20-årig mand dræbt efter påkørsel af bakkende lastbil
Vejen Dravedvej ved Løgumkloster er spærret, efter at en trafikulykke har kostet en ung mand livet.
En 20-årig mandlig bilist er mandag aften afgået ved døden, efter at han blev påkørt af en lastbil.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.
Lastbilen var ved at bakke ud fra en indkørsel på Dravedvej i nærheden af Løgumkloster.
De pårørende er underrettet.
Død på stedet
Den 20-årige mand kørte i en personbil. Han blev erklæret død på stedet.
Vejen er blevet spærret i forbindelse med ulykken. Kort før klokken 22.30 mandag aften skriver politiet på Twitter, at vejen fortsat er lukket.
Det er almindelig praksis, at politiet afspærrer stedet, hvor der er sket en trafikulykke for derefter typisk at tilkalde en bilinspektør.
Bilinspektøren skal indsamle dokumentation, som kan fastlægge forskellige omstændigheder ved ulykken.
Politiet skriver ikke på Twitter, hvornår det forventer at være færdig på ulykkesstedet.