Samfund

FH anslår, at 50.000 demonstrerede for store bededag – men professor har et noget andet bud

Nu lyder det fra Fagbevægelsens Hovedorganisation, at de 50.000 ikke nødvendigvis var samlet på én gang.

Søndag samlede 50.000 mennesker sig på Christiansborg Slotsplads for at vise deres utilfredshed med regeringens planer om at afskaffe store bededag.

I hvert fald, hvis man spørger Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), som stod bag demonstrationen.

Men ifølge den britiske professor Keith Still, der lever af at analysere menneskemængder for blandt andet at forbedre sikkerheden under store forsamlinger, er det et godt stykke fra virkeligheden.

Han har blandt andet været rådgiver ved prins William og Catherine Middletons bryllup i 2011 samt flere Olympiske Lege.

Mandag har han analyseret dronebilleder af søndagens demonstration og kommer frem til et noget anderledes tal end FH.

Over for TV 2 estimerer han Christianborg Slotsplads til at være omkring 6375 kvadratmeter og tætheden i menneskemængden til at være mellem 2 og 3 personer per kvadratmeter.

- Så mellem 12.750 og 19.125, lyder Keith Stills estimat af, hvor mange mennesker der var forsamlet.

Politiet måtte lukke flere veje

Det er vigtigt at understrege, at Keith Still i den beregning ikke medregner folk uden for selve Christiansborg Slotsplads.

Københavns Politi vil mandag ikke komme med et estimat over antallet af fremmødte. Men søndag oplyste politiet dog til TV 2, at pladsen er fyldt op, og i løbet af eftermiddagen måtte politiet lukke flere veje omkring pladsen.

- Men havde der været 50.000 mennesker i alt, ville de have fyldt tre gange så meget som på de billeder, jeg har set. Og der er kun nogle få hundrede mennesker uden for pladsen, tilføjer professoren.

Det har ikke været muligt at slå fast, hvornår flest mennesker var samlet på slotspladsen. Men i videoen herunder kan du se, hvordan det så ud knap halvanden time efter, at vejene blev lukket.

Søndag samlede tusindvis af mennesker sig foran Christiansborg for at vise deres utilfredshed med regeringens plan om at afskaffe Store Bededag som helligdag. Video: Steffen Neupert

Henning Overgaard, der er formand for Fagligt Fælles Forbund (3F), glædede sig da også over fremmødet på Christiansborg Slotsplads.

- Prøv at kigge ud her. Vi har fat i en sag. Fagbevægelsen lever. Der er sammenhold. Der er fællesskab. Her er så mange budskaber til politikerne, og det bør de lytte til, sagde han søndag til TV 2.

Tæller også dem, der er kommet og gået

I et tweet søndag klokken 15.30 lød det fra FH, at ”50.000 mennesker er samlet foran Christiansborg for at bevare store bededag”.

Samme besked lød senere i en meddelelse på fagforbundets hjemmeside.

Mandag afviser FH at stille op til interview med TV 2, men i et skriftligt svar fra direktør Michael Jacobsen lyder det nu, at de 50.000 ikke nødvendigvis var samlet på samme tidspunkt.

I stedet dækker det over ”det samlede antal deltagere i løbet af demonstrationen og tæller derfor også de, der er kommet og gået”.

- Baseret på vores egen optælling sammenholdt med tidligere opgørelser fra demonstrationer på samme lokation nåede vi frem til antallet på de 50.000, siger han i det skriftlige svar.