Michelin-restaurant lukker midlertidigt efter brand i køkken
I en måned eller mere vil restaurant Jordnær holde lukket efter brand. Gæster aflyses, siger restauratør.
Michelin-restauranten Jordnær i Nordsjælland holder midlertidigt lukket i minimum en måned, efter at der natten til onsdag opstod brand i køkkenet.
Det siger restauratør Tina Vildgaard, der driver Jordnær sammen med sin mand, køkkenchef Eric Vildgaard, til Berlingske.
Restauranten ligger i Gentofte Hotel, og ifølge politiet blev hotellets samtlige 70 gæster i løbet af natten evakueret som følge af branden.
Det vides endnu ikke med sikkerhed, hvordan branden opstod.
- Vi kørte hjem omkring halv et i nat, og branden startede en halv times tid senere. Receptionisterne gjorde, som de skulle, og brandvæsenet kom hurtigt, siger Tina Vildgaard til Berlingske.
- Selv om det er et gammelt hotel, er brandsikkerheden heldigvis i top, og køkkenet er brandsikkert, så der skete heldigvis ikke mere, end at køkkenet brændte.
Brandårsag stadig ukendt
I et opslag på det sociale medie Instagram skriver restauranten onsdag, at køkkenet blev renoveret sidste år.
- Vi ved ikke med sikkerhed, hvordan det skete endnu - vi tror, at det var en kortslutning - men en ting er sikker: Vi kommer ikke til at kunne arbejde som normalt i den næste måned eller mere, mens vi genopbygger restaurantens hjerte. Måske vil vi blive omplaceret i en periode, lad os nu se, skriver restauranten.
Ifølge Tina Vildgaard bruger restauranten nu tid på at ringe og aflyse de reservationer, som er i kalenderen.
Hun siger, at Jordnær i gennemsnit har 28 gæster om dagen, og at uvisheden "er hård".
Restaurant Jordnær åbnede i 2017 og fik sin første michelinstjerne året efter. Siden 2020 har restauranten haft to michelinstjerner.