Samfund

- Jeg vil gerne testes, siger patient efter fund af multiresistente bakterier

Kriseberedskabet i Statens Serum Institut er blevet aktiveret efter fund af multiresistente bakterier.

I værste fald kan flere tusind være smittet.

Sådan lyder det fra den læge, der mandag fik Lægemiddelstyrelsen til at tilbagekalde et af de mest almindelige antibiotikalægemidler i Danmark.

Hos ni patienter har man således fundet multiresistente CPO-bakterier efter indtagelse af antibiotika-medicinen Dicillin.

Og der er frygt for, at det kun er en brøkdel af det samlede tal, hvilket har fået Statens Serum Institut i kriseberedskab.

Det siger Tyra Grove Krause, faglig direktør for Epidemiologisk Infektionsberedskab i Statens Serum Institut.

- Jeg tror, der er flere, der kan gå og være bærere, og at vi kun har set toppen, siger hun til TV 2.

Farligt for immunsvækkede

Hun understreger, at det ikke er farligt for den enkelte at være smittet med multiresistente bakterier.

- Men det er noget, vi meget nødigt vil have ind på vores sygehuse, hvor der i forvejen er immunsvækkede patienter, siger Tyra Grove Krause.

En af de patienter, som for nylig har været i behandling med Dicillin, er Anne-Mette Bjerg.

Hun efterlyser nu vished for ikke at være blevet smittet.

- Jeg er da usikker på, om jeg har fået de multiresistente bakterier, siger hun til TV 2.

Vil have besked

Er man smittet med multiresistente bakterier, skal man i særlig isolation, når man skal på sygehuset – og det gælder resten af ens levetid.

Desuden kan bakterien i sig selv forlænge og besværliggøre ens behandling, hvis bakterien skulle forårsage infektioner.

Det skyldes, at de antibiotikamidler, der normalt anvendes, ikke virker på de multiresistente bakterier.

Anne-Mette Bjerg tog Dicillin for to en halv uge siden til behandling af en normal betændelsestilstand.

Hun er frisk igen og på skiferie i Norge. Men hun vil gerne vide, om hun kan være smittet efter at have taget Dicillin.

- Jeg har fået at vide, jeg kun skal undersøges for multiresistente bakterier, hvis jeg får en infektion. Det synes jeg er på bagkant af det hele, siger hun.

Alarmklokker ringer lige nu

Derfor vil Anne-Mette Bjerg gerne testes for at vide, hvor hun står.

- Mine alarmklokker ringer lige nu. Multiresistente bakterier er en alvorlig sag.

Omkring 35.000 danskere har fået lægemidlet på recept fra september til december, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

De næste uger og dage vil vise, hvor meget af medicinen der reelt har indeholdt de multiresistente bakterier.

Søger kilden

Medicinalfabrikanten Sandoz, der står bag antibiotikapræparatet Dicillin, har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver i en meddelelse til TV 2:

- Vi er dybt berørte over denne situation og samarbejder tæt med de relevante myndighederne for at finde en eventuel kilde til de resistente bakterier, skriver Sandozs administrerende direktør Carsten Gleerup.

SSI nedsatte en krisestab, da mistanken om sammenhængen mellem Dicillin og de multiresistente bakterier blev bekræftet.

- Det er et helt specielt udbrud. Jeg har ikke oplevet sådan et udbrud før, siger Tyra Grove Krause.

Sandoz arbejder stadig på at detektere selve kilde til bakteriefremkomsten i Dicillin-præparatet.

- Vi laver grundige mikrobiologiske tests og undersøger alle elementer af produktionsprocessen for at komme til bunds i sagen, skriver Carsten Gleerup, som opfordrer til, at man søger på apoteket og får ombyttet sin medicin.

Også Island reagerer

Derudover lyder anbefalingen fra Lægemiddelstyrelsen, at man ved indlæggelse oplyser, hvis man har indtaget Dicillin Sandoz 500 mg inden for de seneste fire måneder.

I undersøgelsen af de smittedes Dicillin-kapsler stod det klart, at den multiresistente bakterie sad på ydersiden af kapslen. I selve indholdet af kapslen har laboratoriet ikke fundet den resistente bakterie.

Også i Island har man reageret på fundet af multiresistente bakterier i Danmark.

Det oplyser den islandske lægemiddelstyrelse, Lyfjastofnun, i en pressemeddelelse onsdag.

- Salget af Staklox er blevet indstillet, mens sagen efterforskes, skriver Lyfjastofnun.

Staklox kommer i de samme kapsler som Dicillin, der til gengæld ikke sælges i Island.