Bagmænd fra Operation X-program indstillet til konkurskarantæne
To af de ansvarlige bag den danske pavillon på Verdensudstillingen i Dubai, der sluttede marts sidste år, er indstillet til konkurskarantæne.
Selvom det snart er et år siden, at Verdensudstillingen i Dubai lukkede, har dønningerne efter det danske bidrag på udstillingen ikke lagt sig endnu.
Lederen af den danske del af forretningen, den omstridte Aalborgensiske serieiværksætter, Anders Bruun Hagn-Meincke, er nemlig blevet indstillet til konkurskarantæne for, hvad kuratoren i konkursboet kalder for “grov uforsvarlig forretningsførelse”.
I dokumentaren 'Operation X: Da Danmark blev til grin' fortalte flere danske virksomheder, hvordan de med flotte løfter blev overtalt til at betale i dyre domme for at vise deres produkter i den danske pavillon på Verdensudstillingen. Men løfterne blev aldrig indfriet, og mange kunder føler sig snydt.
Virksomhederne bag den danske pavillon gik konkurs i december 2021, få måneder efter udstillingen åbnede i Dubai. Og det er altså arbejdet med det ene af konkursboerne, der har fået kurator til at indstille Anders Bruun Hagn-Meincke til konkurskarantæne.
Jan Bak Christiansen, der officielt stod som direktør og ejer af virksomhederne i Danmark, blev i november sidste år tildelt tre års konkurskarantæne.
En del af direktionen
Virksomhederne bag, to firmaer i Aalborg, blev ifølge flere ansatte ledet og drevet af Anders Bruun Hagn-Meincke, selvom han officielt hverken stod som direktør eller ejer af virksomhederne.
Kuratoren i konkursboet Per Buttenschøn skriver til skifteretten i Aalborg, hvor konkursen behandles, at kurator har fået bekræftet af det nu konkursramte selskabs bank, at Anders Bruun Hagn-Meincke havde fuldmagt til selskabets bankkonto.
Kuratoren har også fundet en mail fra Anders Bruun Hagn-Meincke sendt til en medarbejder, hvor han ifølge kuratoren i sommeren 2020 skriver:
- Vi er tre i den daglige ledelse/direktion, hvor mit ansvar er Danmark og dermed den del af organisationen, der tager sit udgangspunkt i Danmark. Alle beslutninger træffes i enighed, såfremt de har økonomisk betydning.
TV 2 er ligeledes i besiddelse af andre mails, hvor Anders Bruun Hagn-Meincke, der har flere end 20 konkurser bag sig, underskriver sig som “Head of Denmark/Founder”.
Manglende bogføring og en momsfidus
Årsagen til, at kurator mener, der skal tildeles konkurskarantæner, skyldes, at både kunder og – særligt Gældsstyrelsen – har mistet penge på grund af den måde, forretningen er kørt på.
Dels har selskabet ikke haft en revisor tilknyttet. Derudover er der ifølge kurator ikke sket ordentlig afregning af hverken moms, A-skat eller AM-bidrag.
Virksomheden har heller ikke haft et lønprogram, men har udbetalt nettolønnen direkte til medarbejderne.
I slutningen af april 2021 fik virksomheden udbetalt 2,8 millioner kroner fra Skat. Udbetalingen bunder i, at virksomheden fra sit søsterselskab solgte rettighederne til at sælge standpladser i Dubai til en, ifølge kurator, fiktiv høj pris.
- Det er således kurators opfattelse, at den udstedte faktura fra Danish Business Pavilion ApS er blevet brugt til at udnytte Gældsstyrelsen som ufrivillig kreditfacilitet.
Momsdirektøren i revisions- og rådgivningsfirmaet Baker Tilly, Søren Engers, har gennemgået sagens dokumenter for Operation X og er kommet til en lignende konklusion:
- Det her virker for mig som noget, der meget vel kan være momssvindel, altså decideret svindel, siger Søren Engers.
Skifteretten i Aalborg skriver, at sagen ikke forventes afgjort før efteråret.
Anders Bruun Hagn-Meincke er ikke vendt tilbage på TV 2s henvendelse om indstillingen til konkurskarantæne. I Operation X-programmet afviste han at svare på, hvad hans rolle i selskaberne var.