Studie afblæser frygt for mikroplastik i havene – men konklusion går alt for langt, mener miljøbiolog
Vandforurening kan ikke forsimples, og der er ifølge lektor i miljørisiko behov for mere viden omkring nanoplastik.
Der er forsvindende lidt mikroplastik i de indre danske farvande, og plastikken bliver ikke som frygtet akkumuleret op gennem fødekæden fra små til større organismer.
Sådan lyder konklusionerne fra et stort videnskabeligt studie udarbejdet af forskere fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU).
Resultaterne er umiddelbart opløftende og godt nyt for havmiljøet, men inden mennesker og havets dyr fejrer de nye fund, maner en ekspert og miljøbiolog, som TV 2 har talt med, til besindighed.
De påpeger begge, at man ud fra studiet skal passe på med at drage forhastede konklusioner.
Vandforurening kan ikke forsimples
Kristian Syberg er lektor i miljørisiko ved Roskilde Universitet.
Han forklarer, at man ikke isoleret set kan se på mikroplastik, men at man er nødt til at se det store billede og plastikforurening over en bred kam.
Det skyldes, at plastik indtager mange former og i havene gradvist bliver nedbrudt. Først fra makro- til mikroplastik og siden til såkaldt nanoplastik.
- Vandforurening kan ikke forsimples. Nanoplastik bliver akkumuleret i fisk og har en negativ effekt. Derfor skal vi passe på med at drage overordnede konklusioner, for vi ved endnu ikke nok om nanoplastik i havmiljøet, siger Kristian Syberg.
Kan ikke ses i internationalt perspektiv
Samme melding kommer fra Henrik Beha Pedersen, der er miljøbiolog og stifter af organisationen Plastic Change.
Foreningen arbejder på at bekæmpe plastikforurening i verdenshavene, hvor plaststykkerne aldrig forsvinder igen og i sidste ende ofte havner i maverne på hvaler, fugle og fisk.
Miljøbiologen anerkender og har respekt for resultaterne fra DTU, men han fastslår samtidig, at de danske fund ikke kan bruges i en international sammenhæng.
- Konklusionen i DTU's studie går alt for langt. Vi skal først forstå de fulde effekter af mikroplastikken, siger Henrik Beha Pedersen.
Han forklarer, at videnskaben konstant bliver klogere på mikroplastik, og påpeger, at det først er inden for det seneste år, at det er blevet muligt at måle koncentrationer af mikroplastik i eksempelvis blodet.
En anden anke ved resultaterne fra DTU er ifølge Henrik Beha Pedersen, at det er umuligt at sammenligne havforhold mellem Danmark og resten af verden – eksempelvis Asien.
Det skyldes først og fremmest, at Danmark er et rigt land, hvor vi har mulighed for enten at brænde vores plastik af eller eksportere den til udlandet. Og derfor findes der mindre mikroplastik i danske farvande end i Det Indiske Ocean eller Stillehavet.
Mulige langtidseffekter
Forsøget fra DTU viser blandt andet, at små organismer i havet som vandlopper kommer i kontakt med og æder mikroplastpartikler, men at de enten "spytter eller skider dem ud igen".
Ifølge en af forskerne bag DTU-forsøget, professor Torkel Gissel, betyder det, at mikroplasten ikke – som frygtet – akkumuleres op gennem fødekæden, når de siden ædes af større organismer, som igen bliver spist af endnu større dyr.
Kristian Syberg medgiver, at mikroplastik ikke ser ud til at have negativ effekt på vandlopper, men påpeger, at det sagtens kan være tilfældet for større havdyr.
Mikroplastik i andre dyrs mave- og tarmsystem kan have langtidseffekter, og mikroplast bliver nedbrudt til nanoplast, der bliver optaget i fisk i de studier, som de danske forskere har lavet.
- Virkningen af mikroplastik skal ses i forhold til det specifikke dyr, pointerer lektoren.
De mindste plastikpartikler i havene i form af nanoplastik er ifølge Kristian Syberg formentlig de farligste. Forskningen har vist, at nanoplastik kan blive optaget igennem organismers membraner, og der er potentielt et problem for fisk.
- Vi ved dog endnu ikke, hvor meget nanoplastik der findes i havene, forklarer Kristian Syberg.
TV 2 har søndag forsøgt at få en kommentar fra Torkel Gissel, men DTU-professoren er ikke vendt tilbage på henvendelsen.