De tog deres dødfødte søn med hjem i fire dage – andre kan have gavn af at gøre det samme, siger eksperter
Udefra set havde Marie og Morten Høg Pedersen et lig liggende i deres stue. Men for dem var det blot deres søn, som de sagde farvel til.
ADVARSEL: Både artikel og video indeholder beskrivelser af spædbarnsdød, der kan virke grafiske og voldsomme.
I hjørnet af stuen lå Oliver i sin vugge.
Marie Høg Pedersen og Morten Høg Pedersen – eller Skipper, som han kaldes af både venner og bekendte – gav deres søn sin hæklede hue og de hvide uldfutter på. Derefter lagde de forsigtigt den lille bamse ind under spædbarnsarmen.
Modsat da storesøster Frederikke var spædbarn, var der ingen reaktion at spore hos Oliver.
Han lå derimod bleg, slap og kold i kølevuggen, som parret havde fået med hjem fra Odense Universitetshospital.
Kvart over midnat tirsdag 12. oktober 2021 blev Marie og Skipper Høg Pedersen og deres søn en del af en forfærdelig statistik.
I Danmark var der i alt 205 dødfødte spædbørn i 2021. Et tal, der skal ses i forhold til de omkring 61.000 årlige fødsler, der den seneste årrække har fundet sted herhjemme.
- Vi var lige ved målstregen, og alligevel skete det allermest forfærdelige, siger Skipper Høg Pedersen til TV 2 ECHO, der har fået lov at følge parret i dagene efter fødslen af Oliver.
På Olivers terminsdag mærkede Marie Høg Pedersen et spark i maven, mens hun ved morgenbordet bagfra omfavnede sin datter, Frederikke.
- Kunne du lige mærke lillebror sparke, spurgte Marie Høg Pedersen begejstret sin datter.
Herefter gik der adskillige timer, hvor det var underligt stille inde i maven.
Bekymringen voksede sig større inde i Marie Høg Pedersen, og som timerne gik, besluttede parret sig til sidst for at tage ind på sygehuset.
Personalet placerede den gravide kvinde på en hospitalsseng og gik rutinemæssigt i gang med at scanne efter hjertelyd.
Det lykkedes ikke i første forsøg. Heller ikke i næste. Og da Marie Høg Pedersen fik placeret en større scanner på maven, stod det klart for både personalet og forældreparret.
Oliver havde ingen hjertelyd. Og Skipper Høg Pedersens skrig fyldte kortvarigt efter hele fødestuen op.
De blå øjne
Marie Høg Pedersens første tanke var, at barnet skulle væk. Stod det til hende, måtte de hjertens gerne skære maven op og bare fjerne ham.
Men hun skulle gennemføre fødslen, også selvom hun vidste, at det ikke var en skrigende baby, der ventede hende.
Hendes mand omfavnede hende og sagde, at de skulle klare den igennem sammen.
- Man forestiller sig pludselig en masse ting i hovedet. Hvordan ville han se ud? Er han mon misdannet eller helt blå?, fortæller Skipper Høg Pedersen.
Fødslen blev sat i gang, og ud kom Oliver. Personalet lagde ham op på Marie Høg Pedersens mave, og tårerne strømmede ud.
- Nu var han her endelig. Den lillebror, vi har ventet på i så mange måneder. Men det hele var bare så forkert, siger hun.
Hun nærstuderede den fine, velskabte baby foran hende. Den lyserøde krop, de små krummelurer i ørerne, de forsigtigt lukkede øjenlåg, som hun løftede og afslørede, at der gemte sig de samme blå øjne, som storesøster Frederikke gik rundt med.
Skipper Høg Pedersen tog forsigtigt fat i sin søns lille, rynkede hånd. Normalt ville spædbarnet gribe den, men det gjorde Oliver ikke.
- Hans lille hjerte slog ikke. Han var der, men alligevel ikke, siger Skipper Høg Pedersen.
Oliver skulle med hjem
Herefter begyndte dagene i altomsluttende sorg over at miste Oliver. Parret blev tilbudt, at de kunne tage ham med hjem.
- Det afhænger rigtig meget af, hvad der føles rigtigt for forældrene, men det er noget, alle bliver tilbudt, siger Rikke Bertram Grunddal, der er sorggruppeleder hos Odense Universitetshospital.
Efter døden går en naturlig og biologisk proces i gang. Men med en kølelift kan man forlænge tiden med spædbarnet og bremse processen for en stund.
Til at starte med var Marie Høg Pedersen skeptisk og havde ikke lyst. Men langsomt gik det op for hende og hendes mand, at det gav mening for dem.
I fire dage hen over weekenden var Oliver derfor placeret i en kølevugge under trappen i stuen. Venner og familie fik tilbuddet om at komme og se ham, hvis de havde lyst.
Marie Høg Pedersen var i første omgang selv i tvivl om, hvorvidt hun havde lyst til at holde sin afdøde, skrøbelige søn.
- Hvis jeg knyttede mig, ville det måske blive endnu sværere at sige farvel. Men jeg fandt ud af, at det skulle jeg, fortæller hun.
Hun lagde Oliver tæt ind til sit bryst. Med spædbarnstøjet på, fordi den kølende vugge gjorde ham både kold og stiv.
Hjemmet kan hjælpe på sorgen
Rikke Bertram Grunddal fortæller, at forløbet efter dødfødslen afhænger meget af, hvad forældrenes behov er.
Nogle ønsker at tage hurtigt afsked. Andre har behov for at gøre så meget som muligt, mens de stadig har barnet hos sig.
For Olivers forældre var det sørgeligt, hvis det eneste sted, han skulle være, var sygehuset. Men det kan være svært for udestående at sætte sig ind i, at netop dét kan hjælpe.
Birgitte Sofia Horsten, der er direktør hos organisationen Forældre & sorg, kalder det ikke kun sorgen over at miste sit barn – men også sorgen over at miste den søn eller datter, som man aldrig lærte at kende.
- Nogle forældre har gavn af at få barnet med hjem, lægge det i en vugge og vise det frem til søskende, siger Birgitte Sofia Horsten.
Sorgen er utrolig individuel. Men Dorte Hvidtjørn, der forsker i blandt andet dødfødsler, understreger, at flere netop har gavn af at tage deres afdøde spædbarn med hjem.
- Undersøgelser viser, at det for de fleste hjælper at forholde sig til det døde barn som forælder. Både mentalt i øjeblikket, men også på den lange bane, understreger hun.
Olivers blå læber kom ganske hurtigt efter fødslen. Efter nogle timer gik hudfarven fra bleg til grå-blålig. Og efter et par døgn begyndte små rødlige blodsprængninger at vise sig på kroppen. Kulden fra kølevuggen gjorde, at kinderne blev helt stive.
Ellers lignede Oliver et ganske almindeligt, sovende spædbarn.
Det sidste af de fire døgn i hjemmet lagde forældrene deres søn ind til storesøster Frederikke.
Hun lagde sig på sin dyne ved siden af ham, gav sin lillebror et kram og viste ham sine bamser.
Familien viste Oliver dét barndomshjem, der skulle have været hans. De tog afsked med ham dagen efter, han blev lagt i sin hvide kiste, og familien holdt en fin bisættelse.
Ser Marie og Skipper Høg Pedersen sig selv udefra, kan de godt forstå, at nogen kan have svært ved at sætte sig ind i, at de har haft deres afdøde spædbarn liggende derhjemme i stuen.
Det kan virke forkert og makabert.
- Hvis man kigger på det udefra uden følelser, lyder det jo helt absurd. Men jeg har jo egentlig bare haft min dreng med hjemme for at sige ordentligt farvel, siger Skipper Høg Pedersen.
Oliver trak ikke vejret, men for hans forældre betød det alverden, at han var der.
- Det gik først rigtigt op for mig, at han var død, da jeg fik lov til at være sammen med ham i dagene efter fødslen, siger Marie Høg Pedersen.
Gravid igen
Tiden efter skabte et kæmpe tomt hul indeni Olivers forældre. De skulle nu lære at leve med at have mistet deres søn.
Babylængslen og ønsket om at give Frederikke en søskende boede stadig i dem. Og tre måneder efter Olivers død blev Marie Høg Pedersen gravid igen.
- Oplevelsen sad i min krop under hele graviditeten, fortæller hun.
Til at starte med var hun bekymret for en spontan abort. Det blev til en bekymring om, hvorvidt spædbarnet rent faktisk bevægede sig i maven. Jo tættere hun kom på termin, jo større voksede bekymringen sig.
Marie Høg Pedersen skulle sættes tidligt i gang på grund af sin dødfødsel af Oliver, og på sygehuset fik parret sig endnu en forskrækkelse.
Under fødslen begyndte spædbarnets hjertekurve pludselig at falde, og hun kunne gennem sin iltmaske på fødestuen se, hvordan hendes mand observerede hende med både bekymrede og røde øjne.
Pludselig normaliserede hjerterytmen sig igen, og efter en time kom Mathilde til verden.
Oliver efterlod et tomrum i familien. Men da Mathilde blev lagt i Marie Høg Pedersens arme, stod det klart, at hun nu skulle have al den kærlighed, som ellers stod til at være Olivers.
I videoklippet herunder fra TV 2 ECHO kan du høre mere om Marie og Skippers historie.