Partier er rystede over kondomfænomen: - Hvad bilder de mænd sig ind?
Partier er åbne for at se på, om der skal lovgivning til for at stoppe 'stealthing'.
Det bør være ulovligt, når en mand tager kondomet af under samleje, uden at der er samtykke til det fra partneren. Det mener organisationerne Sex og Samfund og Everyday Sexism Projcet Danmark, der begge har hørt om, at fænomenet sker i Danmark.
Og den holdning får politisk opbakning fra Rosa Lund, der er retsordfører for Enhedslisten.
- Jeg synes, det er meget bekymrende, for der er meget stor forskel på at give samtykke til ubeskyttet sex og til beskyttet sex, siger Rosa Lund.
Stealthing er ulovligt i blandt andet Storbritannien, Australien og New Zealand, og Rosa Lund mener, at Danmark bør se på at følge efter.
- Man har jo erfaring fra andre lande, og det synes jeg, vi skal overveje i Danmark. Vi diskuterede det, da vi lavede samtykkeloven, men kom aldrig til nogle konklusioner, så jeg synes, det er helt oplagt, at vi nu tager op, hvordan vi kan sikre, at det ikke sker, siger Rosa Lund.
Straffelovrådet, der rådgiver Justitsministeriet i, hvordan det kan forholde sig til forskellige spørgsmål om lovgivning, har tidligere foreslået, at stealthing bør nævnes specifikt i lovgivningen, hvis det skal kriminaliseres.
Det mener Rosa Lund også, at man bør gøre, fordi at lovgivning kan understrege alvoren ved handlingen.
- Det er en god idé at skrive det ind, for det kan have en forebyggende effekt. Det er jo rigtigt nok, at det er svært at bevise, og at det vil være ord mod ord, men det er jo desværre sådan, det ofte er i overgrebssager, siger hun.
Ingen skal opleve overgreb
En lignende holdning har Rosa Eriksen, ligestillingsordfører for Moderaterne. Hun fortæller, at hun tager "dyb afstand fra fænomenet", der er beskrevet i TV 2s artikler.
- Hvad bilder de mænd sig ind, der kan finde på det her? Det er totalt grænseoverskridende. At lave præmissen om for et samleje under et samleje, synes jeg, er helt forrykt. Det er bare ikke i orden, siger Rosa Eriksen.
Også Bjørn Brandenborg, retsordfører for Socialdemokratiet, er rystet over, at nogle mænd kan finde på at fjerne kondomet i smug under samleje.
- De metoder, der bliver beskrevet, er dybt forfærdelige, og det er helt vildt, at nogen kan finde på det. Jeg kan godt forstå, at de (organisationerne red) er ude og markere, det ikke er i orden, siger Bjørn Brandenborg.
Rosa Eriksen (M) hæfter sig ved, at kvinderne – beskrevet i TV 2s artikel – opfatter stealthing som et overgreb, og hun mener derfor, der bør gøres noget.
Skal stealthing gøres ulovligt, ligesom man har gjort i andre lande?
- Jeg synes i hvert fald, at vi skal kigge hinanden i øjnene og have en alvorlig snak om det her. Jeg vil ved først kommende lejlighed vende med min gruppe og ministeren, hvad der skal gøres for at løse det her problem, siger Rosa Eriksen.
Hun tilføjer, at hun mener, at vi er kommet langt med samtykkelovgivningen, og at den har betydet, at flere kvinder anmelder voldtægt.
Når vi nu har fået en samtykkelov og mange lande har lavet lovgivning, ville det så ikke være meget logisk, at vi i Danmark fortsatte af det spor med lovgivning på området?
- Jo, det er jo lande, som vi sammenligner os med, så derfor er det rigtig vigtigt, at vi tager det op til drøftelse og finder ud af, hvordan vi løser det problem. Der er ikke nogen, der skal opleve overgreb på den måde, hvis vi kan forhindre det, siger hun.
Mener det må høre under samtykkeloven
Retsordfører for Dansk Folkeparti, Peter Kofoed, er ikke sikker på, at stealthing ikke kan dømmes under samtykkeloven i dag. Han vil nu have Justitsministeren til at se på, hvor skillelinjerne går.
- Jeg er overrasket over, at det er en debat, for jeg ville tro, at efter vi vedtog samtykkelovgivningen, hørte det her under samtykke. Så når fremtrædende professorer siger, at det ikke er det, synes jeg, det giver anledning til, at Justitsministeren må på banen for at kortlægge, hvad begrænsningerne er i lovgivningen, og om ministeriet kunne forestille sig at foretage nogle justeringer, siger Peter Kofoed.
Han vil undersøge det nærmere, men på nuværende tidspunkt hælder han ikke til, at stealthing skal under sin egen bestemmelse, som straffelovrådet har foreslået.
- Umiddelbart skal man også passe på, at hver gang der opstår et nyt fænomen, så er det noget, der får sin egen paragraf. For reglerne kan jo godt i mere generelle vendinger tage stilling til enormt meget, mener han.
Bjørn Brandenborg (S) peger på, at samtykkeloven beror på konkrete vurderinger om, hvorvidt der har været samtykke, og at han forventer, at der også sker en konkret vurdering i sager om stealthing.
- Men hvis der er et problem, hvor lovgivningen ikke er klar nok på området, eller der mangler noget lovgivning, så er det noget, vi skal kigge på at gøre noget ved, siger han og fortsætter:
- Vi må lytte til organisationer og advokater og have en snak med Folketingets partier, der har været med til at vedtage samtykkelovgivningen, for der er ingen tvivl om, at det her skal vi gøre noget ved. Det er langt ude, siger han.