Den unge kvinde lignede ikke de andre på Istedgade – nu fortælles hendes historie
Anna Madsen har en dobbeltdiagnose. Hun har både psykiske sygdomme og et misbrug, og det har gjort hende til en kastebold i systemet.
Hun lignede en, der var gået forkert.
Det var en eftermiddag i maj 2019 uden for Mændenes Hjem på Istedgade, og kvinden virkede som et helt almindeligt ungt, pålideligt menneske, som vi alle kender.
Hun passede ikke umiddelbart ind i det københavnske stofmiljøs knudepunkt. Alligevel henvendte hun sig til den gruppe, der stod uden for Mændenes Hjem for at købe kokain.
Lidt derfra stod dokumentarist Christian Voldborg Andersen og undrede sig.
Hvordan hang det sammen?
Han var her for at optage en dokumentarserie om misbrugere til TV 2, da han fik øje på kvinden, der bevægede sig hen for at købe kokain.
Da handlen var afsluttet, skyndte hun sig tilbage mod Hovedbanegården. Christian Voldborg Andersen var kortvarigt i tvivl, om hvad han skulle gøre. Men så gik han efter hende.
Han indhentede hende og præsenterede sig selv og det tv-projekt, han var i gang med. Hun blev lidt forskrækket og fortalte, at hun hed Anna. Men hun havde også travlt, for kokainen skulle skydes ind i hendes blodbaner. Så de udvekslede kontaktoplysninger.
Det er nu tre og et halvt år siden, og nærmest lige siden har Christian Voldborg Andersen fulgt hende med et kamera.
Det har været ud og ind af psykiatriske afdelinger, og det har været op og ned – nok mest ned – for den i dag 26-årige Anna Madsen.
Optagelserne er blevet til dokumentarserien ‘Pigen på den lukkede’, der vises på TV 2, og her får man et indblik i hendes kaotiske tilværelse i et psykiatrisk system, der famler og ikke ved, hvad man skal stille op med hende.
Skævt
PTSD, ADHD, OCD, spiseforstyrrelse og et stofmisbrug er, hvad Anna Madsen slæber rundt på. Det er psykiske lidelser, som har udviklet sig efter næsten et helt liv med svigt, overgreb og voldtægter.
Hun fortæller, at hun har mange gode minder fra sin barndom, men hun har også “virkelig nogle levende mareridt”, som hun beskriver det.
Hendes forældre blev skilt, da hun var 11 år, hendes to trillingebrødre flyttede med moren, og hun flyttede med faren. Skilsmissen var med til at nedbryde ham, og han fik en depression og begyndte at drikke.
Han døde på hendes 16-års fødselsdag, og i dag savner hun ham stadig, for hendes far “har altid set det bedste i mig”, som Anna Madsen siger.
Dødsfaldet betød en fem år lang pause fra stofferne. Dem havde hun ellers eksperimenteret med og taget i stor stil, og allerede som 12-årig prøvede hun eksempelvis amfetamin for første gang.
- Jeg var fullblown narkoman, siger hun selv om den tid.
Året efter havde hun sin første oplevelse med det psykiatriske system, og der har hun hængt fast lige siden.
Problemet er, at hun har en såkaldt dobbeltdiagnose, som er, når man både har en psykisk sygdom og et misbrug.
Flere undersøgelser viser, at denne kategori ofte bliver tabt i det danske sundhedssystem, fordi de falder mellem to stole: Den regionale psykiatri har ansvaret for behandlingen af den psykiske sygdom, mens misbrugsbehandlingen ligger i kommunalt regi.
Der er en dobbelthed i Anna Madsen. Det paradoks, som Christian Voldborg Andersen fik øje på uden for Mændenes Hjem i foråret 2019, og som skilte hende ud fra alle de andre i det miljø, hun ellers færdes i.
Hun var så analyserende, reflekterende og veltalende, at han i begyndelsen havde svært ved at tro sine egne øjne, når han også så en aktiv stofmisbruger og prostitueret.
Kunne det virkelig være rigtigt, hvad han så? Det var det, fandt Christian Voldborg Andersen ud af. Men i modsætning til mange andre i misbrugsmiljøet, som han har talt og arbejdet med, viser Anna Madsen i glimt et overskud og en kraft.
- Hun har nogle egenskaber og nogle styrker, som er ret usædvanlige for en person i hendes situation, siger han.
Ser Anna Madsen en misbruger, der mangler penge, giver hun lidt. Finder hun en fugl med en brækket vinge, tager hun den med ind, ringer til Dyrenes Beskyttelse, giver den mad og arrangerer et sted, den kan hvile sig.
Og når hun sidder på endnu et kønsløst værelse på endnu en psykiatrisk afdeling, maler hun eller læser Tove Ditlevsen.
- Hvis man selv kunne vælge sin skytsengel, tror jeg, jeg ville vælge Tove Ditlevsen, sagde Anna Madsen en dag, da hun lå i sin seng på Psykiatrisk Center København, Gentofte, og læste.
- Jeg spejler mig meget i hende, fordi jeg selv har været indlagt på de samme afdelinger som hende. Men på trods af hendes seriøst hårde liv, og på trods af at hun var indlagt, formåede hun alligevel at skrive ting med håb.
Det bankede på døren, og ind kom Anna Madsens medicin i hænderne på en medarbejder fra personalet. Da hun gik, satte Anna sig til rette og læste videre.
Men overskuddet har hun som bekendt kun vist glimtvis. For der gik ikke længe, før hun rejste sig, tog sin telefon og ringede til en bekendt.
- Du ved godt, jeg sjældent beder dig om seriøs hjælp, men helt seriøst, altså, jeg har ikke noget hash, jeg har ingenting, snøvlede hun ind i telefonen.
Da hun lagde på, åbnede hun skabet og kiggede ind i en masse skrammel.
- Jesus fucking christ, hvor kan jeg bare ikke magte det, sagde Anna Madsen.
I skabet fandt hun håndspritten. Febrilsk pumpede hun den klare væske ned i et hvidt plastikbæger, og så drak hun det. Hendes ansigt vred sig, som når andre mennesker modvilligt drikker tequilashots. Hun hader det, sagde hun, men hun gjorde det alligevel igen. Skiftevis drak hun håndsprit og cola for at skylde det ned.
- Jeg er så dum. Jeg drikker sprit, fordi jeg ikke har noget hash. Jeg får det virkelig dårligt. Jeg har allerede lyst til at kaste op nu. Hvorfor gør jeg det? sagde hun bagefter.
Christian Voldborg Andersen stod tavst ved siden af og filmede det hele. Det var en voldsom scene, og den giver et indblik i hendes afhængighed af rusmidler.
- Hun har et kronisk behov for at bedøve og slukke for sig selv. Det viste, hvor desperat hun kan være, siger Christian Voldborg Andersen.
- Det er svært at tale om lavpunkter i hendes liv, for der er så mange af dem. De udkonkurrerer nærmest hinanden.
En sommerdag i 2022 sad Anna Madsen først stille med lukkede øjne i et mødelokale på Psykiatrisk Center Sct. Hans. Mens tårerne samlede sig bag øjenlågene, blev hun mere og mere urolig. Noget inde i hende sad helt forkert.
Hun tog hænderne op til hovedet, bukkede sig forover og begyndte at græde. Den assisterende afsnitsleder Anette fra Sct. Hans, som sad over for hende, forsøgte at sætte ord på det, Anna allerede var klar over, og som hun oplever hver eneste dag: Hun havde fået et flashback.
En lugt eller en lyd havde kastet hende tilbage i tiden og mindet hende om et af de overgreb, voldtægter eller uoverskueligt mange traumer, hun bærer rundt på.
- Jeg er mere bange for flashbacksene af, hvad der er sket i mit liv, end jeg er bange for, at det reelt sker igen, siger Anna Madsen i ‘Pigen på den lukkede’.
- Jeg føler mig nærmest fremmed i min krop. Det er, som om jeg står i lokalet og råber ad mig selv. “Så gør dog noget mand”. Men jeg ser bare mig selv gøre ingenting. Jeg gør ikke noget. Det gør mig både vred og flov.
Da hun en af de følgende dage knækkede sammen inde på værelset, tabte sin kaffekop og i desperation kylede ting ind i væggen, filmede Christian Voldborg Andersen det.
Det var en voldsom oplevelse for hende, men også for ham. Flashbacksene rystede ham, og det var, når hun havde dem, at han blev klar over de meget håndgribelige konsekvenser, som traumerne har for Anna Madsen.
- Det er invaliderende for hende. Hun kan ikke leve et liv på den måde. De traumer og de overgreb, Anna har været udsat for, har medført, at hun udsætter sig selv for fænomenet gentagelsestvang, hvor traumet genopføres. Det har nærmest kastet en forbandelse over hende, siger Christian Voldborg Andersen.
Eftertid
De seneste tre år har Anna Madsen fortalt historier og detaljer til Christian Voldborg Andersen, som hun ikke har beskrevet for nogen andre.
Han er kommet tæt på. Måske fordi hun endelig har følt, at nogen vil høre, hvad hun siger. Som hun fortæller i dokumentarserien:
- Der er ingen, der har lyttet til min historie og fucking hjulpet mig til at håndtere den.
Hun har på den måde været en kastebold i det psykiatriske system, lige siden hun stiftede bekendtskab med det som 13-årig.
Christian Voldborg Andersen er ingen socialrådgiver, psykolog eller psykiater, og hans job som dokumentarist har været at skildre, hvordan Anna Madsens virkelighed er, og hvordan systemet har store problemer med at hjælpe personer med dobbeltdiagnoser.
De to havde en aftale om, at han skulle filme alt, som han oplevede med hende. Hvis han vurderede, at hun var til fare for sig selv, skulle han hente personalet. Men ellers ikke gribe ind. Det, der skete, kunne jo ikke gøres om.
I dag spekulerer han meget på, hvordan det skal gå Anna Madsen. Han holder kontakten ved lige, og han har stadig et håb om, at hun kan få et bedre liv.
I ‘Pigen på den lukkede’ har hun ikke selv store forventninger til, hvordan det skal gå hende.
- Jeg tror ikke, jeg når at få børn, få uddannelse og få et job. Jeg tror, jeg kommer til at svinge i nogle perioder, og så vil jeg tro, jeg ender med at tage en overdosis en dag. Jeg ville ønske, det var anderledes, men på en eller anden måde tror jeg ikke, det nogensinde har været meningen.
Kritikken i dokumentaren er blevet forelagt Region Hovedstadens Psykiatri.
Afdelingen har ikke ønsket at kommentere den konkrete sag, men udtaler:
- Vi har specialiserede behandlingstilbud til patienter med samtidig psykisk lidelse og et skadeligt brug af rusmidler. Vi koordinerer patientforløbene med kommunerne, som har ansvaret for rusmiddelbehandlingen, når patienterne ikke er indlagt.
Se første afsnit af 'Pigen på den lukkede' på TV 2 torsdag aften klokken 20.40 eller på TV 2 PLAY nu.