Samfund

Hver tredje ph.d.-studerende snyder med medforfatter

Ph.d.-studerendes begrundelse for at bryde retningslinjerne kom bag på forskerne bag nyt studie.

I et nyt dansk studie svarer hver tredje ph.d.-studerende, at de har skrevet en medforfatter på en artikel, selvom vedkommende ikke har bidraget med noget væsentligt.

Det er i strid med internationale retningslinjer og kan betyde, at forskningsmidler bliver tildelt på et uretmæssigt grundlag.

Det skriver Videnskab.dk.

Studiet viser, at tildelingen af de såkaldte gæsteforfatterskaber er mest udbredt inden for medicin og de naturvidenskabelige og tekniske fag.

Her har henholdsvis 49 og 42 procent af respondenterne ifølge studiet uretmæssigt skrevet en medforfatter på en artikel.

- Det kom ikke bag på os, at det var så udbredt. Men det kom bag på os, at der var så store forskelle på tværs af fakulteter, siger Mads Paludan Goddiksen, postdoc på Sektion for Forbrug, Bioetik og Regulering på Københavns Universitet. Han er førsteforfatter på det nye studie.

Win-win

Det kom også bag på forskerne, at den begrundelse, respondenterne oftest angav som årsag til at bryde retningslinjerne, var, at de havde fået besked på det af en mere magtfuld person.

Også den ph.d.-studerende kan have gavn af at få en mere anerkendt forsker med som medforfatter på en artikel. Det kan derfor være en form for win-win.

Men der er alligevel en taber - nemlig det system, der tildeler forskningsmidler og -stillinger til de forskere, der har udgivet flest artikler, fortæller Mads Paludan Goddiksen.

- Systemet mister troværdighed, og de forskere, der faktisk har lavet god forskning, kan miste muligheden for at få tildelt forskningspenge og stillinger.

- I stedet bliver det givet til dem, der har været gode til at netværke og få deres navn på gode artikler, siger han.

Mads Paludan Goddiksen tilføjer, at det også kan have den konsekvens, at de studerende får dårligere vejledning og mindre anerkendelse for deres arbejde.

Studiet baserer sig på et spørgeskema, som er blevet sendt bredt ud til ph.d.-studerende i ni europæiske lande.

6 procent har svaret

6 procent af de adspurgte har svaret. Den lave svarprocent kan betyde, at antallet er en smule overestimeret, fortæller Mads Paludan Goddiksen.

Det skyldes, at dem, der vælger at besvare spørgeskemaet, kan have en grund til at svare.

Ifølge Videnskab.dk bekymrer studiets resultat uddannelses- og forskningsminister, Christina Egelund (M).

- Ministeriet er ved at undersøge mulighederne for at blive klogere på denne her problemstilling og undersøge den nærmere. Det er der uden tvivl brug for, skriver hun i en mail til mediet.

427 danske ph.d.-studerende har besvaret spørgeskemaet.

Af dem svarede 30 procent, at de har skrevet en gæsteforfatter på en artikel.