Øresundsbroen lukket for trafik efter ulykke
En forulykket lastbil skal bugseres væk fra stedet, oplyser Københavns Politi.
Øresundsbroen er lukket for trafik i retning mod Danmark efter ulykke på Øresundsmotorvejen. Det oplyser Københavns Politi.
Øresundsbroen angiver på sin hjemmeside, at broen blev lukket i den ene retning klokken 11.53, og her fremgår det, at lukningen er forventet at vare i en time – indtil 12.53.
- Der er tale om en lastbil, som er kørt igennem et autoværn og som skal bugseres væk derfra, siger Espen Godiksen, vagthavende ved Københavns Politi, til TV 2.
Den forulykkede lastbil havde kurs mod Sverige, da den af ukendt årsag kom i karambolage med autoværnet og nu blokerer den modsatte vejbane mod Danmark.
- Der er en del vraggods, som skal fjernes fra stedet også, da det blokerer for trafikken, siger vagthavende.
Ulykken er sket tæt på afkørsel 15.