Cybersikkerhedscenter: Kommuner og andre bør risikovurdere Tiktok

Hvis offentlige og private organisationer vil bruge appen Tiktok, bør det risikovurderes, siger CFCS.

Center for Cybersikkerhed (CFCS) anbefaler kommuner og andre offentlige og private organisationer at lave en risikovurdering af at bruge appen Tiktok.

Det skriver Center for Cybersikkerhed onsdag i en pressemeddelelse.

Meldingen kommer, efter at centeret i sidste uge frarådede statslige ansatte at bruge det sociale medie på arbejdstelefoner.

Det har fået flere både statslige og andre arbejdspladser til at forbyde eller fraråde brugen af Tiktok på arbejdstelefoner og andre enheder, der relaterer sig til arbejdet.

Kræver risikovurdering

Der lyder dog ikke samme direkte opfordring til for eksempel kommuner og regioner om at fraråde Tiktok.

I stedet skriver Center for Cybersikkerhed:

- For øvrige offentlige og private organisationer anbefaler CFCS, at eventuel anvendelse af Tiktok på baggrund af en risikovurdering gøres til en del af organisationens informationssikkerhedspolitik, som bør kommunikeres til organisationens medarbejdere.

Samtidig råder Center for Cybersikkerhed alle andre til at være "opmærksomme på, hvilke adgange en app beder om, og hvilke data den indsamler".

- Det er således et personligt valg, hvilke apps man ønsker at installere på sin private telefon.

- Generelt anbefaler CFCS, at man ikke downloader og anvender apps fra leverandører, man ikke har tillid til, lyder det i pressemeddelelsen.