Samfund

Regionerne i opråb: Risiko for dårligere sundhed fremover

Der er risiko for dårligere behandling af borgerne fremover, og derfor skal der prioriteres, lyder opråb.

Der skal prioriteres skarpt, for der er, som det ser ud nu, hverken råd eller tid til at tage sig lige så godt af patienter fremover, når der kommer flere børn og ældre i fremtiden.

Sådan lyder et opråb til regeringen fra regionerne, der driver en stor del af sundhedsvæsenet i Danmark.

De vil blandt andet have klare retningslinjer for, hvordan der skal prioriteres fremover og har sendt et brev til sundhedsminister Sophie Løhde (V) med input til den kommende strukturkommission.

Fortsat lange ventelister efter corona

- Vores hovedbudskab er, at vi oplever et stort pres, som vi aldrig har set før i størrelse og omfang. Vi kan se, at udfordringerne bliver større i den nærmeste fremtid, siger Anders Kühnau, formand i Danske Regioner:

- Derfor er det ikke længere nok, at vi bare fortsætter med at gøre de ting, som vi gør i dag. Vi er nødt til at gøre tingene fundamentalt anderledes.

I fremtiden ventes flere børn og ældre, og der er fortsat meget lange ventelister efter udskudte operationer som følge af især coronapandemien og sygeplejerskestrejken i sommeren 2021.

- Vi vil have en risiko for, at vi i fremtiden ikke kan levere det samme gode sundhedstilbud, som vi kan til borgerne i dag, siger Anders Kühnau.

Hospitaler skal aflastes

I valgkampen var sundhed et dominerende emne, og politikerne stod i kø for at love milliarder til området, som blandt andet skal gå til at fastholde personale og rekruttere nyt samt at nedbringe ventelister.

Regeringen har udskudt en omorganisering af sundhedsvæsnet og vil nedsætte en kommission, som skal se på det med friske øjne.

Den hedder Strukturkommissionen og skal komme med anbefalinger i starten af 2024. Regionerne opfordrer den til at se på, hvordan det samlede sundhedsvæsen fungerer.

Regionerne har fire fokusområder, herunder hvordan sundhedsvæsenet skal prioritere fremover.

De tre andre fokusområder bør være en bedre indsats uden for hospitalerne, som regionerne driver. Der skal være bedre lægedækning i yderområderne, og de offentlige hospitaler skal i højere grad aflastes af almen praksis, som bør være tovholder for borgernes sygdomsforløb.

Kommission bliver nedsat

Regionerne mener, at der bliver stillet for mange krav i dag.

- Det er ikke bare et råb om penge. Det er et råb om, at vi får fjernet nogle af de unødvendige krav, som gør, at vi bruger tiden på det forkerte.

- Det er et råb om at lave nogle strukturelle ændringer, som gør, at vi har bedre mulighed for at prioritere vores tid på det, der giver mening. Det er et råb om, at vi bruger pengene på den mest fornuftige måde, siger Anders Kühnau.

Sundhedsminister Sophie Løhde udtaler i et skriftligt svar, at regeringen med Strukturkommissionen tager initiativ til nogle grundlæggende forandringer, der er nødvendige for at skave et mere sammenhængende sundhedsvæsen.

- Kommissionen får til opgave at opstille forskellige modeller for, hvordan samspillet med sygehuse, kommuner og praksissektor kan organiseres bedst muligt.

Hun siger, at Strukturkommissionen vil blive nedsat inden udgangen af første kvartal i år.