Flere og flere danskere over 85 år dør med covid-19

Der er fortsat en markant forhøjet dødelighed i Danmark, men generelt set er niveauet på vej ned.

Coronapandemien fylder efterhånden blot en lille smule i de fleste menneskers hverdag, men for især ældre rammer sygdommen stadig hårdt.

Det viser Statens Serum Instituts (SSI) netop offentliggjorte ugentlige tendensrapport.

Den samlede dødelighed i Danmark er stadig "markant forhøjet", men niveauet ser i den seneste uge ud til at være på vej ned.

Kobles sammen med udbredelse af luftvejsinfektioner

Til gengæld er den covid-19-relaterede dødelighed for personer over 85 år fortsat stigende.

I aldersgruppen 75-84 år er der samtidig også en forhøjet dødelighed.

Overdødeligheden er tidligere blevet koblet sammen med udbredelsen af luftvejsinfektioner.

Dødsfald med corona kan registreres med flere ugers forsinkelse.

I uge tre er der foreløbigt registreret 71 covid-19-relaterede dødsfald sammenlignet med 90 i uge to.

Bekræftede tilfælde blandt plejehjemsbeboere er faldet for fjerde uge i træk til 82 tilfælde i uge tre.

Boostervaccine beskytter godt

SSI påpeger også i rapporten, at personer, som har fået en boostervaccination siden 15. september sidste år, er godt beskyttet mod hospitalsindlæggelse på grund af covid-19.

- Blandt +50-årige er dem, der har modtaget en booster-vaccination, cirka 71 procent bedre beskyttet mod indlæggelse end dem, der har fået tre stik, skriver SSI.

Testraten er faldet fra 9,9 til 5,6 procent i uge tre.

Positivprocenten er samtidig faldet fra 4,9 til 3,7 procent.

I uge tre var der blandt alle danskere 22 tilfælde per 100,000 indbyggere sammenlignet med 35 tilfælde per 100,000 indbyggere ugen før.

Tendensen er dog også her, at antallet af PCR-tests er faldet med 24 procent fra uge to til uge tre.

På landsplan er der også et fald i smittetilfælde og indlæggelser med influenza, type A, og RS-virus fra uge to til uge tre.