Slut med coronatest på plejehjem – myndighederne ændrer markant i coronahåndteringen

De ældste borgere udgør den største gruppe af indlagte med covid-19, og myndighederne er måske en postgang for tidligt ude, lyder det fra virolog.

Tiderne hvor coronavirus betød, at man ikke kunne kramme sin bedstemor, og at hospitalerne var i knæ, er overstået. Sådan kan man i hvert fald tolke de seneste dages udmeldinger fra de danske sundhedsmyndigheder.

Fra Statens Serum Institut (SSI) lyder det, at der var sket et markant fald i antallet af indlagte med covid-19 siden starten af året. I uge 3 var der således 227 nye indlæggelser med covid-19, mens det tal i uge 2 var 382.

Det har fået sundhedsmyndighederne til at ændre håndteringsprogrammet for covid-19 for løbende at sænke omkostningerne, oplyser indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).

- Den sundhedsfaglige vurdering er helt klar. Derfor er det rettidig omhu at finde et nyt grundniveau for covid-19-indsatsen herhjemme. Sundhedsmyndighederne vil nu gå i gang med at nedskalere indsatsen, så der fortsat vil være et tilstrækkeligt beredskab, lyder det i en pressemeddelelse.

Slut med screeninger

Helt konkret betyder det, at det er slut med den regelmæssige screeningstest af personale på plejehjem, i hjemmeplejen og på sociale tilbud med sårbare borgere.

I starten af januar efterlyste Danske Patienter, der er paraplyorganisation for en lang række patientforeninger som Lungeforeningen og Alzheimerforeningen, ellers handling fra sundhedsmyndigheder, der skulle beskytte de ældre og sårbare mod den stigende smitte.

Tal fra SSI viser da også, at det fortsat er borgere i aldersgruppen 70-89, der udgør den største andel af de nyindlagte, ligesom der også ses en forhøjet dødelighed i aldersgrupperne 75-84-årige og for borgere over 85 år.

Spørger man professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen, så er myndighederne nok ude en postgang for tidligt.

- Det afhænger af, hvor forsigtig man ønsker at være. Vi er jo næsten lige kommet ud af en periode, hvor der var udbrud på mange plejehjem, og hvor vi ikke var sikre på, hvordan vi skulle håndtere det – og den periode er jo knapt overstået, siger han til TV 2.

Sundhedsmyndighedernes beslutning skal nok ses med baggrund i, at antallet af bekræftede tilfælde blandt plejehjemsbeboere er faldet for fjerde uge i træk – senest til 82 tilfælde i uge 3. Samtidig udgør antallet af nyindlagte med covid-19 fra 38 i uge 2 til 17 i uge 3.

Slut med booster

Faldet i indlæggelser kan meget vel hænge sammen med, at Sundhedsstyrelsen har oplevet en massiv opbakning til deres boostervaccine-program gennem efteråret.

Faktisk har opbakningen og ikke mindst effekten af vaccinerne været så god, at en ekspertgruppe under styrelsen har vurderet, at det ikke længere er nødvendigt at tilbyde udsatte grupper yderligere boosterstik.

Årsagen er, at man allerede efter en boostervaccine er cirka 74 procent bedre beskyttet mod indlæggelse på grund af covid-19. Det viser danske data ifølge Sundhedsstyrelsen.

- Det er svært at vurdere, hvor meget vi skal lægge i meldingen om boosterstik. Svært at spå om, hvad der sker, og kommer der en ny variant, så kan billedet jo ændre sig fra den ene dag til den anden, siger Allan Randrup Thomsen.