukketidspunkt for serveringssteder.
  • Arealkrav.
  • Automatikmodel.
  • Krav om mundbind.
  • Fravigelse af anden lovgivning og sikring af vareforsyning.
  • Hjemsende nære kontakter i for eksempel skoler uden forældres samtykke.

Restriktioner, der kræver, at der er tale om en almen farlig sygdom:

  • Foranstaltninger over for enkeltpersoner, herunder isolation, test og indlæggelse.
  • Indrejserestriktioner.
  • Påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed om lukning af eksempelvis skoler ved høj smitte.
  • Smitteopsporing.
  • Besøgsrestriktioner.
  • Oplysningspligt - såsom registrering af tilskuere til et arrangement.
  • Udveksling af oplysninger mellem myndigheder.
  • Bemyndigelsesbestemmelse til behandling af personoplysninger såsom coronapas-app.

Kilde: Sundhedsministeriet

Det er Sundhedsstyrelsen, der beslutter, hvilke sygdomme der er omfattet af smitsomme sygdomme og alment farlige sygdomme.

Styrelsen kan ændre kategoriseringen igen på et senere tidspunkt. Det kan ske, hvis der eksempelvis dukker en ny og meget sygdomsfremkaldende variant op, som vacciner ikke kan forebygge.

Indenrigs- og sundhedsministeren beslutter, hvilke sygdomme der er omfattet af samfundskritiske sygdomme.

Den seneste tendensrapport fra Statens Serum Institut (SSI), som er udkommet torsdag, viser, at smitten med covid-19 målt ved brug af pcr-tests fortsat falder.

I uge 8 – 20. til 26. februar – var der 13 tilfælde per 100.000 indbyggere mod 22 tilfælde per 100.000 indbyggere i uge 3, som dækker over 16. til 22. januar.

Bedre til at forebygge

Ifølge styrelsen skyldes den nye vurdering, at omfanget af alvorlig sygdom med covid-19 er faldet betragteligt i forhold til tidligere i pandemien.

Man er også blevet bedre til at forebygge sygdom og død, lyder det.

- Selve sygdommen har ændret karakter med Omikron-varianterne, men de er stadig meget smitsomme og kan give mange sygdomstilfælde, siger direktør Søren Brostrøm.

- Det har derfor særlig stor betydning for vores vurdering, at vi i Danmark har en tårnhøj vaccinationstilslutning.

Ændringen i covid-19’s status som alment farlig sygdom forventes altså at træde i kraft omkring 1. april 2023.