Regeringen vil give privathospitaler lov til at foretage specialoperationer for at nedbringe ventelister

Hvis privathospitalerne skal hjælpe til med operationer, skal de til gengæld levere lavere priser, lyder det fra indenrigs- og sundhedsministeren.

Regeringen er nu klar til at tage et nyt værktøj i brug i forhold til at nedbringe de lange ventelister i det offentlige sundhedsvæsen.

Helt konkret vil den give privathospitalerne lov til at lave specialoperationer, som de i dag ellers ikke har lov til. Det fortæller indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) til TV 2.

- Når vi ser eksempler på patienter, der bliver bedt om at vente i 13 år, så bliver vi også nødt til at råbe vagt i gevær. For vi kan ikke være bekendt at lade mennesker vente så længe samtidig med, at der er relevant ledig kapacitet på de private hospitaler, siger hun.

Regeringen lægger derfor op til at lave en såkaldt ”fast track proces”, hvor privathospitalerne organiseret under Sundhed Danmark og regionerne hver især skal byde ind med de områder, hvor problemerne med ventelister er værst.

Dernæst skal de private sygehuse, som formår at levere op til kvalitetskravene, bringes i spil, så patienterne kan komme hurtigere til.

Privathospitaler skal levere lavere priser

Ændringen kommer dog ikke uden krav.

Det skal ikke være sådan, at du er afhængig af at have en stor pengepung eller forsikring

Sophie Løhde (V), indenrigs- og sundhedsminister

For hvis privathospitalerne skal spille en større rolle på nogle områder, skal de til gengæld levere nogle lavere priser til det offentlige, lyder det fra indenrigs- og sundhedsministeren, der dog ikke vil konkretisere, hvor lave priserne skal være.

- Det skal ikke være sådan, at du er afhængig af at have en stor pengepung eller forsikring, som gør, at du kan komme foran i køen på et privathospital, mens du skal vente 13 år hos det offentlige, siger Sophie Løhde.

Hvornår sådan en aftale lander, kan Sophie Løhde ikke sige noget om.

Det afhænger i stedet af, hvad man kan nå frem til i forhandlingerne mellem regionerne og privathospitalerne, som fortsat pågår, siger hun, men understreger, at det er vigtigt, at der bliver handlet nu og her.

Er ikke blevet spurgt tidligere

TV 2 har tidligere fortalt flere historier om, hvordan de lange ventelister påvirker adskillelige danskere.

Blandt andet 19-årige Marie-Louise Rasmussen, som stod mellem valget om at vente to år på en operation i hoften eller skaffe 120.000 kroner for at få lavet samme behandling på et privathospital.

At de private sygehuse indtil nu ikke har fået lov til at lave operationer for det offentlige danske sundhedsvæsen har mødt kritik fra både patienter og eksperter.

Især fordi det er mere end seks år siden, at Sundhedsstyrelsen åbnede en ansøgningsrunde, hvor privathospitalerne kan søge om at blive godkendt til foretage såkaldte højt specialiserede operationer – operationer som regeringens forslag altså nu vil gøre tilgængelige i privat regi.

Privathospitalerne har tidligere vist interesse for at påtage sig endnu flere opgaver.