19 hunde fjernet fra samme mand – nu kommer internatleder med opråb
Antallet af sociale sager er steget med 52 procent de seneste tre år, viser nye tal fra Dyrenes Beskyttelse.
19 underernærede hunde smurt ind i afføring og bange for menneskelig kontakt.
Det var, hvad der mødte medarbejderne hos Århus Internat i januar, da de fjernede 19 hunde fra én ejer, hvis liv var faldet fra hinanden.
- Han var glad for, at vi kunne komme og hjælpe, men han var også meget presset over situationen, forklarer Rolf Nordentoft, der er internatleder ved Århus Internat, der hører under Dyrenes Beskyttelse.
Ifølge ham var hundene ikke vanrøgtet. Det var udelukkende et spørgsmål om en ulykkelig menneskeskæbne, hvor ejeren heldigvis selv rakte ud efter hjælp, som Rolf Nordentoft forklarer det.
I dag, en måned efter at de blev indleveret, er alle hundene i gang med at blive socialiseret, og der er ifølge internatet lang vej igen for nogle af dem – men de mindste hunde er nu klar til at få nye ejere.
Sager som denne kunne dog måske undgås med danskernes hjælp og en tidligere indsats, lyder det fra internatlederen i 'Go' morgen Danmark'.
En stigende tendens
Sagen med de 19 hunde er ikke et enkeltstående tilfælde.
I 2022 rykkede Dyrenes Beskyttelse ud til 915 sociale sager. Her havde i alt 2539 dyr haft brug for hjælp.
Det er en stigning på 52 procent i forhold til 2020, viser en ny opgørelse fra Dyrenes Beskyttelse.
Selvom man kunne antage det, mener Rolf Nordentoft ikke, at der er tale om nogle af de kæledyr, danskerne anskaffede sig under corona.
- Der er ikke nogen evidens for, at det er coronahunde, siger han.
Og ifølge Yvonne Johansen, der er dyreværnschef i Dyrenes Beskyttelse, kommer mange af dyrene fra mennesker, der ikke har haft råd og overskud til at have kæledyret på grund af et mistet job, sygdom eller misbrug.
- Når de bliver syge eller på anden måde ramt af livet, kan de ikke tage vare på sig selv og heller ikke deres kæledyr, siger hun til Ritzau.
Opfordring til danskerne
Derfor har Rolf Nordentoft en opfordring til danskerne generelt:
- Hvis man ikke ser sin nabo, og man begynder at blive bekymret, så gå over og bank på. Man skal ikke være bange for at spørge, om man kan hjælpe, siger han i 'Go' morgen Danmark'.
Det er vigtigt, at man får råbt om hjælp i tide, og Rolf Nordentoft mener, at vi i Danmark er for dårlige til at besøge naboen og holde øje med, om vi alle har det godt.
Han forklarer også, at en tidlig indsats i nogle tilfælde kan gøre, at man kan hjælpe både ejer og dyr i eget hjem.
- Vi yder også hjælp til selvhjælp. Det, vi allerhelst vil, er jo, at dyrene bliver hos deres ejer, siger Rolf Nordentoft.
Klar til adoption
Århus Internat har nu haft de 19 hunde i en måneds tid.
Efter meget arbejde, tålmodighed og pleje er flere af hundene nu klar til adoption, fortæller personalet i 'Go' morgen Danmark'.
Rolf Nordentoft understreger, at selvom dyrene ikke har været vanrøgtede, kommer de fra ringere kår, end hvad der er ønskeligt. Derfor har flere af dyrene brug for ro, og de ældste hunde skal socialiseres, inden de kan komme ud og bo hos danske familier.
Men alligevel ser han positivt på hundenes fremtid. De mindste hunde er allerede klar til at få nye familier.
- Der venter mange nye oplevelser. Der er mange ting, de skal lære, siger Rolf Nordentoft.
Se hele indslaget om hundene i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY.